Hansêraq, Johannes Christian Hans Hansen, 4.4.1837-18.6.1911, overkateket, ekspeditionsmedlem. Født i Julianehåb, død i Sydprøven, begravet sst. H. hvis far var dansk blev efter sin konfirmation optaget på Godthåb seminarium hvorfra han dimitteredes 1858. S.å. blev han kateket (lærer og prædikant) ved Sydprøven i Julianehåbs distrikt, blev senere overkateket for distriktet og virkede der til sin død som en anerkendt dygtig lærer og foregangsmand. Da G. Holm og V. Gardes ekspedition til Østgrønland startedes 1884 følte H. lyst til at følge med, væsentligst for at komme til at forkynde kristendommen for de hedenske østgrønlændere. Det blev da ordnet således at han skulle ledsage overvintringsholdet under Holms ledelse. Den stille og beskedne mand lagde herunder så fortrinlige egenskaber for dagen at det for en ikke ringe del skyldtes ham, at ekspeditionen lykkedes så vel. Han foregik bestandig sine ledsagende landsmænd med et godt eksempel og var som bådstyrer uovertræffelig, dristigere endog end selve østgrønlænderne til at tage kampen op med storisen. Holm siger at han "overvandt Vanskeligheder, som andre vilde kalde uovervindelige". Under overvintringen ved Angmagssalik forsømte han ingen lejlighed til at tale så indgående med beboerne om åndelige forhold at de gentagne gange udtrykte ønske om at der måtte blive sendt dem kristne lærere; det er således med rette at Holm kalder ham "Banebryderen for Kristendommens Forkyndelse" i Østgrønland. Desuden gjorde han sig fortjent ved at udfærdige en liste over hele østkystens befolkning og opnotere en lang række værdifulde oplysninger om den østgrønlandske dialekt. De bearbejdedes senere af H. Rink som regnede dem "blandt de bedste Bidrag til Kundskaben om det eskimoiske Sprog". På rejsen og under overvintringen førte H. en udførlig dagbog som optoges i det grønlandske tidsskrift Atuagagdliutit (1891–92) og offentliggjordes uddragsvis i oversættelse af Signe Rink 1900. En fuldstændig oversættelse af dagbogen som straks efter ekspeditionens tilbagekomst foretoges af præsten O. K. Skaarup (1851-1900) i Julianehåb, blev 1933 udgivet af W. Thalbitzer som et bind af Det grønlandske selskabs skrifter. H. har selv meddelt oplysninger om trommestrid og sangkamp i Atuagagdliutit for 1892.

Familie

Forældre: tømrer Hans Jacob Hansen og Juditha Andersen. Gift 1. gang 11.8.1861 i Julianehåb med Ellen Dorthe Magdalene Isaksen. Gift 2. gang med enken Kathrine som overlevede ham.

Udnævnelser

DM. 1886.

Ikonografi

Mindesmærke ved Sydprøven k. ved Nanortalik, 1913.

Bibliografi

William Thalbitzer: Den grønlandske kateket H.s dagbog om den da. konebådsekspedition 1884-85, overs, af O. K. Skårup, 1933 = Det grønlandske selsk.s skr. VIII. – Gustav Holm i Geografisk t. VIII, 1886 79-98. Samme og V. Garde: Den danske konebådsexpedition, 1887. Medd. om Grønland IX-X, 1888-89 fl.st. Det grønlandske selsk.s årsskr. 1913, 1914 48–51. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig