Th. Sk. Rørdam, Thomas Skat Rørdam, 11.2.1832-25.9.1909, biskop. Født i Låstrup, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). R. blev student (Fredericia) 1848 – et år som vakte hans nationale sans – og studerede derpå teologi, først under faderens vejledning, fra 1851 i Kbh. hvor professor C. Hermansen fik stor betydning for ham både som filolog og rent personligt. 1855 blev R. cand.teol., boede på Borchs kollegium og var 1857 på studieophold i England, bl.a. for at undersøge nogle nyfundne syriske håndskrifter og især en syrisk oversættelse af den heksaplariske Septuaginta (foretaget af Paulus af Télla i 600-tallet). 1859–61 udgav han et par af dennes gammeltestamentlige bøger (Libri Judkum et Ruth secundum versionem Syriaco-Hexaplarem) og fik på første del af værket den filosofiske doktorgrad. Midt i 1850erne sluttede R. sig til den grundtvigske bevægelse, gik i kirke i Vartov og kom i Grundtvigs hjem, men bevarede altid en vis distance i forhold til Vartovmenighedens personkult, ikke mindst under Grundtvigs sindssygdom 1867. R. var særdeles kritisk over for det teologiske fakultet, ivrede for en eksamenskommission der skulde fri studenterne fra professorvældet, og tog – en anden grundtvigsk mærkesag – kampen op for at afskaffe eller ændre præsteeden. Til 1869 levede han som manuduktør og lærer; 1862–63 var han også forstander for missionsskolen, men opgav hvervet på grund af strid med bestyrelsen og utilfreds med at de pietistiske elever foragtede alle saglige kundskaber og ved hans undervisning følte sig "slappede" i deres missionskald. Han udgav 1866 en Historisk Oplysning om den Hellige Skrift (meget konservativ) og – til seminariebrug – Den kristelige Lære, fremstillet i Sammenhæng, 1868 – og siden i mange oplag. Heri fremhævedes det grundtvigske syn på dåb og trosbekendelse på en sådan måde at H. Martensen erklærede at R. førte "falsk og fanatisk lære" mens biskop G. P. Brammer udsendte et advarende hyrdebrev imod ham (og fik et skarpt gensvar, 1869). Denne modstand – og utilstrækkelig støtte fra grundtvigske kredse -betød at R. måtte opgive håbet om at blive seminarieforstander, og hans forsøg på 1867 at blive teologisk docent slog fejl; han hævdede sig smukt i konkurrencen, men fakultetet foretrak (naturligvis) Henrik Scharling. Ægteskabet med C. Hauchs datter (dermed også svogerskab med C. Hostrup) bragte yderligere R. i kontakt med Kbh.s kulturelle og grundtvigske cirkler, og livet igennem dyrkede han et varmt venskab med Otto Møller; deres – trods en såre mangelfuld udgivelse – indholdsrige brevveksling gennem 50 år er en vigtig kirkehistorisk kilde.

1869 blev R. sognepræst i Sønderup-Nordrup og 1873 i Rønnebæk-Olstrup. Stadig regnede han med at blive professor i Det gamle testamente, men det hindrede det kirkepolitiske intrigespil i fakultetet, og 1880 blev han sognepræst ved Helligåndskirken i Kbh. Eksamenskommissionen kom aldrig, men 1871–86 var R. en af de første censorer ved teologisk eksamen. I øvrigt fortsatte han sine studier (bl.a. med en smuk oversættelse af Afrem Syrers digtning), var en påskønnet taler og naturlig førstemand blandt egnens præster og skrev i Dansk Kirketidende adskillige vægtige afhandlinger om kirkelige og teologiske emner og udgav mange småskrifter, også om aktuelle spørgsmål; altid befandt han sig på grundtvigianismens yderste højre fløj, bekæmpede Bjørnsons indflydelse og overhovedet den folkelige fløjs politiske og kulturelle venstredrejning, fx tog han skarpt og effektivt til genmæle over for de radikale frihedskrav som formuleredes i Askov-adresserne (De kirkelige Frihedskrav, 1881), og han blev sjælen i det kirkelige retnings-samarbejde som fra 1884 udfoldede sig i de økumeniske Bethesdamøder eller i Mehighedskonventet af 1891. I det kbh.ske præstekonvent blev han'en ledende skikkelse, og som prædikant drog han store skarer til sine kirker; hans forkyndelse var jævn og ukunstlet (højkirkelige kritikere talte om "luntetrav"), fri for al patetisk retorik, centreret om kernen i Grundtvigs kirkelige anskuelse, men i øvrigt med en lovstreng og pietistisk tone og præget af hans forkærlighed for Det gamle testamente. 1881 kom postillen Kirke-aaret og 1900 – over 2. perikoperække – Naadens Aar. R. brugte en egen messemelodi (en familietradition), var meget optaget af kirkesangens fornyelse på klassiske og reformatoriske principper og derfor en stor ynder af og ven med Th. Laub som han 1884 fik gjort til organist ved Helligåndskirken og 1891 atter ved Holmens kirke – en noget egenmægtig afgørelse som fremkaldte et regulært organistoprør i Kbh.

1886 blev R. Holmens provst, kunne altid glæde sig ved en overfyldt kirke, og trods en krævende præstegerning fik han nu (under stadig filologisk derjat med fx Otto Møller og P. N. Petersen) tid til at udarbejde sin kommenterede oversættelse af Det nye testamente (1887–92) gennem flere årtier et meget populært og udbredt arbejde som kom i mange slags udgaver – også en pragtudgave med Carl Blochs bibelske billeder – og som, skønt uautoriseret, til manges forargelse blev tilladt og meget brugt på seminarierne, i øvrigt også ved det teologiske studium. Kommentaren var – ligesom i R.s artikler i det af hans ven og medarbejder Fred. Nielsen udgivne Kirkeleksikon for Norden (1897ff) – udpræget konservativ og, skønt R. fulgte godt med, uden spor af den begyndende historiske kritik. Sammen med seks andre, grundtvigske og præster af den kbh.ske indre missions retning, sad R. i mange år i et salmebogsudvalg som 1885, 1888 og 1892 fremlagde en ny salmebog der foruden en stor samling af grundtvigske salmer gengav de ældre salmer i en mere original form end Roskildesalmebogen (af 1855) og dens tillæg. Hver gang blev arbejdet afvist af det biskoppelige kirkeråd (oprettet 1883), navnlig fordi man frygtede at det ville gøre propaganda for grundtvigianismen og måske endda kunne være farligt på grund af den nære kontakt med det politiskkulturelle venstre. – Efter mange og bitre intriger tildelte fakultetet 1894 – med anledning i kronprins Frederiks sølvbryllup og R.s nye testamente – R. den teologiske doktorgrad som skulle kvalificere ham ved det forestående bispeskifte i Kbh. Efter B. J. Fogs afgang 1895 var H. Stein den sandsynligste kandidat, men grundtvigske og missionske præster i Sjællands stift slog sig, anført af Vilh. Beck og J. H. Monrad, sammen om en stor præsteadresse til fordel for R. som også støttedes af den grundtvigske kultusminister V. Bardenfleth. Trods kongens modstand og til forfærdelse for højkirkelige biskopper blev R. udnævnt og fik straks hænderne fulde af arbejde; 1896 stiftedes Det københavnske kirkefond hvis formand han blev; men den egentlige magt lå hos fondets pionerer og dets dominante sekretær (J. Friis Hansen), og til R.s magtesløse beklagelse måtte han acceptere at der ved flertallet af mange kirker han som biskop kom til at indvie ansattes missionspræster, til skade for alsidigheden i Kbh.s kirkeliv; også med sine to provster (J. H. Paulli og G. Schepelern) kom R. i konflikt fordi de frygtede at kirkefondet ville medføre en kulturel og social proletarisering af præsteskabet og ikke mente at R. tilstrækkeligt støttede dem.

Da R. – som Sjællands biskop – blev formand for kirkerådet kom der for alvor gang i de liturgiske reformer med nye ritualer for dåb og nadver (1895), brudevielse (1897), kirkevielse (1898), præste- og bispevielse (s.å.), og 1899 lykkedes det efter svære kampe og en pinlig afstemning om de enkelte salmer at skabe Salmebog for Kirke og Hjem, hovedsagelig takket være R.s faste og dog diplomatiske holdning og det nære samarbejde med Fred. Nielsen. Under den store strid om helvedesstraffene 1900–01 indtog R. i kirkerådet en midiende holdning over for præsten Anton Jensen, men endte med at anbefale hans afskedigelse; et skrift, Evig Frelse og evig Fortabelse, 1901, er udtryk for et konservativt-grundtvigsk syn på livet efter døden. 1901 ophævedes kirkerådet – J. C. Christensens første regeringshandling – og over for de nye demokratiske lovkomplekser tog R. til orde for menighedsråd hvis de indgik i en "hel" forfatning, dvs. den synodalordning som efter hans forståelse var stillet i udsigt i grundlovens løfteparagraf, jf. Den danske Folkekirke og dens Forfatning, 1901. R. var formand for det kirkelige udvalg 1904–07 og gik her sammen med højregrundtvigske, moderate missionsfolk og centrumskirkelige om en repræsentativ forfatning; men grundtvigske og missionske yderfløje stemte imod, og det af udvalgsflertallet vedtagne forslag blev følgelig ikke taget alvorligt af rigsdagen og faldt definitivt da højre 1909 gjorde det til sit program.

R. blev aldrig nogen "stærk" biskop, og i sine sidste år foruroligedes han slemt af den liberale teologi der efter 1905 slog igennem og i hans søn Torkild Skat R. havde en tro tilhænger. R. talte og skrev offentligt, omend behersket og frisindet, mod den truende fare, og især udøste han sine bekymringer i breve. Trods fremrykket i alder da han blev biskop var R. en flittig visitator i kirke og skole, og ved ordinationer eller kirkevielser gjorde hans tætte skikkelse, skarptskårne profil, myndige røst og tillidvækkende optræden et stort indtryk. Fra centrumskirkelig side kritiseredes han som for meget partimand, venstregrundtvigianere respekterede hans person, men tog skarpt afstand fra hans synspunkter; i Indre mission nød han udbredt tillid. Han bevarede sin grundtvigske teologi, men bag ham lå en århundrede lang kirkelig tradition som sikkert betød nok så meget; han var jævn af væsen, uden alle hierarkiske tendenser, i virkeligheden en bredkirkelig og samlende skikkelse, på mange måder egnet som enhedsmærke for vidt forskellige strømninger i kirkens liv. – Ordensbiskop 1900.

Familie

Forældre: sognepræst, dr.teol. Christian R. (1803–69) og Conradine Engelbreth (1807–85). Gift 19.5.1858 på Frbg. med Ovine Marie Frederikke Hauch, født 13.6.1834 i Sorø, død 18.2.1915 i Kbh., d. af forfatter Carsten H. (1790–1872) og Frederikke E. Brun Juul (1811–96). – Far til Erling R. og Torkild Skat R. Bror til Holger Fr. R.

Udnævnelser

R. 1883. DM. 1888. K2. 1894. K1. 1898. S.K. 1904.

Ikonografi

To træsnit 1880, det ene af H. P. Hansen. Buste af R. Bøgebjerg, 1898. Mal. af Johanne Krebs udst. 1901 (Helligåndskirken, Kbh.): Buste af A. V. Saabye, 1902 (Fr.borg). Mal. af A. Jerndorff, 1903, hertil skitser og tegn. (Fr.borg). Træsnit af H. C. Olsen, 1904, efter foto. Afbildet på tegn. af bispevielse af A. E. Krause, 1906 (Fr.borg). Relief af R. Bøgebjerg, 1911. Buste af Rik. Magnussen 1911–12. Mal. af L.Tuxen, 1912 (Roskilde domk.), tegn. af samme, s.å. tegn. af H. C. Ley. Litografi af Harald Jensen. Foto. – Gravmæle af M. Nyrop, 1911.

Bibliografi

Selvbiografier i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1859 34f og nov. 1894 81–83. Otto Møller og Skat Rørdam. En brevveksl., udg. H. Skat Rørdam I–II, 1915–16. Kirkehist. saml. 6.r.IV, 1942–44 535–44 (aktstykker i striden mellem R., J. Paulli og G. Schepelern). – Marie Rørdam: Tilbageblik på et langt liv, 1911. Herdis Clausen f. Rørdam i Minder fra gamle grundtvigske hjem, ved H. P. B. Barfod III, 1923 114–45. Jørgen Swane i Kirkehist. saml. 6.r.V, 1945–47 233–38. P. G. Lindhardt: Morten Pontoppidan I–II, 1950–53. Samme: Holmens provst T. S. R., 1969. A. Pontoppidan Thyssen: Den nygrundtvigske bevægelse, 1958. To højkirkemænd. Brevveksl, mellem Harald Stein og J. Swane, udg. P. G. Lindhardt, 1958. – Breve i Kgl. bibl. og Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig