• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skat Hoffmeyer

Oprindelig forfatter PGLin
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Skat Hoffmeyer, Christian Julius Skat Hoffmeyer, 7.12.1891-31.8.1979, biskop. Født i Kauslunde, Odense amt, død på centralsygehuset i Hillerød, begravet Rårup kgd., Vejle amt. H. blev student (Metropolitanskolen) 1909. I rusåret blev han stærkt grebet af F. C. Krarups religionsfilosofi – og dermed af den liberale teologi som i høj grad bestemte hans senere teologiske holdning. Han dyrkede ivrigt Det gamle testamente og efter teologisk eksamen (1915) fortsatte han studierne i Göttingen og blev 1918 dr. teol. på en afhandling om den apokryfe og pseudepigraftske litteraturs forhold til senjødedommens partidannelser; s.å. blev han hjælpepræst ved Frbg. kirke, 1921 sognepræst i Rårup og 1931 stiftsprovst i Århus (1935–40 tillige skoleprovst). 1922–58 var han seminariecensor, 1932–38 overtog og ledede han den just begyndte teologiundervisning ved det nystiftede, indtil videre private universitet; derved kom han i betydelig grad til at lægge grund for det teologiske fakultet som oprettedes 1942; 1934 indvalgtes han i universitetssamvirkets bestyrelse, og 1928–68 var han medlem af bestyrelsen for Naturhistorisk museum. Fra sin ungdom var H. en passioneret sommerfuglesamler og dyrkede entomologien på videnskabeligt plan. En frugt deraf er mange afhandlinger i fagtidsskrifter (Flora og Fauna, Lambillionea, Entomologist's Record m.fl.). H. udgav (sammen med S. Knudsen) De danske Storsommerfugle, 1938, og siden De danske spindere, 1948, 2. udg. 1974; De danske ugler, 1949, 2. udg. 1974; De danske maalere, 1952, 2. udg. 1966. Han blev medlem af flere videnskabelige selskaber, bl.a. Royal Entomologicai Society of London og Entomologiska föreningen i Helsinki.

Tidligt blev H. – bl.a. gennem sin far – inddraget i det kirkeligtøkumeniske arbejde; han deltog 1925 i Stockholmermødet (var medudgiver af Fra Geneve til Stockholm, 1925) og tit rejste han udenlands, især til England, men også til Frankrig og Island; efter anden verdenskrig optrådte han jævnlig som forelæser og prædikant også i USA og Canada; han deltog 1948 i Kirkernes verdensråds stiftende møde i Amsterdam og 1954 i dets kongres i Evanston. 1956 ledede han en kirkedelegation til Rumænien og Bulgarien. Han var en af de meget få danske teologer som overvejende stod under indflydelse af engelsk åndsliv; det fremgår bl.a. af hans bredkirkelige kirkebegreb – med spor af Grundtvig – og af bogen Tilværelsens Sammenhæng, belyst af britisk Tænkning, 1929 der som mange afhandlinger i kirkelige bøger og tidsskrifter dokumenterer bred læsning og stor evne til at behandle teologiskfilosofiske problemer; her kom fortroligheden med naturhistorie og naturfilosofi ham meget til gode. 1932 udgav han Hvorfor være flittig?, en populær og underholdende lovprisning af arbejdet. 1941 kom Bibelen. En Introduktion og sammen med A. Blenker udgav han 1944 Det ny Testamente gengivet af danske Digtere. 1940 valgtes H. til biskop i Århus med kvalificeret majoritet – eneste gang det hidtil er sket ved et bispevalg. Energisk bestred han embedet til sin afgang 1961 – berømte blev især (under krigen) han visitatser til fods fra sogn til sogn, men ved krigsafslutningen kom der vanskeligheder. 1933–40 og atter 1945–61 varetog han Aarhuus Stiftstidendes kirkeside, et velredigeret, bredt anlagt og fortræffeligt orienterende kirkeligt indslag. Selvsagt måtte han også her beskæftige sig med den tyske kirkekamp, og uden nogensinde at nære blot den mindste sympati for nazismen gik han skarpt imod den tyske bekendelseskirke; det skyldtes uden tvivl hans liberale teologi og at han for en stor del fik sine informationer fra tyskliberale kirkekredse der – til dels på grund af et luthersk syn på øvrigheden – ikke ville opgive samarbejde med staten og som mere eller mindre nærmede sig de såkaldte "tyske kristne". H. – der afskyede den dialektiske teologi, især når den var influeret af Kierkegaard -blev derfor modstander af den (bl.a. af Karl Barth og de med ham beslægtede tyske teologer prægede) kirkelige opposition der efter hans skøn ved sin kamp mod staten ville ødelægge al sand folkekirkelighed og skabe teologiskkulturel indsnævring. 1942 fremsatte H. på et præstekonvent nogle udtalelser der ialtfald blev forstået som "tyskvenlige og jødefjendtlige". Det blev aldrig helt klarlagt hvad han egentlig havde sagt, ud over at han regnede en eventuel jødelovgivning for et kirken uvedkommende (politisk) anliggende, og at han iøvrigt var påvirket af den tradition der (siden H. Martensen) anså religionsløs og brandesiansk jødedom for en fjende af kirken. Fremsat på det givne tidspunkt var udtalelserne – deres indhold ufortalt – i sig selv uheldige. Iøvrigt nærede H. ingensinde tyskvenlighed eller jødefjendskab; han stod helt bag bispernes hyrdebrev i anledning af jødeaktionen 1943 og deltog energisk i modstandsbevægelsen, bl.a. som medlem af Frihedsrådets lokalkomité i Århus. Under retsopgøret blev konventsytringerne vendt imod ham; det samme gjaldt til dels 1930ernes bladartikler (således i præsten N. Møgelvang Nielsens bog Jeroboams Synd, 1946; den medførte suspension og provsteret for forfatteren, men sagen sluttedes med en advarsel). En gruppe præster – mest tidehvervske – rejste, stærkt opbakket af professor K. E. Løgstrup, en voldsom opposition mod biskoppen. Modstandsbevægelsen afviste deres aktion og anså den for et uvedkommende, internt kirkeligt opgør – hvad den da bl.a. også var, rent bortset fra at både teologiske og personlige modsætninger spillede ind. To kirkeministre (Arne Sørensen og Carl Hermansen) nægtede også at rejse sag; men Hermansen (som var H.s modkandidat ved bispevalget 1940) støttede aktionen før han blev minister. Det svirrede længe med tillids- og mistillidsadresser, og præstegruppen anlagde sag mod Aarhuus Stiftstidende der havde forsvaret bispen og angrebet præsterne. 1946 mortificerede underretten bladets ytringer, men mente at det med føje havde kritiseret at præsterne gav et dårligt eksempel ved uden grund at ville vække forargelse mod biskoppen; landsretten gik på det punkt imod underretten. Affæren – hvis virkninger længe sporedes i stiftet – er typisk for den nervøse oprevethed krigen og retsopgøret havde skabt.

Familie

Forældre: vicepastor, senere stiftsprovst Henrik H. (1865–1924) og Kirsten Inge Hansen (1871–1930). Gift 22.5.1919 på Frbg. med Aase Thejll, født 25.1.1898 på Frbg., død 8.2.1992, d. af cand. teol., sidst rektor Knud Theodor T. (1869–1941) og Ellen Nobel (1872–1955). – Far til Erik H.

Annonce

Udnævnelser

R. 1934. DM. 1941. K. 1952. K1. 1963.

Ikonografi

Mal. af Stanley Corsiter (Århus domk.). Foto Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1918 172f. – P. G. Lindhardt i Den danske kirkes hist. VIII, 1966. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. G. Lindhardt: Skat Hoffmeyer i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291339