Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Egede

Oprindelige forfattere MLid og HOst
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Hans Egede, Hans Povelsen Egede, 31.1.1686-5.11.1758, missionær, kolonisator. Født på gården Harstad i Trondenes præstegæld i Nordland, død i Stubbekøbing, begravet i Kbh. (Nic. kgd.). E. var norsk af fødsel og af mødrene afstamning, men stammede på fædrene side fra Danmark. Han voksede op i et fattigt og nøjsomt hjem hvor man kun med moje kunne holde sønnerne til bogen. Sin første undervisning fik han af sin morbror, præsten Peder Hind i Sand, senere hos kapellan Niels Schielderup, Hammero, der 1704 dimitterede ham til universitetet med et fint vidnesbyrd. Allerede august 1705 tog E. sin eksamen med det vidnesbyrd fra professor Hans Bartholin, at det kun var ved sin "store Flid og hurtige Nemme" at han så snart havde kunnet gøre sig færdig. Ved faderens død blev det ham magtpåliggende snarest at komme i embede, hvilket også lykkedes trods hans unge alder. 15.4.1707 ordineredes han i Trondhjem og beskikkedes 25.4.s.å. til residerende kapellan i Torsken, hvorfra han allerede 25.6.s.å. flyttedes til Vågan, anneks til Lødingen. Hans præstetid her blev meget urolig, dels fordi formandens enke var ham fjendtligt sindet da han ikke havde giftet sig med hende, dels fordi han selv der i sin ungdom var "en mand med uroligt gemyt og brusende affecter" allerede fra starten kom i heftig strid med sin sognepræst. Sagen kom for provsteret, og E. fik en irettesættelse og en bøde for respektstridig opførsel. Muligvis var dette, ham selv ubevidst, medvirkende årsag til at hans tanker vendtes mod Grønland. Selv siger han herom kun at han en aften på sin vante motionstur kom til at tænke på at han i en gammel bog havde læst om de fordums norsk-islandske bygder i Grenland og hvordan det mon nu stod til deroppe. Herom skrev han til sin svoger Niels Rasch der havde deltaget i nogle handels-togter til Grønland fra Bergen, og fik at vide at de folk der nu boede på vestkysten var "wilde", mens østkysten hvor de gamle bygder mentes at have ligget var utilgængelig på grund af ismasser. Egnen omkring 64° n.br. på vestkysten nævntes som "den bedste plads" – netop det strøg hvor E. mange år senere slog sig ned. Ved disse efterretninger blev han grebet af en stærk længsel efter at komme disse mennesker, som han antog for ætlinge af de gamle kristne nordboer, til hjælp i deres saligheds sag. Han skrev 1710 derom både til sin egen og Bergens biskop og tilbød selv at følge med skibet derover for at rekognoscere. Bergenbispen var reserveret i sit svar og så navnlig en uoverstigelig hindring i "disse barbarers" sprog, og skønt biskop Krog så lysere på det og regnede med muligheden for at finde store rigdomme i landet mente han at tiderne var for vanskelige til at sagen kunne fremmes. Hertil kom at E.s hustru af al kraft satte sig imod hans planer. Ved hendes og andres "fornuftige og velmente forestillinger" blev da sagen henlagt for denne gang. Men E. glemte den ikke og bebrejdede stadig sig selv at han havde vist et kald fra sig. Og nu kom ydre omstændigheder igen til at påvirke hans planer. 1713 byggede menigheden på hans tilskyndelse en ny kirke der bl.a. blev udstyret med en af E. malet altertavle som biskoppen uden at vide hvem mesteren var fandt alt for smuk til en fiskerbygd. Da menigheden selv ville råde over sin nye kirke blev der sat lås for prædikestolen, hvortil E. fik nøglen, og samtidig sendte man sognepræsten et formeligt opsigelsesbrev. Da han alligevel indfandt sig ved kirkens indvielse 1714, kom det til et stort opgør som igen førte til provsteret, reprimander og bøder. Selv om menigheden stod bag E. blev de stadige stridigheder dog så brogede at de begge længtes bort fra stedet. Hustruens modstand mod Grønlandsplanerne blev overvundet, og han indgav en ny henvendelse, denne gang også til missionskollegiet, men fik til svar at han måtte have tålmodighed "indtil nærværende Tids og Tilstands ønskelige Forbedring". For at gøre klart rede for sine planer udsendte E. 1715 en "erklæring" om sine hensigter om at omvende de hedenske grønlændere. Da han fik afslag på en ansøgning om en hjælpekapellan så han personligt kunne rejse ind og forelægge planerne, opgav han embedet uden betingelser og drog juli 1718 til Bergen efter en bevæget afsked med sin menighed. Da han der kun fandt ringe tilslutning rejste han til Kbh. Her fik han støtte hos både Thomas v. Westen og missionskollegiet, og kongen gav ham audiens og tilsagde sin interesse. E. rejste så tilbage til Bergen, og nov. 1719 udgik en kgl. forordning til de lokale myndigheder at købmændene i Bergen skulle træde sammen og overveje hvordan handel på Grønland kunne iværksættes. Det kneb dog med den praktiske interesse, men omsider lykkedes det E. ved selv at gå i spidsen og tegne sig for 300 rdl. at få oprettet et selskab der med en kapital på ca. 10.000 rdl. startede Det Bergenske Handels-Compagnie. Der udrustedes tre skibe, E. fik 15.3.1721 udnævnelse til missionær i Grønland med 300 rdl. i gage, og endelig 12.5.s.å. kunne han tiltræde rejsen fra Bergen ombord på skibet Håbet.

E. var i sjælden grad udrustet til den opgave han nu gik ind til. Født og opvokset i Nordnorge, hvis barske natur mindede så meget om Grønlands, var han rent fysisk veludrustet til at leve i Grønland. Hans moralske egenskaber passede til en pionergerning. Dristig og fuld af eventyrlyst og vovemod var han samtidig karakterfast og udholdende og havde udmærkede lederevner. Endelig havde han et varmt hjertelag, en for samtiden ikke almindelig fordomsfrihed og endelig en enfoldig men stærk gudstro. Han fik brug for alt dette, da han omsider efter en lang og farefuld rejse 3.7.1721 kastede anker i "Håbets Havn" på øen Imerigsoq nord for Godthåbsfjordens munding og traf de mennesker, for hvis skyld han havde sat så meget på spil. Da fik han sin første store skuffelse og forstod at de ikke kunne være i slægt med de gamle vikinger. Men selvom han den første tid stadig håbede på at finde disses efterkommere og foretog lange rejser mod syd med det formål blev han hurtigt klar over at hans opgave nu lå i "disse arme vildfarne Menneskers Oplysning og Salighed" og han tog uden tøven opgaven op. Så snart husene var rejst i "Håbets Koloni" søgte han at komme i kontakt med grønlænderne som i starten var mistænksomme. Lidt efter lidt vandt han dog terræn hos dem og begyndte møjsommeligt at lære deres sprog ved sine sønners hjælp.

E.s missionsprincip er udtrykt i den ovenciterede ytring "oplysning og salighed": Han ville først gøre dem til oplyste mennesker og derefter til kristne. Missionsarbejdet blev derfor drevet ved at han med sine sønner drog rundt på bopladserne, opholdt sig dagevis på hvert sted og "underviste" folk. Det skete i starten ved hjælp af bibelske billeder, tegnet af sonnen Poul, med forklaringer og spørgsmål. Senere blev undervisningen naturligvis bedre og fyldigere med stigende sprogfærdighed, men metoden bibeholdtes. Direkte kirkelig forkyndelse begyndte E. dog først sent på. 10.1.1724 holdt han ganske vist sin første grønlandske prædiken, men da tilhorerne kun forstod lidt af den varede det længe for han gentog forsøget. Den bedste undervisning fik de omkringboende. De modtog den gennemgående villigt, og modstand var der kun lidt af. Når den viste sig blev den til gengæld slået ned straks, og ved sådanne lejligheder fornægtede E.s opfarende sind sig ikke. Til gengæld varede det længe for der kunne spores nogen dybere påvirkning af forkyndelsen, så E. i sine triste stunder kaldte grønlænderne for "koldsindige". E. var derfor også tilbageholdende med at døbe. Først døbtes enkelte børn, sjældent voksne fordi E. forud krævede meget grundige forkundskaber, en oprigtig tro og en overbevisende livsførelse. Omsider foreslog E. dog at døbe de små børn fra de nærmestboende grønlændere hvor man kunne følge dåben op med fortsat undervisning, og derefter døbtes så mange børn at E. i sin forestilling til kongen 1731 om ikke at opgive missionen kunne henvise til, at "200 Familier i Circumferencen giver vor kristelige Tro Bifald". – E. søgte tidligt at oplære og uddanne grønlandske børn som fremtidige hjælpere i missionsarbejdet, men de mest lovende af disse unge døde til hans store sorg under den store epidemi få år efter. I det hele taget kom E. ud for mange hårde prøvelser i Grønland. Livet i det øde og barske land gav mange ulemper, besvær og afsavn. Boligforholdene var elendige, husene fugtige og utætte, de første syv år boede hele familier i ét værelse. Der var idelige vanskeligheder med det ofte uregerlige og selvrådige mandskab. Hertil kom den urolige og omflakkende tilværelse og alle de spekulationer og bekymringer det voldte at lede kolonisationen. Dette hvilede alene på E. Handelen med grønlænderne der var forudsat at skulle betale både besejling og mission slog fejl og gav kun forsvindende udbytte, især på grund af den hårde konkurrence fra den hollandske hvalfangerflåde der årligt gæstede landet. Udeblevne skibe og forlis truede gang på gang kolonien med undergang.

Annonce

For at lære landet og befolkningen at kende, eftersøge mere indbringende fangstområder og steder for nyanlæg samt eftersøge nordboerne og deres ruiner foretog E. allerede de første år under meget primitive forhold lange rejser – mod nord til Nordre Strømfjord og mod syd til Kap Farvel hvor han i de sydlige fjorde som den første europæer genfandt de øde pladser og deres ruiner – uden at vide at de var den gamle hovedbygd, Østerbygden. Det bergenske Grønlands-kompagni viste en forbavsende udholdenhed trods de store tab, men måtte til sidst give op og likvidere. I stedet trådte kongen til 1728 og gjorde et bredt anlagt forsøg på at kolonisere landet ved at opsende et stort antal soldater samt slaver og fanger der ved lodtrækning var blevet viet til kvinder fra Børnehuset og som var bestemt til at befolke de øde kyster. Kolonien blev flyttet til Godthåb, men allerede den første vinter hærgede skørbugen nådesløst blandt de nyankomne, hvoraf de allerfleste døde. Druk, slagsmål og mytteri hørte til dagens orden, og grønlænderne blev skræmt langt væk. Da denne fiasko blev kendt i Kbh. beordrede kongen hele kolonisationen standset og hjemkaldte alle. Kun E.s og hans hustrus dristige beslutning om at blive i landet på egen risiko, foreløbig for et år, bevirkede at kongen ændrede sin beslutning og fortsatte kolonisationen, men samtidig kom E. ud for to nye store skuffelser, den ene en tragedie. 1733 kom de herrnhutiske missionærer Christian David og Chr. og Matthäus Stach til Godthåb, officielt for at hjælpe E., men i virkeligheden for at begynde en egen og konkurrerende mission, hvorfor de også slog sig ned for sig selv ved Ny Herrnhut et stykke fra kolonien. De var på forhånd indstillede imod E. og hans arbejde, og han på sin side var ikke tryg ved deres lære og anskuelser. Han støttede og hjalp dem dog på alle måder, men der udviklede sig et spændt forhold der førte til en vidtløftig brevveksling mellem ham og Chr. David, mens brødrene hjemover udtalte sig meget nedsættende om E., hvilket altsammen pinte ham meget. Det var dog intet mod den ulykke som indtraf da en hjemvendt grønlænder 1733 efter besøg i Danmark smittede sine landsmænd med kopper. Sygdommen bredte sig til hele det område E. havde arbejdet i, og langt størstedelen af befolkningen dér døde. Næsten alt hvad E. havde opbygget blev tilintetgjort, og han så heri en dom over sit arbejde og følte at han var medskyldig i katastrofen, fordi han mod kongens ordre var blevet i landet. Han indgav derfor med tungt hjerte sin afskedsbegæring. Endnu holdtes han dog tilbage ved sin hustrus sygdom. Overanstrengelse ved pleje af de koppesyge havde brudt hendes modstandskraft, og hendes død ved juletid 1735 hensatte E. i en sådan tilstand af depression og fortvivlelse at hans omgivelser kun med møje kunne berolige ham. 29.7.1736 holdt han sin afskedsprædiken over de vemodige ord fra Esajas 49.4 og forlod Grønland for stedse, medbringende sin hustrus kiste.

Efter ankomsten til Kbh. var E. i audiens hos kongen og benyttede lejligheden til at tale for Grønland i overensstemmelse med sine ord ved hjemrejsen: "Guds Ære alene og disse arme vankundige Menneskers Oplysning har, er og skal være mit eneste Øjemærke, ja Hjertets uafladelige Ønske indtil min Død". På hans initiativ oprettedes 1737 Det grønlandske seminarium til uddannelse af missionærer og E. blev dets forstander. 1740 udnævntes han til biskop for Grønland og missionskollegiets konsulent. 1738 udgav han Omstændelig Relation ang. den grønlandske Missions Begyndelse og Fortsættelse der vakte stor interesse og oversattes til flere sprog. Den fulgtes 1741 af Det gamle Grønlands nye Perlustration eller Naturel-Historie der var en stærkt udvidet udgave af en 1729 publiceret kortfattet grønlandsbeskrivelse, og som ligeledes blev oversat til flere sprog. 1743 fik E. tilbud om Trondhjems bispestol, men afslog. 1747 tog han afsked fra seminariet, rejste til Vardal i Norge hvor svigersønnen Laur. Aisbach var præst, og flyttede 1751 med denne til Stubbekøbing hvor han levede sine sidste år og døde af en epidemisk sygdom.

E.s betydning for Grønland kan ikke overvurderes. Hvad hverken kongelige forsøg i generationer, driftig handelsånd eller kæk sømandsfærd havde formået: at genvinde det tabte Grønland for den dansk-norske krone, det lykkedes for den seje nordlandspræst. Han blev Grønlands kolonisator - på godt og ondt. Ved udrejsen blev ledelsen betroet ham, og han beholdt den i virkeligheden under hele sin tid i Grønland, og de af ham knæsatte principper for både mission og handel blev i alt væsentligt fulgt under den senere kolonisation. E. var den første der systematisk studerede det grønlandske sprog grammatisk og ligeledes den første og på en måde betydeligste opdagelsesrejsende i landets nyere historie. Ikke blot blev hans beskrivelse af landet og folket i mere end 100 år langt den vigtigste kilde til kendskabet derom i Europa, men han fandt også de to forsvundne nordbobygder, skønt han gik i sin grav i den tro at den største, Østerbygden, lå på østkysten. Og han anviste med genialt klarsyn den vej der omsider førte til denne kysts udforskning: at sejle med grønlandske konebåde inden for isbæltet langs kysten. E. har dog sin største betydning som Grønlands apostel. På trods af sin egen skepsis og det tilsyneladende ringe ydre resultat spredtes hans ord dog ud langs kysten med den nomadiserende befolkning fra Kap Farvel til Diskobugten. Hans navn blandt grønlænderne blev "taleren", og han fik opfordringer fra alle egne af landet om at komme. Hans eftermæle har stået meget stærkt i den grønlandske befolkning helt til nutiden. Det har dog været naturligt at den kritik der i moderne tid rettes mod hele kolonisationens overgreb på den gamle grønlandske kultur også rettes mod E. som den der startede alt dette. Anklagen er dog kun delvis rigtig, eftersom europæiske hvalfangere længe før E. i stort tal havde handlet med grønlændene og vænnet dem til europæiske varer og i øvrigt foretaget mange overgreb. E.s ankomst betød at denne ukontrollerede private udbytning af grønlænderne som andre steder førte til eskimoernes udryddelse, fx i Syd-Labrador, efterhånden blev standset og forholdene bragt under en ansvarlig regerings kontrol.

Familie

Forældre: sorenskriver Povel Hansen E. (1648-1706) og Kirsten Jensdatter Hind (1656-1724). Gift 1. gang 1707 i Kvæfjord med Gjertrud Nielsdatter Rasch, født 1673 i Kvæfjord, død 21.12.1735 i Godthåb, begr. i Kbh. (Nic. kgd.), d. af lensmand Niels R. og Nille Nielsdatter. Gift 2. gang 20.9.1737 i Kbh. (Nic.) med Mettea Dau, født jan. 1690, død 22.10.1761 i Stubbekøbing (gift 1. gang med forvalter i Larvik Jacob Aisbach, 11717, gift 2. gang 1719 med major Caspar Eggerts Trane, død 1736). – Far til Niels E. og Poul E.

Ikonografi

Graveret på sølvkrus af J. Reimers, 1714 (Fr.borg). Mal. af Johan Horner (Fr.borg; Godthåb), kopier (Skt. Knuds k., Odense; Vågans k.), anvendt som forlæg for stik af I. Lymann og enkelte senere, for talrige træsnit, bl.a. efter tegn. af C. Bloch 1855, af H. C. Olsen 1886, af Albert Møller 1888 m.fl. og mange litografier, bl.a. af P. Gemzøe 1845, af C. Simonsen efter tegn. af D. Arnesen 1854, af L. Møller 1871, af J. Hassel 1877. Flere af litografierne angiver at være udført efter billedet i Odense (nu i Godthåb). Hörners mal. var forlæg for et frimærke af B. Ekholm, 1958, efter tegn. af V. Bang. Stik af Meno Haas, 1775, litograferet af Balsgaard og i træsnit af bl.a. H. P. Hansen, 1886. En scene med E. og grønlændere tegnet af Cramer 1780 er stukket af Clemens. Mal. af R. Carlsen, 1837 (Julianehåb k.). E. knælende, malet af Carl Rasmussen 1877 (Godthåb k.), kopi af Stephan Møller, 1907. En scene med grønlændere tegnet af Carl F. L. Schmidt, 1886 (Fr.borg) som forlæg for træsnit. Buste af Th. Stein, 1889 (Fr.borg). Relief 1894 af Poulsen (Godthåb k.). Statue af A. V. Saabye, 1913 (ved Frederikskirken, Kbh.) og 1922 (på Kirkebjerget ved Godthåb). Medalje af S. Lindahl, 1919. Relief af A. Hassel, 1921 (på Nikolaj k., Kbh.). Portræt (Zionskirken i Jacobshavn). Afbildet på frimærker af C. Slania, 1971, efter tegn. af Povl Christensen og et andet efter tegn. af Jens Rosing. Pastel (folketinget). – Mindestøtte af Wiedewelt, 1779, ved Jægerspris og mindetavle (Hans Egede k., Kbh.).

Bibliografi

J. J. Lund: Forste missionair på Grønland, biskop H. E.s levnet, 1778. N. M. Petersen: H. E.s levnet, 1839. H. M. Fenger: Bidrag til H. E.s og den grønlandske missions hist. 1721-60, 1879. Sv. Wikberg: H. E. og Grønlands utforskande, Sth. 1933. Louis Bobé: H. E.. Grønlands missionær og kolonisator, 1944 = Medd. om Grønland CXXIX:1. Hans Egede. Studier til 200-års-dagen for hans død, red. Olav G. Myklebust, Oslo 1958 = Avhandl. utg. Egede instituttet VIII. F. Gad: Grønlands hist., I–III, 1967-76. Niels Fenger: Palasé. H. E. i Grønland, 1971. Mogens Hindsberger: H. E. og Grønland, s.å. Håbets koloni. H. E.s syv første år på Grønland. Af H. C. Gullov og H. C. Kapel, s.å. – Manuskripter, breve og dagbogsoptegn. i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mads Lidegaard, H. Ostermann: Hans Egede i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289040