Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anders Stubkjær

Oprindelig forfatter PGLin
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Anders Stubkjær, Anders Andersen Stubkjær, 18.4.1824-25.4.1902, indremissionær. Født i Stubkjær, Bording sg, død i Holstebro, begravet sst. Hjemmet var fattigt og S. kom tidligt ud at tjene. Efter soldatertiden kom han tilbage til sin fødeegn, men indkaldtes 1848 og deltog i flere slag (Dybbøl og Fredericia). Midt under krigen giftede han sig og købte en hedegård nord for Silkeborg; 1868 flyttede han til Fovsing og 1893 til Holstebro. Fra hjemmet havde han stærke kristelige indtryk, men først i soldatertiden oplevede han et religiøst gennembrud og begreb nu apostelordet om ved tro at have fred med Gud. Fra da af var han leder blandt de midtjyske vakte, og den modstand de mødte hos de fleste præster var ham en kilde til undren og sorg; des større blev glæden da F. A. H. Bülow 1859 blev præst i Bording og helt sluttede sig til de vakte. Efterhånden blev S. fast knyttet til Indre mission; han blev kolportør 1864 og var 1865 med til at gøre V. Beck, og Johannes Clausens (1832–1908) rejse gennem Midtjylland til en succes. I det hele nød S. megen anseelse, som sjælesørger, som taler – med et jævnt og folkeligt vidnesbyrd, ofte krydret af "jysk" humor – og som Becks tro ankermand i missionsbestyrelsen (1869–1902). Han sad også 1883–98 i Det danske missionsselskabs bestyrelse, talte ikke ofte i disse forsamlinger, men blev hørt med stor opmærksomhed når det skete. M.inge muntre anekdoter er knyttet til hans navn. Han var opdraget med Luthers prædikener og altid bekymret for at Indre mission -hvis samvirke mellem troende præster og lægfolk han anså for forbilledligt for kristelig virksomhed – skulle lade sig føre fra det lutherske, og da han fra sin hjemegn var dybt fortrolig med vækkelsens mange forgreninger og dybe spaltninger var han altid på vagt over for splid og uenighed. S.s selvbiografi Nogle Oplevelser, 1897, blev meget læst og er en ypperlig kilde til den jyske vækkelses historie.

Familie

Forældre: gårdejer Anders Andersen (S.) (1781–1840) og Anna Catharina Olufsdatter (1784-tidligst 1855). Gift 1. gang 7.5.1850 i Tjørring med Else Cathrine Jensine Peterrikke (Sine) Christiansdatter Brinch, født 2.7.1821 i Sunds, død senest 1865, d. af indsidder Christian Nørager B. og Maren Pedersdatter. Gift 2. gang 18.5.1865 med Inger Marie Nielsen, født 16.4.1835 i Aunsbjerghus, Humlum sg., død 10.8.1908 i Lønborg, d. af husmand Niels N. (ca. 1780–1840) og Else Nielsdatter (1789-tidligst 1855).

Udnævnelser

DM. 1901.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

A. S.: No.i;le oplevelser, 1897 (ny udg. m. noter ved Paul Holt, 1965). – Louis Blauenfeldt: Den indre missions hist., 1912. P. Høyer-Christensen: Indremissionæren A. S., 1940. P. Holt: Kirkelig foren, for den indre mission i Danm. 1861–1961, 1961–77. Frands Ole Overgaard og Pontoppidan Thyssen: De senere jyske vækkelser, 1970 = Vækkelsernes frembrud i Danm. V.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. G. Lindhardt: Anders Stubkjær i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297934