Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Margrete

Oprindelig forfatter ELJ
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Margrete, d. 25. eller 28.10.1176 eller 1177, helgen. Død i Ølse(magle), begravet på Køge strand, senere i Vor Frue kirke i Roskilde. M. var af Skjalm Hvides store slægt, roskildebisperne Absalons og Peder Sunesens frænke. Hun blev dræbt af sin mand der søgte at give det udseende af at hun havde taget sig selv af dage; derfor kunne hun ikke blive begravet i indviet jord, men kom til at ligge ude i strandengene ved Køge bugt. Snart hed det sig at der sås lys over graven, og da Absalon, stiftets bisp, havde ladet sagen undersøge blev M.s lig højtideligt ført til Roskilde til Vor Frue kirke, ligesom Erik Plovpenning senere førtes til Ringsted og fru Magnhild af Fulltofta til Lund domkirke. De fik som mange andre deres helgenry formedelst deres bratte død. Man valfartede til Vor Frue kirke såvel som til det kapel der blev bygget på stranden hvor M. først var begravet. Ofrene, der strømmede ind begge steder, kom to af Absalons stiftelser til gode - Vor Frue kloster i Roskilde og i nogen grad Sorø kloster; ydermere lagde Absalon en afgift af tolv af Sjællands østlige herreder, kaldet "collecta s. Margarethæ", til Vor Frue kloster. Der blev - uvist hvornår - gjort forsøg på at få M. kanoniseret, men sagen døde hen. M.s kultus har ikke sat spor i liturgiske bøger fra Roskilde stift, hendes navn forekommer ikke i kalendere. Den korte beretning om hendes død og overførelse til Roskilde stammer fra et håndskrift (E 39) i universitetsbiblioteket som gik til grunde ved branden 1728.

Familie

gift med Herlog.

Bibliografi

Danske helgeners levned, udg. Hans Olrik, 1893-94 (reproudg. 1968) 369-73. Vitae sanctorum Danorum, udg. M. Cl. Gertz, 1908-12. Bullarium Danicum, udg. Alfr. Krarup, 1932 nr. 539 542 1042 1043. - Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968. Niels Skyum-Nielsen: Kvinde og slave, 1971.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Lund Jensen: Margrete i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294107