Valdemar (biskop)

Valdemar, Valdemar Knudsen, 1158-18.7.1236, biskop af Slesvig, udvalgt ærkebiskop af Bremen. Død i Citeaux, begravet i klosterkirken sst. V. blev fra 1191 den alvorligste trussel for kongemagtens bevarelse inden for Valdemar den Stores egen slægt, de direkte efterkommere. Han var født efter drabet på faderen, opkaldtes efter kong Valdemar og opdroges ved dennes hof hvilket altsammen er let forklarligt med at han var dronning Sofies nevø. Han bestemtes for en gejstlig løbebane, studerede i Paris og fik efter biskop Frederik af Slesvigs død 1179 dennes embede (dog i den første tid, indtil opnåelsen af den kanoniske alder, tredive år, kun som udvalgt biskop, electus, hvad der ikke forhindrede ham i at virke i bispestolens forvaltning). Her grundlagde han cistercienserklosteret Guldholm (det senere Ryd kloster) og var virksom for indførelsen af tienden. Han fik tillige betydelige beføjelser i styrelsen af hertugdømmet Slesvig og bevarede dem da Knud den Sjette efterfulgte faderen som konge 1182 og hertugdømmet nu tiltænktes Valdemar den Stores yngre søn Valdemar (Sejr). 1187 overtog denne selv hertugdømmet, og de to kongefrænder sikrede 1189 ved et fælles hærtogt erhvervelsen af Ditmarsken fra ærkesædet i Bremen. 1191 kom de to Valdemarer imidlertid i strid, og det blev klart at V. ikke på nogen måde var til sinds at afstå fra at stræbe efter verdslig fyrstemagt. 1192 gjorde han et mislykket forsøg på at erobre Danmark; han støttedes af grev Adolf af Holsten og af kongerne Knud Eriksen af Sverige og Sverre af Norge; men han led nederlag til hertug Valdemar der lod ham fængsle på Søborg hvor han sad fangen i fjorten år.

I den internationale politik var der i disse år god forståelse mellem den danske kongemagt og pavestolen der gerne så Danmark blandt kejsermagtens modstandere; og det har således formentlig ikke været vanskeligt at udsætte den retssag der af principielle grunde måtte føres når en fyrste på denne måde fængslede en biskop. Først 1206 kom V. fri af fængslet og processen kom i gang; kuriens standpunkter indeholder mange indrømmelser til de kongelige udsendinges argumentation, men ville blot ikke give kongemagten medhold i kravet om at V. skulle afsættes fra sit biskoppelige embede. 1207 blev ærkesædet Bremen ledigt og V. søgte nu at virkeliggøre den antagelse af ham som var gennemført 1191-92, men ikke da havde ført til reel overtagelse af ærkesædet, og paven var måske egentlig indforstået i hans ophøjelse til ærkebisp af Bremen. Afgørende modstand fra pavens side mødte V. imidlertid over for kravet om at måtte forene det kirkelige embede med hertugdømmet Slesvig – han har måske stræbt efter status som fyrstebiskop med territorialmagt efter tysk mønster – men V. klarede sig i ti år som ærkebiskop af Bremen uden pavens godkendelse, men med den støtte han kunne opnå blandt pavestolens modstandere i Tyskland; 1217 blev han dog forjaget fra Bremen. Han optoges som broder i det sachsiske cistercienserkloster Loccum og gjorde bod over for paven der overgav ham, med forbud mod at udøve præstelig gerning, til abbederne af Citeaux og Morimond for at de skulle træffe bestemmelse i hvilket kloster han skulle anbringes. De sendte ham til Loccum, og her opholdt han sig 1224 da han ved meddelelsen om Valdemar Sejrs tilfangetagelse rømte af klosteret og gjorde et sidste forsøg på at vinde den danske krone. Sine fire sidste år tilbragte han i Citeaux.