Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Frandsen

Oprindelige forfattere MiNeii og PGLin
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peder Frandsen, Peder (Rytter) Frandsen, 1737-1.4.1810, lægprædikant. Født i Tyrsting, døbt 30.11.1737, død i Uldum, begravet sst. F. tjente på Mattrup gods og gjorde ryttertjeneste i Randers seks år og tre måneder, indtil han 1776 blev permitteret. I den lægmandsvækkelse som opstod omkr. 1800, med rod i såvel pietisme som herrnhutisme, indtager F. en særlig plads. Mens han var dragon i Randers oplevede han ca.1777 en vækkelse, fremkaldt af kirkegang hos provst P. N. Vedel i Værum; F. kendte af erfaring til bodskamp og nådesgennembrud, var uden tvivl fortrolig med vækkelsens andagtslitteratur og skal selv have ejet "en kiste bøger". Han skal efter 1788 været blevet løst af stavnsbåndet og have tjent som karl i flere sogne. I sine taler krævede han, at de troende skulle have haft en oplevelse svarende til hans egen; han var puritansk indstillet overfor "mellemtingene" og angreb præsternes prædikener som snak og sladder. 1798 greb sognepræsten i Uldum ind med en klage over ham. F. var en tid fængslet og blev løsladt med en kraftig advarsel. Hans indflydelse fortsatte i flere sogne, og han havde også forbindelse med de norske haugianere i Drammen. Efter at han midlertidigt havde forladt Uldum vakte hans trosfæller en søndag (17.3.1799) i forbindelse med et dåbsgilde i annekssognet Langskov under en diskussion på kirkegården en sådan tumult at fire af de 16 anklagede blev idømt store bøder (vistnok betalt af kammerherreinde Lüttichau på Store Grundet – som var herrnhutisk sindet og så med sympati på F. og bevægelsen om ham). F. vendte siden tilbage til Uldum, og i dec. 1809 tilkaldte pastor Plesner ham og forlangte at han skulle afholde sig fra at vække offentlig forargelse hvis han ville til alters. F. benægtede at have vakt forargelse og klagede til biskop S. M. Middelboe som gav præsten ret og truede med at indberette sagen til kancelliet, men få måneder efter døde F.

Familie

Forældre: fæster under Mattrup Frantz Sørensen (1681-1747) og Anne Sørensdatter. Ugift.

Bibliografi

L. N. Fallesen i Theol.månedsskr. IV, 1804 612. Rasmus Sørensen: Et ord om gudelige forsamlinger, 1832. Ludv. Koch: Den danske kirkes hist. 1801-17, 1879-80 265f. Marius Sørensen i Kirkehist. saml. 3.r.III, 1881-82 610-37. L. N. Helveg: Den danske kirkes hist. efter reformationen, 2.udg. II, 1883 323f. A. Chr. Bang: Hans Nielsen Hauge og hans samtid, 3.opl. Kria. 1910 316f. L. C. Petersen: Erindr, fra en præstegerning blandt "de stærke jyder", 1923. H. Hegnsvad i Vækkelsernes frembrud i Danm. IV, 1967 især 181-89.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Neiiendam, P. G. Lindhardt: Peder Frandsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289637