Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thorkild Græsholt

Oprindelige forfattere MeHa og CCJe
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Thorkild Græsholt, Thorkild Ege Græsholt, 7.4.1926, biskop. Født i Græsted. Under indflydelse af den kristne studenterbevægelse og Det danske missionsselskabs arbejde blandt studenter modnedes hos G. tanken om at blive missionær mens han studerede teologi ved Kbh.s univ. Efter embedseksamen 1951 blev G. med sin hustru udsendt af DMS til Sydindien, Arcot-kirken hvor han virkede uden afbrydelse fra januar 1953 til oktober 1959. I disse år vandt han en dybtgående fortrolighed med sydindisk sprog og kultur. Ved besøg mange år senere har G. således kunnet anvende det tamulske sprog, og hans kendskab til indologiske emner, ganske særligt hindutempler, er kommet til udtryk gennem talrige skriftlige arbejder. Samtidig virkede han som evangeliserende missionær, dog i en periode hvor arbejdet vanskeliggjordes af at alt initiativ blev flyttet fra missionærerne og missionsselskabet over til den unge kirke uden at man endnu rigtig kunne se en linje i dens arbejde. G. førtes i denne sammenhæng ind i et nærmere studium af missionsmetodik, især Ronald Allens og D. McGavrans arbejder, hvilket har været grundlæggende for hans senere arbejde med mission.

Tiden som missionær fik afgørende indflydelse på alt det som G. siden har beskæftiget sig med. Efter hjemkomsten var han fra 1960-64 lektor i missionshistorie ved Kbh.s univ. 1967 indvalgtes han i DMS' bestyrelse for hvilken han var formand 1973-85. Også i Folkekirkens nødhjælp deltog han i ledelsen 1967-92, fra 1972 som næstformand. I disse sammenhænge kom hans evner som forhandler til fuld udfoldelse, og inden for dansk ydre mission har han især bestræbt sig på at være formidler mellem den konservative fløj og fortalerne for en aktiv og socialt bestemt økumenik, inspireret af Kirkernes Verdensråd. G. deltog i en række internationale konferencer hvor denne polarisering blev åbenbar, således Kirkernes verdensråds generalforsamlinger i Uppsala 1968 og Nairobi 1975, samt missionskonferencerne i Bangkok 1972 og Lausanne 1974. Han har været med til at placere DMS som et led i det internationale samarbejde om mission og er talsmand for et aktivt samarbejde mellem mission og nødhjælp uden at missionen taber sit egentlige sigte: at bringe evangeliet. Han var virksom for Østerlandsmissionens og Dansk Pathan missions fusion med DMS 1975 og fik i slutningen af halvfjerdserne en øget forståelse for muslimmissionens karakter og nødvendighed.

Fra 1962 var han en flittig og afholdt sognepræst for det nyoprettede Stengård sogn i Gladsaxe, indtil han 1969 blev valgt som biskop for Lolland-Falster stift. Han var biskop til 1996. Fra 1966-71 var han medlem af kirkeministeriets strukturkommission. G. har ivrigt og med talent deltaget i den offentlige debat, såvel om kirkelige anliggender som om samfundsforhold i almindelighed. Han har behandlet emner som nyreligiøsitet, ulandshjælp, fristaden Christiania og atomkraftværker. G. er desuden kendt overalt i landet som prædikant og foredragsholder med en sjælden evne til på én gang at formulere sig sagligt og fængende. Hans egentlige forfatterskab er ikke stort af omfang, dog har hans missionshistoriske rids, Til verdens ende fra 1971 og Hinduisme fra 1977 vundet anerkendelse og udbredelse.

Annonce

Familie

F: parcellist, senere graver Christian Rasmus Nielsen (1902-89) og Mary Kristine Madsen (1898-1984). Gift 20.1.1951 i Kbh. (Eliask.) med Johanne Sofie Bartholdy, født 29.9.1926 i V. Karleby, Herredskirke sg., d. af sognepræst Georg Johannes B. (1897-1962) og Oline Margrethe Nielsen (1901-89).

Udnævnelser

R. 1971. R.1 1979. K. 1986.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, C. C. Jessen: Thorkild Græsholt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290258