• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bartholomaeus Ziegenbalg

Oprindelig forfatter LoBe
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Bartholomaeus Ziegenbalg, 24.6.1683-23.2.1719, missionær. Født i Pulsnitz i Ober Lausitz, død i Tranquebar, begravet sst. Z. mistede tidligt sine fromme forældre. Han gik på gymnasium i Görlitz og Berlin og studerede teologi i Halle. I 16-årsalderen oplevede han en vækkelse i pietistisk ånd og kom selv i personlig forbindelse med pietismens ledende mænd P. J. Spener, Canstein og Joachim Lange i Berlin, A. H. Francke, Breithaupt og Paul Anton i Halle. 1705 gav Frederik IV af Danmark sin tyske hofpræst F. J. Lütkens befaling til at skaffe missionærer til Tranquebar på Forindiens østkyst som Danmark havde erhvervet 1620. Lutkens henvendte sig til sine venner i Berlin, og på Langes forslag blev Z. sammen med en lidt ældre ven, mecklenburgeren Heinrich Plütschau, sendt til Kbh. På kongens befaling blev de ordineret af biskop Henrik Bornemann og udsendt til Tranquebar 29.11.1705 hvor de landede 9.7.1706. Her mødte de straks store vanskeligheder. Først måtte de vente flere dage om bord fordi man ikke ville sætte dem i land, og da det omsider var lykkedes dem at komme ind i byen og få logi blev de mødt med mistillid og fjendskab, ikke blot af kolonisterne hvis forargelige levned var en stor hindring for missionen, men også af kommandanten, den selvfølende og opfarende J. S. Hassius. Han havde fået hemmelig ordre fra direktionen for det dansk-ostindiske kompagni om at lægge missionærerne alle mulige hindringer i vejen, og det forbitrede ham kun yderligere at Z. truede med at indberette sagen til "vor kære Konge". Engang lod han Z. gribe og holde flere måneder i strengt fængsel.

Det sædvanlige omgangssprog i kolonien var portugisisk der særlig blev talt af den talrige blandingsbefolkning. Derfor begyndte missionærerne med at lægge sig efter dette sprog; men snart indså de at de også måtte lære den indfødte befolknings modersmål tamulsk ("Malabarisk") som hverken de danske kolonipræster eller den katolske pater havde brudt sig om at lære. Ved sin store energi og sine fortrinlige evner lykkedes det Z. i løbet af otte måneder at lære så meget af dette vanskelige sprog at han ikke blot kunne forstå det og læse det, men også tale det. Han oprettede både en portugisisk og en tamulsk skole, skrev lærebøger og traktater, udarbejdede en tamulsk grammatik og ordbog og oversatte Luthers lille katekismus og Det nye testamente. Missionsvenner i England og Tyskland sendte ham et trykkeri med latinske og tamulske bogstaver. Med stor iver søgte han at trænge stadig dybere ind i tamulernes sprog og folkeliv, litteratur og religion. Han studerede deres skrifter og diskuterede både mundtligt og skriftligt med brahmanerne i Tranquebar og omegn. Trykte beretninger om disse forhandlinger fremkom i de i Halle udgivne Missionsberichte samt i engelsk oversættelse. Til hjælp for senere missionærer udarbejdede han Genealogie der Malabarischen Götter, 1867 samt Malabarisches Heidenthum og Kleinere Schriften som dog først blev trykt 150-200 år efter hans død (se Verhandelingen der Koninklijke Akademie van Wetenschappen te Amsterdam. Afdeeling Letterkunde. Nieuwe Reeks, XXV,3 og XXIX.2, 1926 og 1930). Hans hensigt var at vise "den store Forbindelse fra Djævelen og de gruelige Vildfarelser, som saadanne Hedninger har hengivet sig til, men paa den anden Side ogsaa, hvor vidt de ved deres Fornufts Lys har bragt det i Erkendelse af Gud og de naturlige Ting, og hvorledes de ved deres naturlige Kræfter ofte ved et dydigt Liv beskæmmer mange Kristne og fremfor disse ofte viser en langt større Iver for det kommende Liv."

Foruden på portugisisk og tamulsk prædikede missionærerne også på tysk for de mange tyskere i kolonien. 1707 fik de opført en lille missionskirke hvortil de gav halvdelen af deres beskedne løn. Gudstjenesten blev her indrettet efter den danske kirkes ritual. S.å. blev de første hedninge døbt, fem portugisisk talende slaver. Da den portugisisk talende del af befolkningen hidtil havde hørt ind under den katolske præsts kirkelige omsorg klagede denne over at missionærerne greb ind i hans rettigheder. Også de danske lutherske kolonipræster var uvenligt stemt over for de pietistiske missionærer, og af de 1709 udsendte nye missionærer sluttede den ene, den strengt ortodokse Bövingh sig til Z.s fjender, og da han snart efter vendte hjem til Europa angreb han Tranquebarmissionærerne med stor bitterhed. Også flere anonyme skrifter søgte at mistænkeliggøre missionærernes rettroenhed og betegnede Z. som "en Pietist og hellig Idiot, som i Trankebar snarere opfører sig som Gæstgiver og Handelsmand end som Missionær og bryder sig kun lidt om Omvendelse, men desto mere om skiden Vinding". 1718 udstedte Frederik IV en forordning om at alle "nærgaaende Bøger" imod missionsarbejdet skulle konfiskeres. 1711 vendte Plütschau tilbage til Europa. Kong Frederik IV modtog ham nådigt og gav ham et præsteembede i Holsten. Da kommandanten i Tranquebar stadig lagde missionen hindringer i vejen besluttede Z. selv at rejse til Danmark for der at overvinde kompagniets modstand. 1714 forlod han Tranquebar efter at begge parter havde underskrevet en gensidig "Amnesti". Inden han kom hjem til Europa havde kongen udnævnt ham til provst for missionen med ret til at ordinere samt oprettet (1714) et missionskollegium i Kbh. (Collegium de cursu Evangelii promovendo) der skulle virke for missionen og føre tilsyn med den. Kollegiets første formand blev gehejmeråd Johan Georg v. Holstein og dets sekretær page-hofmester Christian Wendt. Begge disse mænd var udprægede pietister.

Annonce

Ved sin hjemkomst til Danmark 1715 fik Z. en god modtagelse af kongen og hoffet. Kompagniet måtte nu opgive sin modstand, og Hassius blev afløst af en anden kommandant som var en ven af missionen. Derpå rejste Z. til Tyskland og England. Begge steder havde Tranquebarmissionen allerede ved de trykte beretninger vundet mange venner. Nu prædikede Z. under stærk tilstrømning og modtog betydelige gaver til missionen. Inden han forlod Tyskland giftede han sig med en tidligere elev fra sin huslærertid i Merseburg. 1716 vendte han tilbage til Tranquebar og genoptog sit missionsarbejde. Der blev nu opført en ny og større kirke og oprettet en kateketskole som skulle uddanne indfødte lærere og præster. Desuden arbejdede han på en oversættelse af Det gamle testamente som det dog ikke lykkedes ham at få afsluttet. Hans sidste år blev forbitrede ved den mistillid og uretfærdige kritik som han mødte hos missionskollegiets sekretær Wendt der hyldede et uhistorisk ideal af en "apostolisk Mission" og mente at missionærerne burde være ugifte og drage fra sted til sted for at prædike; derimod skulle man ikke sætte penge i kirke- og skolebygninger eller missionærboliger. – Z.s skrøbelige helbred kunne i længden ikke holde til det omfattende arbejde i det anstrengende klima. Ved sin død kun 35 år gammel efterlod han en menighed på ca. 250 sjæle hvoraf over halvdelen var sudraer. Dåben havde han kun meddelt efter længere tids undervisning når han mente at dåbskandidaterne var nået til "en sand Omvendelse og Tro". I sin forkyndelse og sine forhandlinger med brahmanerne byggede han altid på den lutherske dogmatik. Over for kastevæsenet indtog han en konservativ holdning. De nyvundne sudrakristne overholdt deres kasteregler med hensyn til spisning og indgåelse af ægteskab. I kirken havde de særlige pladser, forskellige fra pariaernes; men ved uddelingen af nadveren anvendte man kun én nadverkalk. – Z.s historiske betydning består i dette dobbelte: han har bidraget væsentligt til at vække missions-interessen både i Danmark, Tyskland og England, og ved sit trofaste og dygtige missionsarbejde under de vanskelige forhold har han lagt en varig grund for den evangeliske mission i Sydindien.

Familie

Forældre: handelsmand Bartholomaeus Z. (død 1689) og Catharina. Gift 1715 i Halle med Maria Dorothea Saltzmann (gift 2. gang med vicekommandant i Tranquebar, senere forvalter over det stemplede papir i Kbh. Oluf Lygaard, død 1741), d. af regeringssekretær i Merseburg Johann Jacob S.

Ikonografi

Stik af Joh. Kenckel, 1716. Stik af J. Simon efter mal. af Peter Corner, efter dette flere stik, bl.a. af J. J. Kleinschmidt efter tegn. af Elias Riedinger og farvelitografi af Oscar Fürstenau efter mal. af F. Dotzauer.

Bibliografi

Der konigl. Dänischen Missionarien aus Ost-Indien eingesandte ausführliche Berichte I–11, Halle 1718-29. Thirty four conferences between the Danish missionaries and the Malabarian Bramans in the East Indies, London 1719. M. Veyssiére de Lacroze: Histoire du christianisme des Indes, Haag 1724 534-68. J. L. Niekamp: Kort forfattet missionshist., 1755 17-174. J. Ferd. Fenger: Den Trankebarske missions hist., 1843 1-139 329-58. W. Germann: Z. und Plütschau I–II, Erlangen 1868. Samme i Allg. Missions-Zeitschr. X, Gütersloh 1883 481-97 529-39. P. Richter-Werleshausen sst. XXVII, 1900 Beiblatt 49-66. J. Oskar Andersen: Fra Trankebarmissionens begyndelsestid, 1906 (særtryk af Nord. missions t., s.å.). Kay Larsen: De dansk-ostindiske koloniers hist. I, 1907 13-66. Fr. Schrøder i Nord. missions t. 3.r.X, 1921 49-66 116-33. Jul. Richter: Indische Missionsgesch. 2. opl., Gütersloh 1924 = Allg. evang. Missionsgesch. I 109-19. Johs. Pedersen: Fra brydningen mellem ortodoksi og pietisme I–II. 1945-48 = Teol. studier 2.afd. VII og IX. Volmer Rosenkilde i Bogvennen, 1949.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lorenz Bergmann: Bartholomaeus Ziegenbalg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299610