Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lyder Sørensen Høyer

Oprindelig forfatter AlTho
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Lyder Sørensen Høyer, Lyder (Lydiche) Sørensen Høyer, 21.11.1706-21.1.1757, degn, historisk-topografisk forfatter. Født i Ålborg, død i Grevinge, begravet sst. H. blev student 1725 fra Ålborg; efter et ophold i udlandet 1725–29 fik han 1731 ansættelse i Kbh. som typografisk korrektør ved Det kgl. og universitetsbogtrykkeriet. Fra 1739 til sin død var han sognedegn i Grevinge og Odsherred hvor han virkede med stor iver og nidkærhed i skolens og kirkens tjeneste. Han var en ærlig og retsindig mand som sled sig op i en temmelig ørkesløs kamp mod den dumhed, overtroiskhed og slette moral han fandt i sit sogn. Da han imidlertid også var stridbar og noget rethaverisk blev hans forhold til både befolkning og myndigheder efterhånden meget dårligt, og det endte med at beboerne i sognet 1756 sendte bispen en klage over ham. N.å. døde han. Han efterlod sig manuskriptet til en ufuldendt Genealogisk, geographisk og historisk Beskrivelse over Grævinge Sogn "med stor Møje, Bekostning og Fliid, Posteritæten til Nytte og Oplysning, samlet og forfattet ..." (Kgl. bibl., Thott 1412–13 4°). Den danner grundlaget for den af Ferd. Petersen (-Blidstrup) 1887 udgivne Grevinge Sogn og er gengivet i sin helhed i samme forfatters Degnen Lyder Høyers Beskrivelse af Grevinge Sogn (1921). Manuskriptet er en af de ældste danske sognebeskrivelser og rummer udmærkede oplysninger om forholdene i et sjællandsk sogn på Holbergs tid. H. beretter livligt og med mange sidebemærkninger og personlige udfald. Som kultur- og tidsskildring vil bogen altid have stor værdi. – Et manuskript H. havde udarbejdet til en beskrivelse af hele Odsherred er nu forsvundet. 1738 udgav han et lille skrift om dødedansen i Mariakirken i Lübeck, 1741 en oversættelse af J. B. v. Rohrs Indledning til Klogskaben at leve, og efter hans død udgav enken 1761 hans Aandelige siælerørende Betænkninger. Det er imidlertid for Grevingebogen hans navn vil huskes.

Familie

Forældre: Søren Lydichsen og Else Cathrine Thomsdatter. Gift 12.4.1736 i Kbh. (Holmens) med Sophie Amalie Jacobsdatter Godsche, født 9.1.1707 i Kbh. (Holmens), begr. 9.10.1774 sst. (Nic), d. af kok hos Gyldenløve, senere for fangerne på Holmen, Jacob G. og Agathe Hansdatter.

Bibliografi

Anders Petersen: Sjællands stifts degnehist., 1899 118. Fr. Skrubbeltrang: Det danske landbosamf. 1500–1800, 1978 134.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Albert Thomsen: Lyder Sørensen Høyer i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291766