L.B. Poulsen

L.B. Poulsen, Laurids Bertelsen Poulsen, 20.2.1840-21.3.1919, frimenighedspræst. Født i Hundebøl, Rødding sg, død i Bovlund, begravet på frimenighedskirkegården sst. P. kom fra et fattigt hjem og måtte tidligt deltage i arbejdet, ved tørvegravning og som hyrdedreng om sommeren. I ensomheden dukkede religiøse tanker op hos ham, lærer Bødtcher i Kamptrup gjorde ved sin trohjertige religionsundervisning indtryk på ham, og det styrkedes gennem konfirmandforberedelsen i Hygum, men til et gennembrud kom det først i forbindelse med en livsfarlig sygdom da han var i 18-årsalderen. Derpå sluttede han sig til Rødding-egnens forsamlings-folk, og for at kunne begynde et kristeligt arbejde søgte han optagelse på Jelling seminarium; han fandt det for grundtvigsk og tog derfor til Tønder hvor Cornelius Appel (dengang lærer ved seminariet) lærte ham at vurdere Grundtvigs kristelige og folkelige syn. 1862 blev han andenlærer i Rangstrup (Agerskov), var som frivillig med i krigen 1864, deltog i forsvaret af Dybbøl og blev snart efter fredsslutningen førstelærer i Rangstrup, men afsat 1867 fordi han ikke ville aflægge hyldningsed. 1868 flygtede han til Danmark for at undgå tysk militærtjeneste og var 1868-70 forstander for Vejstrup højskole (Fyn). 1870 købte han hus på Bovlund bjerg, drev med dygtighed sit landbrug og holdt kristelige og folkelige møder i egnen; 1879 blev han af C. Appel ordineret som præst for de frie danske kredse i Bovlund, Forballum og Vesteråbølling, og betjente alle tre kredse til J. Jørgensen 1899 overtog en del af hans område; i Bovlund blev han til sin død. Sin frodigste tid havde P. i 1890erne. Ungdommen begyndte nu at blive i Slesvig og havde ofte på danske højskoler fået et friere syn på kirkelivet. Frimenighederne fik derfor større tilslutning og vandt mere gehør også uden for deres egne miljøer. Fra mange steder kaldtes der på frimenighedspræsterne, og skønt P. satte det mundtlige ord over det skrevne ytrede han sig nu også tit i aviserne, ofte med polemiske indlæg mod de tyske statskirkelige præster. Som prædikant var P. i høj grad noget for sig; han talte sønderjysk folkemål, fortabte sig ikke i teologiske undersøgelser eller spekulationer, men talte ud af sin egen religiøse erfaring.