Theodor Kaftan

Theodor Kaftan, Theodor Christian Heinrich Kaftan, 18.3.1847-26.11.1932, slesvigsk generalsuperintendent. Født i Løjt, død i Baden-Baden, begravet sst. K.s far fik 1850 sin afsked som præst i Løjt fordi han offentligt havde opsagt sin lydighed mod den dansk-preussiske bestyrelseskommission (Tillisch og Eulenburg) i Flensborg. Sammen med sin eneste bror, Julius K. (1848–1926), senere teol. professor i Berlin, gik K. først i Husum skole, men flyttede 1859 over i Flensborg latinskole hvorfra han dimitteredes 1866. Efter studier i Erlangen, Berlin og Kiel bestod han 1871 teologisk embedseksamen i Kiel. Inden han 1872 ordineredes for at blive kapellan hos sin senere svigerfar i Kappel var han huslærer hos grev Chr. Rantzau på Rastorf ved Preetz. 1873 valgtes han til dansk andenpræst i Åbenrå; ved afskeden 1880 udkom hans første bog Femten Prædikener. Indtil 1885 var han regerings- og skoleråd ved regeringen i Slesvig, blev derefter sognepræst og provst i Tønder for endelig 1886 at blive udnævnt til generalsuperintendent – biskop -for Slesvig, fra 1892 med bopæl i Kiel. 1917 tog han sin afsked og overtog stillingen som præst for den lille lutherske frimenighed i det katolske Baden-Baden. K. var tysk slesviger, vokset op med tysk og dansk sprog, og han nærede en stærk følelse for sit hjemland og dets særlige nationale problemer som han dog underordnede det langsigtede mål med lempe at vinde hele befolkningen for tyskheden. Hans intelligens, handlekraft og en vis sikkerhed i optræden gjorde ham yderligere velskikket til den vanskelige post som generalsuperintendent for Slesvig som han beklædte i 31 år. Han søgte – ofte med held – at afværge at kirken blev et simpelt fortysk-ningsredskab og brød sig i det hele taget ikke om den preussiske stats tætte greb om kirken, hvorved hans markante personlighed, men nok så meget hans kirkesyn, har spillet en rolle.

På afgørende punkter kom han til at stå ene, men uden for de åndelige rørelser i stiftet, respekteret for sin begavelse, mistroet for netop sin stillings skyld der gjorde ham afmægtig i statens, kirkens og befolkningens øjne. Mistroen var heller ikke uberettiget. Under den danske befolknings kamp mod sprogforordningen af 1888 der bortset fra religionsundervisningen fjernede det danske sprog fra skolen fordømte K. forordningen hårdt over for tyske myndigheder, selv om han som skoleråd selv havde deltaget i det afgørende forarbejde. Hans vrede synes at udspringe af at kirken ikke var blevet hørt ved den endelige udformning, selv om forordningen greb ind i dens område. For befolkningen kom han imidlertid i denne forbindelse til at stå mere som den preussiske stats kirkelige generalinspektør end som menighedens hyrde. Mistroen voksede ved at K. vistnok atter i sammenhæng med sin kirkeopfattelse indtog en uforstående stilling over for de grundtvigske frimenigheder, Indre mission og ortodoks teologi. Af alle anerkendes hans flid som visitator og hans dygtighed som administrator, hans indsats for præsternes uddannelse, deling af for store sogne i byerne, den nye evangeliskkristelige salmebog for de dansktalende menigheder i Slesvig (1890), diakonissesagen og filantropiske virksomheder. Af hans teologiske værker kan nævnes Auslegung des lutherischen Katechismus, 1892 (6. opl. 1913), Vier Kapitel von der Landeskirche, 1903, og det for hans forsøg på at gøre konservativ lutherdom forståelig for samtiden karakteristiske Moderne Theoiogie des Alten Glaubens, 1905. Efter 1918 udsendte han en del skrifter om forholdet mellem kirke og stat og endelig selvbiografien Erlebnisse und Beobachtungen des ehemaligen Generalsuperintendenten von Schleswig D. Theodor Kaftan, 1924 (2. opl. 1931). – W. Göbell udgav 1967 i to dele K.s og broderens brevveksling, Kirche, Recht und Theoiogie in vier Jahrzehnten.