Poppo

Poppo, levede ca. 960, biskop. Navnet Poppo er fast knyttet til Danmarks officielle omvendelse fra hedenskab til kristendom ved Harald Blåtand, "den Harald, der gjorde danerne kristne". To tyske historieskrivere, Widukind af Corvey i sin Sachserkrønike (omkr. 968) og Ruotger i sin levnedsskildring af biskop Bruno af Köln (953-65) har i samtiden dateret begivenheden til omkr. 960 og knyttet hans gerning til tysk missionspolitik under Otto 1.; men kun Widukind nævner Poppo. Han fortæller at biskop Poppo endnu som klerk ved et gilde hos kong Harald bestred de hedenske guders overlegne styrke og hævdede at hans kristne gud var den eneste sande; det beviste han på kongens bud ved at bære glødende jern med uskadt hånd. Poppos gudsdom fik kongen til at omvende sig og byde sit folk at forkaste afguderne.

Fra Widukind og selvstændige traditioner udviklede sig en rig legendedannelse der især gennem Adam af Bremen (omkr. 1070) og Sigebert af Gembloux (omkr. 1110) spredtes over det meste af den vesterlandske kristenhed, ofte med fordobling af miraklet og i varierende udformninger. Adam af Bremen identificerede fejlagtigt Poppo med den af ærkebiskop Libentius af Hamburg udnævnte biskop Poppo af Slesvig og henlagde optrinet til den svenske Erik Sejrsæl. Denne fejl gav sammen med en uafhængig tradition siden Ælnoth anledning til stærkt varierende legendeformer i den følgende nordiske historieskrivning: fra Roskildekrøniken til Saxo, i danske og svenske årbøger og stærkt udbroderet i norrøne værker fra Jomsvikingesagaen til Flateyarbók. Omkr. 1200 indføjedes fra kontinental tradition motivet med at Poppo stikker sin hånd ind i en glødende handske, som Saxo har givet i klassisk form, mens den omtrent samtidig fandt kunstnerisk udtryk i en række forgyldte kobberplader fra Tamdrup kirke. Disse relieffer opfattedes længe, endnu af P. Nørlund 1926, som dele af et gyldent alter; men 1968 gav Tage E. Christiansen kyndigt argument for, at syv af pladerne bør udskilles og antagelig opfattes som rester af et helgenskrin for Poppo. Selv om Poppo ikke kendes fra nogen liturgisk tekst, vidner Tamdrupserien som Saxo (der gør Poppo til biskop i Århus) og endnu flere beretninger, om at Poppo har været dyrket som lokalhelgen, bl.a. i Sydjylland. Adam af Bremens identifikation af Poppo med den senere biskop i Slesvig af samme navn, som har været fastholdt af talrige danske forskere, lader sig imidlertid ikke opretholde, da allerede Widukind har tituleret ham biskop. Af flere samtidige tyske biskopper af navnet Poppo er biskop Poppo i Würzburg (961-84) mest sandsynlig.