Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johannes Krogh

Oprindelig forfatter OleChr
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Johannes Krogh, Johannes Thoft Krogh, 29.1.1919-22.10.1980, missionær. Født i Tønning, død i Rønne, begravet i Østerlars. K. blev student 1937 fra Horsens statsskole og teologisk kandidat fra Kbh.s univ. 1944. 1945–46 var han hjælpepræst i Moltrup-Bjerning hvorefter han og hans hustru og teologiske fagfælle blev udsendt som missionærer af Dansk santal-mission i efteråret 1946. De begyndte deres gerning blandt santalerne idet K. 1947–48 var rektor for Kaerabani Santal High School. 1948 forflyttedes de imidlertid til Assam hvor han blev distriktsmissionær blandt boroerne i Gaorang distrikt. Efter et hjemmeophold tiltrådte K. 1953 som rektor for præsteskolen Santal Theological Seminary i Benagaria hvor også Magda Krogh fra nu af var teologisk lærer. – Indtil 1972 gjorde ægteparret her en indsats af uvurderlig betydning for santalkirken. Gradvis hævede de seminariets teologiske standard indtil det opnåede at blive affilieret med universitetet i Serampore og dermed fik eksamensrettigheder på universitetsniveau inden for teologien. I deres arbejde med den teologiske uddannelse forenede K. og hans kone højt fagligt niveau med en udpræget forståelse for de krav arbejdet i menighederne stiller til præsterne, og de søgte til stadighed at vække de studerendes forståelse for omsorgen for menighederne, bl.a. ved at lade dem deltage i praktisk menighedsarbejde. Selv rodfæstede i det lutherske viste de stor økumenisk forståelse og inddrog bl.a. lærere fra andre kirkesamfund i lærerstaben. – Som medlem siden 1965 af Senatet for Serampore universitet, en organisation der bestyrer de eksamensrettigheder som den danske konge i sin tid havde givet Serampore universitet, deltog K. gennem en årrække i arbejdet med tilrettelæggelsen af protestantiske teologieksaminer over hele Indien og opnåede en agtet position i teologiske kredse landet over. 1972 flyttede ægteparret K. fra Benagaria til Calcutta hvor K. blev ansat som associated registrar (administrator) for Serampore Senate og fra 1974 til 1978 var fungerende registrar samme sted. Magda Krogh var i samme periode lektor ved Bishop's College, Den nordindiske kirkes teologiske læreanstalt i Calcutta. – For sin fortjenstfulde indsats for indisk teologisk uddannelse blev K. inden hjemrejsen til Danmark 1978 hædret med den sjældne æresdoktorgrad ved Serampore universitet. – 1979 udnævntes han til sognepræst for Allinge-Sandvig menigheder på Bornholm.

Familie

Forældre: gårdejer Jørgen Julius K. (1871–1958) og Maren Kathrine Thoft (1879–1936). Gift 24.10.1946 i Østerlars med cand.teol. Magda Hartvig, født 10.1.1913 i Østerlars, d. af avlsbruger Hans H. (1870–1961) og Anine Due (1873–1942).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Christiansen: Johannes Krogh i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293049