Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Erasmus Müller

Oprindelig forfatter ELJ
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Peter Erasmus Müller, 29.5.1776-4.9.1834, biskop, historiker, filolog. Født i Kbh. (Nic), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). M. voksede op blandt faderens bøger og kunstsamlinger; han gik ikke i skole, men fik privat undervisning hjemme. 1792 blev han dimitteret til universitetet, 1795 tog han teologisk attestats og erhvervede 1797 magistergraden ved en afhandling som D. G. Moldenhawer havde lagt til rette for ham. Umiddelbart efter begav han sig ud på en længere studierejse bl.a. med det mål at lære den nyere filosofi at kende. I Kiel og Leipzig hørte han K. L. Reinhold og E. Plattner der begge udgik fra Immanuel Kant; i Jena fulgte han J. G. Fichte. Han studerede arkæologi under C. G. Heyne i Göttingen og var derefter et års tid i Frankrig. Nogle måneders ophold i England i sommeren 1799 afsluttede rejsen. – Han havde fra tidlig tid haft en akademisk lærergerning for øje og begyndte derfor efter hjemkomsten at holde forelæsninger; 1801 blev han udnævnt til teologisk professor. Af hans universitetsarbejde fremgik Christeligt Moralsystem, 1808, Christelig Apologetik, 1810 og System i den christelige Dogmatik, 1826, og såvel gennem disse bøger som gennem en lang række anmeldelser i Kjøbenhavnske lærde Efterretninger og Dansk Litteratur-Tidende er det muligt at følge hans udvikling fra en tidspræget, ret åndsaristokratisk intellektualisme hen imod en dybere kristelig livsforståelse. Men for de folk der i 20erne flokkedes om N. F. S. Grundtvig stod han som rationalisten, og der rettedes kraftige angreb på ham for usikkert grundlag og forflygtigende fremstilling (A. G. Rudelbach i Theologisk Maanedsskrift IX, 1827 og i E. W. Hengstenbergs Evangelische Kirchen-Zeitung III, 1828). Efter F. C. Münters død 1830 blev M. – ikke J. P. Mynster som alle havde ventet – udnævnt til Sjællands biskop; det var i nogen grad mod hans vilje. Hans helbred var altid skrøbeligt og nu mere end nogen sinde; og den stille lærde, der søgte forsoning og skyede strid, kunne ikke gøre sig gældende under de voldsomme kirkelige brydninger. Det var dog M. der skaffede Grundtvig tilladelse til at prædike til aftensang i Frederikskirken.

Fremfor alt var M. forsker. Det teologiske studium havde givet ham metodisk optugtelse, og ligesom F. Münter, L. Engelstoft, Caspar Paludan-Müller førtes han fra teologien ud til andre områder. Interesse for primitiv religion og forståelse af at sammenlignende metode vil være frugtbar – påvirkning fra J. G. v. Herder og Heyne – spores i et par småafhandlinger fra 1800 og 1803 der tillige viser at M. var i færd med at fordybe sig i Nordens oldtid og allerede erkendte, at det var umuligt at trænge ind i de gamles forestillinger når man savnede overblik over og grundigt kendskab til litteraturen der endnu for en stor del henlå i manuskript. Han havde gennem sin ven B. Thorlacius tilknytning til det islandske studium der længe havde haft hjemsted i Kbh., men afgørende impuls fik han fra den bevægelse der gik gennem tiden. På sin stilfærdige måde var han med i den nationale selvhævdelse, den begejstrede søgen tilbage til Nordens hedenold som er et så fremtrædende træk i århundredets første årtier. M.s tidligste større arbejde Antikvarisk Undersøgelse over de ved Gallehuus fundne Guldhorn, 1806, var besvarelse af en prisopgave Videnskabernes selskab havde udsat; han mente at kunne påvise kelt-iberisk proveniens, men dette forsøg der dengang opfattedes som meget skarpsindigt, kom ikke til at betyde noget for tolkningen af indskrift og fremstillinger på hornene og lå i grunden uden for hans vej. Med afhandlingen Uber die Ächtheit der Asalehre und den Werth der Snorroischen Edda, 1811 (på dansk 1812 i Det skandinaviske litteraturselskabs skrifter) ledes han ind på sin bane. Det er et genmæle mod den ramme kritik af den islandske overlevering der gennem en årrække var fremført af J. C. Adelung, A. L. v. Schlözer og Fr. Rühs. Et indlæg i samme sag var Über den Ursprung und Verfall der isländischen Historiographie, 1813, svar på et skrift af Rühs: Die Edda, nebst einer Einleitung über nordische Poesie und Mythologie und einem Anhang über die historische Literatur der Islander, 1812 og med det samme forstudie til et overblik over alle islandske sagaer, trykte og utrykte, hele det omfattende materiale af højst forskellig værdi som svenske lærde i 1600- og 1700-tallet såvel som Thormodus Torfæus, G. Schøning og P. F. Suhm havde brugt til dristige bygninger. Sagabibliothek, 1817-20, rummer et kildekritisk oprydningsarbejde i Arni Magnussons og John Erichsens ånd, men M. når videre frem; han kommer ind på stilkritik, forsøger litteraturhistorisk placering og peger på levende tradition: Vølsungesagnene i færøske danseviser. Han havde foranlediget at visestof blev indsamlet, han skaffede midler til udgivelse og skrev indledning til H. C. Lyngbyes bog Færøiske Qvæder om Sigurd Fafnersbane og hans Æt, 1822. En kort analyse af Heimskringla indgår som led i Sagabibliothek; den fyldigere begrundelse af opfattelsen af Snorres forhold til den ældre sagalitteratur gav M. i Videnskabernes Selskabs philos. og hist. Afhandlinger II (1824) og i bd. VI af den store Heimskringlaudgave (1826). Alt i alt blev Sagabibliothek en vigtig station på forskningens vej, og bogens indflydelse mærkes hurtigt; den citeres idelig i Svea Rikes Häfder, 1825 der er Oeijers genmæle til Fr. Runs.

Fra studiet af den norrøne overlevering førtes M. til den danske; 1824 offentliggjorde han en undersøgelse, Om Kilderne til Saxos ni første Bøger og deres Troværdighed. Allerede i Sagabibliothek skimtedes forståelse af, at islændingenes tradition og mangt og meget i Saxos oldhistorie var brudstykker af et hele, og gennem en indtrængende analyse af Gesta Danorum blev det ham klart at grundlaget for den første halvdel af Saxos store værk er sagn, gamle danske folkesagn og sange tillige med sagn der stammede fra islændingene. M. kuldkastede dermed alle tidligere slægtleds pompøse rækker af oldtidskonger, men banede med det samme vej for en anden art oldhistorie og gav Saxos krønike dybt perspektiv. – M.s senere studier, Kritiske Bemærkninger over Saxos danske Histories 10.-16. Bog, 1830, kan ikke lignes med hans sagnhistoriske undersøgelser. Han tog ikke de kildekritiske spørgsmål op, skønt det kunne synes at hans arbejde om Heimskringlas kildeforhold måtte have ført ham på sporet. I fortalen bebudede han en udgave af Saxo med kommentarer der skulle være hvad Stephanii noter havde været for 1600-tallet. I sammenhæng med disse planer forfattede han på latin et par biografiske studier over Andreas Sunesøn og Lave Urne; men med det store udgiverarbejde nåede han ikke til ende. H. M. Velschow fuldendte det og udgav teksten 1839, kommentarerne 1858.

Annonce

Side om side med M.s litteraturhistoriske, historisk-kritiske arbejder ligger hans lingvistiske studier og hans virke til fremme af nordisk sprogvidenskab. I Kjøbenhavnske lærde Efterretninger offentliggjorde han 1810 en indgående kritik af Videnskabernes selskab og af ordbogkommissionen hvor han til det sidste gjorde et betydningsfuldt arbejde. En afhandling fra 1813, Om det islandske Sprogs Vigtighed, stiller opgaver og prøver nye veje, særlig lægger man mærke til de planer der udkastes for nordisk filologi, og afsnittet Dannersprogets Skiebne som er et forsøg på en dansk sproghistorie. N.å. udkom Biörn Haldórssons islandske leksikon der for mange år siden var sendt ned til den Arnamagnæanske kommission; M. havde taget initiativet til udgivelsen og lagt arbejdet i Rasmus Rasks hænder. M. har i øvrigt betydet meget for Rask; han talte hans sag hos Frederik VI og holdt ham myndigt fast, da han fik i sinde at afbryde sin store rejse. – Endnu skal nævnes at M. inden for sprogstudiet havde en særlig interesse, nemlig synonymik. Han syslede fra tidlig tid med undersøgelser af den art og navnlig i en periode, da han på grund af svage øjne ikke kunne tåle megen læsning. Dansk Synonymik, 1829, der bygger på B. G. Sporons Eenstydige danske Ords Bemærkelse (1775-92) er blevet til på ensomme vandringer eller under aftenmeditationer. Bogen kom i 2.udg. 1853 og 13.udg. 1872.

1805-30 var M. redaktør af Kjøbenhavnske lærde Efterretninger (fra 1811 Dansk Litteratur-Tidende). Hans alsidige kultur og fine hensynsfuldhed gjorde ham i særlig grad skikket til det hverv, og han havde regeringens tillid som fremgik af en kgl. resolution 1809 der indrømmede ret til at optage anonyme anmeldelser i tidsskriftet under redaktørens ansvar. M. kunne råde over en sjælden medarbejderstab: brødrene Ørsted (H. C. og A. S.), L. Engelstoft og E. C. Werlauff, Chr. Olufsen og J. L. A. Kolderup-Rosenvinge, Rask og J. P. Mynster o.m.fl. Selv skrev han en række dybtgående recensioner inden for de områder han beherskede: filosofi og teologi, norrøn litteratur og historie, folkevise- og sagnforskning. Hans nekrologer har værd ikke blot ved retsindig og forstående karakteristik, men også ved de positive efterretninger de bringer. – Dr.teol. 1803. Medlem af Danske selskab 1813. Universitetets rektor 1808-09, 1814-15, 1827-28. Rang med biskopper 1822. Ordensbiskop s.å. – En søn Adam August M., 16.8.1811-15.3.1844, blev elev af C. W. Eckersberg, kom på akademiets tegneskole og blev 1828 elev af modelskolen. Han fik 1835 den lille, 1837 den store guldmedalje, rejste 1839-42 i Italien og blev agreeret 1842 på Kristus og Evangelisterne. Blandt hans historiske billeder var en række altertavler, fx til Endeslev, 1836, Grevinge, 1838 og Herfølge, 1840, samt Luther på Rigsdagen i Worms til Helligåndskirkens kor, 1837-38. Trods sin tidlige død af tb efterlod han sig en betydelig produktion. Som historiemaler var han imidlertid uden særlig originalitet.

Familie

Forældre: etatsråd, senere konferensråd F. A. M. (1725-95) og Marthe S. Garboe (1745-80). Gift 30.12. 1805 på Kalundborg Ladegård med Augusta Lovisa Stub, født 27.3.1788 i Kbh. (Holmens), død 10.2. 1852 sst. (Helligg.), d. af premierløjtnant, senere kommandørkaptajn Otto Frederik S. (1754– 1827) og Louise Elisabeth Kratzenstein (1757-1844). – Far til Ludvig M. og Otto M. (1807-82).

Udnævnelser

R. 1826. DM. 1830.

Ikonografi

Stik af Chrétien efter tegn. af Foquet. Afbildet s.m. hustruen på mal. af A. A. Müller, formentlig 1832. Mal. af samme 1833, efter dette kopi af C. A. Jensen, 1835 (Fr.borg) samt med lidt ændret dragt litografi af E. Fortling, 1844. Malet i ornat, gentagelse, af A. A. Müller, 1836 (Roskilde domk.), gengivet i litografi af G. F. L. Jaquemot, 1839 og litografi 1854.

Bibliografi

Selvbiografi i Prædikener ved P. E. M.s indvielse til biskop, 1830 41-47. Briefwechsel der Gebruder Grimm mit nord. Gelehrten, udg. Ernst Schmidt, Berlin 1885 135-44. Brevveksl, med Chr. Bredahl i Pers.hist.t. 5.r.VI, 1909 249-61. Breve fra og til N. F. S. Grundtvig I–II, 1924-26. – Chr. Molbech i Molbechs Nord. t. IV, 1836 457-80. Breve til og fra F. C. Sibbern, udg. C. L. N. Mynster I, 1866 150. H. N. Clausen: Optegn, om mit levneds og min tids hist, 1877 141. Dansk kirkeliv, 1925 131 133f. J. Oskar Andersen i Kirkehist. saml. 6.r.I, 1933-35 166f 189-92. J. P. Mynster sst. IV, 1942-44 214-27. Skat Arildsen i Pers.hist.t. 10.r.III, 1936 114-31 (heri breve fra H. N. Clausen). Kbh.s univ. i 479-1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980 300-03 o.fi.st. Breve fra og til Rasmus Rask, udg. Louis Hjelmslev og Marie Bjerrum, I-III, 1941-68. – Papirer i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Lund Jensen: Peter Erasmus Müller i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294633