Poul Grønlænder, 1720-.1765, kateket. Født i Vestgrønland, død i Godthåb. Som dreng kom P. 1729 til Hans Egede ved Godthåb hvor han lærte at læse og skrive dansk og blev undervist i de kristelige begyndelsesgrunde. Som sine landsmænd blev han ramt af koppeepidemien 1733, men overlevede som en af de få grønlændere nær kolonien og vendte tilbage til denne, hvor han virkede som tolk og medhjælper og fra 1739 eller 1740 som kateket. -Da den hermhutiske mission efter Egedes hjemrejse truede med at overtage menigheden ved Godthåb og selv den danske missionær hældede stærkt imod dem, var P. trofast mod Egedes kirke, og det skyldes ikke mindst ham at den overhovedet overlevede krisen. Efter Christian Drachardts hjemrejse 1751 var det P. som sammen med Berthel Laersen holdt menigheden oppe. I hele denne periode holdt han gennem breve Egederne i Danmark underrettet om tingenes tilstand. Disse breve, der bl.a. er gengivet i Poul Egedes Efterretninger fra Grønland, er den ældste kendte skrevne grønlandske litteratur og røber både en klar tanke og sikker penneføring. Enkelte af dem er meget oplysende når man vil forstå hvad der skete i de grønlandske sind ved mødet med hele den kristne tankeverden. – P. virkede som kateket i en periode hvor der var et meget dårligt forhold mellem handelens og missionens folk ved Godthåb, og det virkede mistænkeligt, da han 1765 blev dræbt ved et vådeskud, affyret af en af handelens matroser.

Familie

Døbt 29.4.1731 af Hans Egede med navnet Poul.

Bibliografi

Hans Egede: Omstændelig relation ang. den grønlandske mission ..., 1738 (fot. optr. 1971). Poul Egede: Continuation af relationerne ..., 1741 (fot. optr. 1971). Samme: Efterretn. om Grønland, 1788.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig