Hans Chr. Kofoed

Hans Chr. Kofoed, Hans Christian Kofoed, 17.4.1898-22.10.1952, kordegn, socialpædagog. Født i Bodilsker, død på Ringsted sygehus, begravet i Kbh. (Sundby kgd.). K. blev opdraget til at være landmand og på grund af faderens tidlige død kom han i en meget ung alder til at spille en selvstændig rolle. Hjemmet var religiøst og K. var religiøst grebet. Efter en sjælelig oplevelse besluttede han sig for at forlade landbruget og få en boglig uddannelse så det blev muligt for ham at blive præst. Han fik også en studentereksamen, men af økonomiske grunde måtte han atter og atter afbryde studierne og påtage sig erhvervsarbejde. En tid var han leder af soldaterhjemmet Flakfortet, en tid kredssekretær for KFUM i Haderslev amt, en tid lærer ved Hoptrup højskole. I midten af 1920erne fik han et lille studenterjob som klokkermedhjælper ved Christianskirken på Christianshavn, og 1927 søgte og fik han kordegneembedet ved denne kirke, idet han nu definitivt opgav studierne. I studietiden havde han et par gange været på husflidskursus, og 1928 begyndte han sammen med bl.a. sin hustru at give udvidet undervisning i husflid for mænd og kvinder i et kælderlokale i menighedshuset der blev stillet til rådighed af sognets menighedspleje, som også overlod ham en beskeden sum til indkøb af materialer.

Skolens arbejde begyndte 28.3.1928, og den første skoledag mødte der én elev. Elevtallet voksede imidlertid hurtigt. Omkring 1940 lå det daglige besøgstal på et par hundrede. Mange pengegaver skaffede skolen mulighed for dens arbejde og vækst. Man måtte snart flytte til større lokaler. Fem gange i løbet af otte år måtte Kofoeds skole flytte, før den 1951 fik eget hus. På skolen satte K. eleverne i gang med at lave de mest nødvendige ting til eget brug. Mændene lærte at forsåle deres sko og reparere deres tøj, kvinderne blev sat til at sy tøj til deres børn og sig selv. Klientellet blev især de arbejdsløse, og under den uhyggeligt store arbejdsløshed i disse år var der behov for skolens indsats. Efterhånden blev undervisningen reserveret for arbejdsløse mænd, men under besættelsen, da der efterhånden skete en drastisk nedgang i arbejdsløsheden, blev der på ny plads for husmødrene der på skolens systue kunne sy brugt tøj om i den stofknappe tid. K. lod de arbejdsløse der søgte skolen begynde med at soignere sig. De kom i bad, fik mulighed for at barbere sig, for at reparere deres tøj og sko osv. K. mente at det var vigtigt, at de derigennem på ny skaffede sig selvrespekt. Af samme grund blev der sørget for deres sundhedstilstand, og skolen lagde vægt på at indgive dem nyt mod på tilværelsen. Allerede fra 1936, da skolen flyttede ind i Prinsessegade 7, var den blevet et stort foretagende med vaskeri- og soigneringsafdeling, skrædder- og skomagerværksted, stryge- og pressestue, tørrerum, tøjdepot, motions- og gymnastikafdeling, skolestuer, sløjdværksted, kokken, spisestue og et nødherberg der kunne rumme op til 130 senge. 1937 blev der indrettet studenterkollegium i en lejlighed i nærheden. Studenterne hjalp til i skolen. K. lagde vægt på at skolen skulle yde hjælp til selvhjælp. Det gav sig bl.a. udtryk i at kun de aktive elever fik adgang til bespisningen. Et klippekortsystem gav et vist antal points for hver indsats (et bad, en reparation eta), og først når man havde samlet det fornødne antal points kunne man få mad. I efterkrigsårene koncentrerede K. mere og mere sit arbejde om de unge, det var gået skævt for på grund af tilpasningsvanskeligheder. Om natten kørte han ud på godsbaneterrænet og hvor de hjemløse ellers holdt til og inviterede dem med hjem til varme, en seng og et skoleophold. Han havde 1940 erhvervet en landejendom på sydspidsen af Amager hvor der blev oprettet en træningsskole for unge mænd. K. blev, helt naturligt, medlem af den ungdomskommission der blev nedsat i efterkrigsårene.

K. var en stærk og dominerende personlighed der stillede meget store krav til sig selv og sine medarbejdere. Han arbejdede ud fra et ukompliceret kristent syn og en stærk tro på, at han havde fået et kald. Han ønskede intet vederlag for sit arbejde som skolens forstander, men levede af sin løn som kordegn, idet han dog i væsentligt omfang blev lettet for embedets byrder. Tidlig og silde var han på rejse for ved foredrag og på anden måde at oplyse om skolens arbejde således at de fornødne midler kunne skaffes. Ganske vist fik skolen efterhånden betydelige offentlige tilskud, men privat støtte var stadig nødvendig. På en sådan biltur mistede han herredømmet over vognen, kørte mod et træ og blev så stærkt kvæstet, at han døde få dage senere. – I en periode under besættelsen hvor han havde måttet gå under jorden, skrev han bogen Slaaet ud – nej! der udkom 1945 og gør rede for synspunkterne for hans indsats. Han har desuden skrevet om ungdomsarbejdsløsheden og om sin mor.