Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tønne Bloch

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Tønne Bloch, Antonius Bloch, 7.1.1733-5.9.1803, biskop. Født i Barrit, død i Odense, begravet sst. i Skt. Knuds k. B. blev student 1749 fra Ålborg. Ved universitetet hørte han særlig P. Holm og P. Rosenstand-Goiske og blev cand. teol. 1752. Han hjalp derefter sin fader med prædikener og katekisation men blev efter dennes død 1754 alumnus på Borchs kollegium hvor han sammen med fem andre unge videnskabsdyrkere redigerede et litterært tidsskrift "Efterretninger om nye Bøger og lærde Sager i Danmark og Norge" (1756–57), og udgav nogle af sin faders efterladte skrifter (I, 1756). 1758 blev han feltpræst for de kgl. tropper i Holsten hvor han i fem år gjorde tjeneste ved forskellige regimenter. 1763 blev B. sognepræst i Middelfart og Kavslunde hvor han bl.a. søgte at indføre vaccination, og 1775 udnævntes han uventet til biskop i Ribe, formodentlig ikke uden medvirken af sin gamle velynder B. W. Luxdorph. Ved universitetets 300-års jubilæum 1779 disputerede B. efter opfordring for den teologiske doktorgrad over et isagogisk arbejde Scriptorum divi Pauli Chronotaxis, og 1785 blev han medlem af Det kgl. norske videnskabs selskab. Endelig blev han 1786 biskop over Fyns stift. -Som teolog tilhørte B. fra sin ungdom den supranaturalistiske skole. Han var en videnskabeligt dannet mand og besad i de eksegetiske fag grundige kundskaber. Herom vidner adskillige skrifter der dog tillige røber hans stærkt iøjnefaldende forkærlighed for det søgte og kunstlede. Typisk for begge dele er således hans omfangsrige kommentar St. Pauli fiorten apostoliske Rescripter I-III, 1801–03. I kirkelig henseende var B. -som det blev sagt ved hans død – "en stor tilhænger af det gamle". Hans konservatisme kom særlig tydeligt frem under hans virksomhed som biskop hvor han viste sig som en erklæret modstander af mange af tidens reformideer, bl.a. af indførelsen af Evangelisk-kristelig Psalmebog. Heller ikke var han nogen ven af de store skolereformer, især som de gennemførtes på de Reventlowske besiddelser. For øvrigt kom hans fortrinlige evner som administrator hans bispegerning til gode, og han var utrættelig til at visitere i sine omfattende stifter. Personlig var han ikke ubetinget vellidt. En vidt dreven myndighed i udøvelsen af hans embedspligter i forbindelse med heftighed og fordringsfuldhed virkede stødende på mange, og navnlig i liberale kredse var han ilde anskrevet. Karakteristisk i så henseende er den satiriske levnedstegning som Jens Baggesen 1788 skrev og under stort bifald oplæste på Brahetrolleborg.

Familie

Forældre: stiftsprovst Søren B. (1696–1753) og Cecilie Harding (1697–1781). Gift 1. gang 12.7.1763 i Meldorf med Margrethe Hedevig Jebens, født 29.10.1740 i Meldorf, død 12.4.1792 i Odense, d. af kancelliassessor, arveforpagter til Sophienkoog Nicolai J. (1711–53) og Charlotte Amalie Johannsen (1713–94). Gift 2. gang 25.9.1793 i Odense (Skt. Knud) med Anne Christine Kohl, døbt 27.12.1748 i Kbh. (Trin.), død 14.3.1825 i Vordingborg (gift 1. gang med landsdommer i Vestindien Niels Bernt Suhr, 1748–81, gift 2. gang 1783 med ritmester, generaladjudant Bendix Wilhelm Hensier, 1737–89), d. af adjudant ved hestgarden, senere kar. major Frederik Adolf K. (1699–1758) og Christine Ulborg (ca. 1716–81). – Far til S. N. J. B..

Ikonografi

Min. i profil. Posthumt maleri (Skt. Knuds k. i Odense).

Annonce

Bibliografi

Selvbiogr. i Acta jubilæi universitatis hafniensis, 1779. -V. A. Bloch: Stamtvl. over Søren Blochs descendenter, 1903 4. – J. C. Bloch: Den fynske gejstligheds hist. I, 1787 224–28. R. Nyerup: Luxdorphiana, 1791 480–87. Københavnske lærde efterretn., 1803 543f 672. Theol. månedsskr., 1803 II 470f. A. Crone i Kirkehist. saml. I, 1849–52 320–22; 3.r. II, 1877–80 239–46 248–55; 4.r. III, 1893–95 724–39; 5.r. IV, 1907–09 141–51. Saml. til Fyns hist. og topogr. III, 1865 358–66; V, 1871 193. J. H. Bang: Udvalgte breve af L. Smith I, 1876 34. Joakim Larsen: Den da. folkeskoles hist. 1784–1818, 1893 16 45f. Efterladte papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. Louis Bobé, VI, 1903 258–60, IX, 1922 62 131 145 381. G. L. Wad: Fra Fyns fortid II, 1916 447.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Tønne Bloch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287197