Peder Laurentsen, Peder Lauridsen, ca. 1485/90-.1552, oprindelig karmeliter, siden teologisk læsemester i Malmø og Lund. Født i Næstved, død i Lund. Om L. vides indtil 1591 kun, at han var medlem af karmeliterordenen og havde erhvervet sig lektorgraden. Under 1519 nævnes han af Paulus Helie som en af dem provinskapitlet sendte til ordenens nye kollegium i Kbh. Da han senere betegner kollegiets "Regent" P. Helie som sin gamle staldbror er det rimeligt, at han tillige har virket som lærer for de yngre alumner. Hans senere skrifter godtgør, at han ved siden af noget kendskab til klassisk litteratur var vel hjemme i skriften, kirkefædrene og kirkeretten. – Antagelig er L., da kollegiet vel som sådant 1522(3) måtte lukke, forsat til Assens karmeliterkloster. Her optrådte han, efter Skibykrøniken, 1527 som "det lutherske Partis mest skamløse Tilhænger" og bevirkede i løbet af et par år konventets opløsning, ligesom han vel medvirkede til at byen sluttede sig til lutherdommen (1530 fik borgerne klostret overdraget).

Da man 1529 i Malmø oprettede en videnskabelig præsteskole, blev L. (sammen med sin gamle studiefælle og ordensbroder Frands Wormordsen) kaldet til teologisk læsemester ved den. Ved siden af undervisning og prædiken udfoldede han nu en betydelig virksomhed som forfatter og udgiver til forsvar for den evangeliske sag. – Allerede i aug. 1529 udkom hans (nu tabte) svar på ærkebiskop Aage Sparres advarselsbrev til Malmø, og samtidig udgav han Oluf Chrysostomus' ved Kbh.s univ. reciterede latinske digt Kirkens Klagesang med fortale og noter, videre i sept. Chr. Schrocks forsvar for cølibats-brud (ligeledes med fortale). I nov. fuldførte han det omfattende forsvarsskrift for den 1529 i Malmø gennemførte reformation (Aarsagen og en ret Forklaring paa den nye Reformats ... udi den kristelige Stad Malmø, trykt jan. 1530 (faksimile-udg. 1979), nyudgivet 1868 under titlen Malmøbogen), et af de vigtigste kildeskrifter til dansk reformationshistorie der redegør for gudstjenesten, de kirkelige handlinger, ordningen af hospitalet, fattigplejen, præsteskolen og den latinske skole. Endnu s.å. ægtede han reformatoren Claus Mortensen Tøndebinders søster. -1530 hørte han til de prædikanter der mødte på herredagen i Kbh. i juni for at stå til ansvar for deres forkyndelse, og udgav derefter den såkaldte Malmø-Beretning om kirkespørgsmålets behandling (nyudg. 1889), også et af reformations-tidens vigtigste kildeskrifter der har bevaret os de 43 artikler som prædikanterne affattede om deres lære, samt den række breve de vekslede med prælaterne. – Hvorvidt det lille anonyme skrift fra 1531 om skriftemål og sakrament (som formodet af C. J. Brandt i nyudgaven 1884) skyldes L., er derimod højst tvivlsomt. – 1533 fortsatte han sit stærkt polemiske forfatterskab med et forsvarsskrift for præsters og munkes giftermål, videre med det vigtige En stakket Undervisning (nyudg. 1890) der dels bevidner de toleranceforordninger Frederik I udstedte 1527, dels oplyser os om biskop Stygge Krumpens reformprægede statutter fra 1532, samt endelig med sin Expostulatio Petri Laurentii, et angreb på den kætterdom, domkapitlet i Lund havde fældet over prædikanter i flere skånske byer (hvortil føjedes lundekannikernes svar og L.s replik).

Den fredløshedserklæring som ærkebiskop Torben Bille kort efter fik landstinget til at udstede mod de skånske byer, blev anledning til Malmøs oprør og forbund med Lübeck, og da grevefejden begyndte, ivrede Malmø for Christian IIs sag. L. gav sit bidrag til agitationen ved 1534 at udgive en dansk oversættelse af kongens brev fra 1526 til Danzigs borgmester der bevidnede hans evangeliske omvendelse. – Da Malmø i april 1536 havde overgivet sig til Christian III, blev P. Lauridsen (som han nu mest kaldes) belønnet med Oxie kirke. Endnu 1537, da han deltog i affattelsen af den latinske kirkeordinans, betegner han sig dog stadig som læsemester i Malmø; men da Kbh.s univ. genoprettedes, ophørte præsteskolen i Malmø, og L. blev udnævnt til teologisk lektor ved Lunds domkapitel, en vanskelig post på grund af, at de fleste kanniker stadig fastholdt katolicismen. Foruden dette embede, som han beklædte til sin død, indehavde han et vikarie ved domkirken som han 1541 fik lov til at oplade for sin umyndige søn. 1552, da stiftets nye biskop Niels Palladius skulle indsættes, lå L. dødssyg, men dikterede et brev til kannikerne der dels viser hans nidkærhed for sædeligt liv, dels for kirkeordinansens gennemførelse.

Familie

gift 1529 med Anne Mortensdatter (gift 2. gang 1555 med "barber" Gert fra Flensborg). – Bror til Hans L.?

Bibliografi

Paulus Helie: Skr. VI, 1937 75–81 112 115; VII, 1948. -C. Sonnenstein Wendt i Kirkehist. saml. IV, 1860–62 128–235. H. F. Rørdam sst. 4.r.IV, 1895–97 574–80. Carl Chr. Jessen sst. 7.r.VI, 1966–68 534f. Hans Peters sst. 1969 51. Suno Will. Scharling sst. 1974 55 61 70. Ole Peter Grell sst. 1978 79 82–84. H. F. Rørdam i Malmøbogen, 1868 (indledn). Niels Knud Andersen: Confessio Hafniensis, 1954. P. G. Lindhardt i Den danske kirkes hist. III, 1965.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig