A. v. W. Sylow, Arnoldus v. Westen Sylow, 14.8.1703-23.7.1763, missionær. Sylow blev tidligt optaget på katedralskolen i Trondhjem. Da faderen døde før drengen var vokset op blev Sylow huset hos morbroderen, Thomas v. Westen, "Laplands Apostel" der 1714 blev lektor ved skolen. Først 1725 blev Sylow dimitteret. Hvad han efter at have taget baccalaureusgraden foretog sig vides ikke; men han opholdt sig mest i Kbh. 1736 blev han sandsynligvis optaget på det nyoprettede Seminarium Groenlandicum med missionærgerningen i Grønland for øje. To år efter fik han langt om længe sin teologiske attestats og blev samme år udsendt som "hjælpemissionær" til Godthåb. Han skulle "hjælpe" eller snarere kontrabalancere den stærkt herrnhutisk tilbøjelige Chr. Drachardt. Sylow "kontrabalancerede" sin lokale foresatte så kraftigt at alt samarbejde blev umuligt. Sylow var en stejl og hidsig natur. 1742 blev Sylow så forflyttet til det nyanlagte Frederikshåb. Nidkært og med tugtende hånd lykkedes det ham at skabe en lille menighed på det dårlige fangststed. Besejlingen svigtede på grund af isforholdene næsten hvert år. Forsyningerne var derfor mangelfulde, og desuden var boligforholdene elendige. Sammen med alt dette ødelagde det tågede klima Sylows helbred. 1746 hjemrejste han og fik kald i Haus ved Bergen – under andre, men lige så udmarvende forhold.

Familie

A. v. W. Sylow blev født i Trondhjem, døde i Haus ved Bergen og er begravet sst. Forældre: rådhusskriver Peter Sylow og Berith Maria v. Westen (død 1754). Gift 1. gang 29.4.1740 i Kbh. (Trin.) med Karen Lund, f. Welling, født jan. 1708 i Kbh., begr. 28.6.1748 i Haus, (gift 1. gang med Jens Jensen Lund, død 1727), datter af mønsterskriver ved Holmen, senere ostindisk skipper Anders Welling. Gift 2. gang 14.6.1762 i Bergen med Rebekka Christine Koren, født 1733 (døbt 5.3.) på Stordøen, død 16.10.1809 i Fjelberg (gift 2. gang 1768 med sognepræst i Fjelberg Dithmer Kahrs, 1713–85), datter af sognepræst Johan Clausen Kahrs (1690–1742) og Drude Marie Smed (død 1763).

Bibliografi

F. E. Hundrup: Biogr. efterretn. om de fra Slagelse lærde skole til univ. dimitterede disciple II, 1863 = Roskilde katedralskoles progr. 1863 137 (geneal.). H. Ostermann: Den grønlandske missions og kirkes hist., 1921 97–100. Samme: Nordmænd på Grønland II, Oslo 1940 788–97. Firm Gad: Grønlands hist. II, 1969.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig