Matthäus Stach

Matthäus Stach, 4.3.1711-21.12.1787, missionær. Født i Mankendorf i Mähren, død i Bethabara, Wachau, North Carolina, begravet sst. S.s familie hørte til de af lutherdommen påvirkede "Mähriske Brødre". 1728 udvandrede han til Herrnhut. 1731 meldte han sig til tjeneste for den påtænkte brødremission i Grønland, og 1733 blev han udsendt sammen med sin fætter Christian Stach og Christian David. Her anlagde de missionsstationen Neu Herrnhut i nærheden af Godthåb. Forskellen mellem "Brødrene"s pietisme og Hans Egedes lutherske ortodoksi hindrede det påtænkte samarbejde; men også mellem brødrene indbyrdes var der stridigheder. I begyndelsen syntes grønlænderne uimodtagelige for deres forkyndelse, men 1739 kunne S. døbe de første fire, og dermed begyndte missionen at gå fremad. 1740–41 var S. på besøg i brødremenighederne i Europa. Disse var dengang inde i den såkaldte "Sigtningstid", og S. blev stærkt grebet af denne strømning med dens svælgen i "Lammets Blod og Vunder", "Naglegab og Sideskrin". Da han 1742 kom tilbage til Grønland, blev det det stadige tema i hans og de andre missionærers forkyndelse. S. digtede også salmer, af hvilke flere er blevet optaget i brødremenighedens salmebog. Under sit ophold i Tyskland 1741 var S. af brødrekirkens daværende biskop, Polycarpus Müller, blevet ordineret til "Ordinarius" for Grønland, og 1742 var han i Kbh. ved et kgl. reskript blevet anerkendt som "De Grønlandske Mähriske Brødres ordentlige Lærer", med tilladelse til at forrette dåb og andre kirkelige handlinger. Herved kunne brødremenigheden i Grønland helt afsondre sig fra den kongelige mission. 1758 anlagde han en ny missionsstation, Lichtenfels (ved Fiskenæsset, syd for Godthåb), og herfra foretog han en undersøgelsesrejse endnu længere sydpå (1765–66). I over en menneskealder virkede S. dygtigt og energisk i missionens tjeneste, men da M. G. Sternberg 1770 kom til Grønland for at visitere brødremissionen så han sig nødsaget til at afskedige S., ikke blot på grund af hans stadige stridbarhed over for de andre missionærer, men også fordi det kom for dagen at han gentagne gange havde forsyndet sig med grønlandske kvinder. Han måtte derfor forlade Grønland og rejse til Tyskland hvor han modtog absolution af unitets-ældste-konferencen. Hans hustru, som allerede 1757 havde forladt ham, opsøgte ham nu igen og blev forligt med ham. 1772 rejste de begge til brødrekolonien Wachau (Bethabara) i North Carolina hvor de tilbragte deres sidste år.