Stygge Krumpen

Stygge Krumpen, antagelig født mellem 1480 og 1485, død 21.1.1551, biskop i Vendsyssel. Stygge Krumpen immatrikuleredes 1507 ved universitetet i Greifswald som baccalaureus artium og clericus i Børglum stift (hvor hans morbror Niels Stygge(sen) Rosenkrantz var biskop). Endnu s.å. blev han magister.

Fra ca. 1514 tjenstgjorde han i kancelliet som kgl. sekretær og synes særlig at have haft med sager vedrørende Vendsyssel og med kongens økonomiske dispositioner til krigen mod Sverige at gøre. 1518, da Christian 2. forgæves belejrede Stockholm, overbragte han således denne i Stegesund store pengesummer. For sin tjeneste fik han efterhånden gode præbender: Tranebjerg kirke (Samsø), et kanonikat i Århus og Helligåndshospitalet der, regnskabsprovstiet Skallerup i Vendsyssel og sluttelig bispestolen der. 1519 "oplod" biskop Niels (næppe frivilligt) stiftet for søstersønnen hvem kongen derpå skaffede pavens udnævnelse i juli samt tilladelse til indvielse. Morbroderen fik som "pension" provstiet i Børglum kloster hvis indehaver dr. Ant. v. Fürstenberg trængtes ud; følgen af den proces han begyndte mod de to bisper ved kurien afværgede kongen ved at forlange sagen pådømt i Danmark.

Trods disse gunstbevisninger blev Stygge Krumpen snart Christian 2.s fjende (hvortil i hvert fald vel bidrog de nye loves kirkelige indgreb og vragrets-reformen som ramte ham økonomisk). Han var en af foregangsmændene ved oprøret mod kongen. Frederik 1. forlenede ham som tak med Åstrup og Hjørring købstad i Vendsyssel og Øland-Vig i Thy og unddrog også kurien Fürstenberg-sagen. 1524 fik stiftets vigtige handelsplads Sæby privilegier så Stygge Krumpen 1525 kunne give sine "undersåtter" der en byret som Viborgs. S.å. fik han også ekspektance på stiftets næststørste præbende, provstiet i Børglum (som han 1533 ved Niels Stygges død forenede med sin bispestilling).

Allerede hans hensynsløshed i gennemførelsen af Frederik 1.s økonomiske krav gjorde ham forhadt (1525 gik endog rygtet i Lübeck at han var dræbt), men ikke mindst hans grådighed efter egne indtægter. Da kirkerne på Læsø, som tidligere havde hørt under hans stift, ikke ydede hvad han forlangte satte han dem 1523 i band; Viborg kapitels retssag mod ham i den anledning gik ham dog sikkert imod. Hans øgede brug af sandemænd i retssager (for at få de store bøder) måtte kongen senere forbyde ham.

Med sin ubestridelige dygtighed har han sikkert øvet en betydelig indflydelse på herredagene (også som dommer). 1528 deltog han som kongens befuldmægtigede i de vigtige forhandlinger med svenske afsendinge i Nyløse, og 1529 fulgte han hertug Christian (3.) til Oslo hvor han sad retterting på kongens vegne. 1528 deltog Stygge Krumpen i voldgiftsretten der skaffede Rønnowerne dom over biskop Jens Andersen. 1532 afviste han pure Christian 2.s forsøg på at vinde ham for sin sag. For at bekæmpe reformationsrøret forsøgte Stygge Krumpen sammen med de andre jyske bisper 1527 at indkalde de navnkundige tyske teologer dr. Eck og Cochlaeus, og da hans kansler afsendtes med indbydelsen udgik initiativet dertil vel fra ham. Men da kongen krævede religiøs tolerance bøjede Stygge Krumpen sig for de nye kirkelige forhold.

Han var den første biskop der garanterede J. Rønnow Roskilde stift skønt han forpligtede sig til at tolerere prædikanterne; til gengæld afkrævede han ham løfte om ikke at gifte sig (som han tænkte på). Særlig to vidnesbyrd om Stygge Krumpens kirkelige stilling foreligger: 1531 medvirkede han til beskikkelse af præsten i Skagen der udtrykkelig forpligtedes til at prædike "det hl. Evangelium og Guds klare og rene Ord", og 1532–33 udstedte han statutter der krævede prædiken af evangeliet "uden Drømme og Fabler", men ganske vist efter "Kendefædrene"s (kirkefædrenes) udlæggelse. I klageskriftet 1536 mod bisperne beskyldes han heller ikke for vold mod prædikanter; men stiftet var i øvrigt (måske netop på grund af hans reformkatolicisme) lidet berørt af egentlig lutherdom. Derimod udnyttede Stygge Krumpen forholdene til at tilegne sig annekspræstegårde og udsuge stiftets nonneklostre brutalt; og hans forhold til sin slægtning Elsebeth Gyldenstierne som han samlevede med i Børglum kloster vakte megen forargelse.

Efter Frederik 1.s død blev forholdene snart trange for Stygge Krumpen. På herredagen 1533 var han med til at udskyde kongevalget og (sammen med J. Rønnow) gennemføre den reces der faktisk gjorde kirken "tvedelt", uafhængig af Rom, men underlagt et fornyet og øget bispestyre. Grevefejden nødte ham 1534 til i Ry at tilbyde Christian 3. tronen, og han var endog en af de delegerede der overbragte ham beslutningen. Snart efter rejste "Skipper" Clement grevens sag i Vendsyssel; bispestolens gårde afbrændtes, og Stygge Krumpens len overdroges andre. Stygge Krumpen hyttede sig selv ved (sammen med Elsebeth) at holde sig skjult ("i Peder Ridemands Bagerovn").

Så snart Christian 3. havde fået magten i Jylland regnede det ned med stævninger og retssager mod Stygge Krumpen, og bl.a. blev nu nonneklostrene frataget ham. På rigsdagen okt. 1536 anklagedes han ikke blot for sin politiske stilling 1533, sin forbindelse med den norske ærkebiskop Olaf Ingebritsen og hertug Albrecht af Mecklenburg og sit kirkelige voldsstyre, men også for at have ophidset bønderne mod Christian 3.

Da han (som de andre bisper) var fængslet førtes han til Sønderborg slot og blev således fange sammen med Christian 2. Først 1542 kom han ved forlig i Odense på fri fod og fik Asmild kloster i len. Han blev begravet i Mariager hvor han sammen med broderen Otte havde stiftet et kapel. Også mod Sæby kirke havde han (i øvrigt sammen med Niels Stygge) vist sig gavmild (kirkens kostbare nederlandske altertavle og kalkmalerierne i hvælvene skyldes dem). Hans sidste leveår havde mest været optaget af retstrætter.