Peder Sunesen

Peder Sunesen, 1161-29.10.1214, biskop i Roskilde. Begravet i Roskilde domk. S. var en af de ældste blandt de talrige brødre. Bestemt for den gejstlige løbebane blev han – på foranledning af ærkebiskop Absalon og abbed Vilhelm i Æbelholt der stod Sune Ebbesen nær – sendt til uddannelse i Paris hvor han fik ophold i klosteret St. Geneviève hvis abbed Stephan, siden biskop i Tournai, tog sig varmt at den unge begavede nordbo. Planen synes at have været den at han skulle indtræde i den strenge cistercienserorden (med familieklosteret i Sorø for øje?), men i stedet blev han kannik i St. Geneviève hvor han gjorde berømmelsesværdige fremskridt i lærdom; Stephan omtalte ham som en "Salomo", ung af år, men gammel af forstand. Dog synes han ikke at have fundet sig til rette i de fremmede forhold; han led af længsel efter hjemlandet, og da sygdom kom til vendte han ca. 1183 tilbage til Danmark. Abbed Stephan ønskede at han her skulle indtræde som kannik i Æbelholt, men Absalon havde andre planer med ham; han drog ham til Lund og gjorde ham 1191, da han havde nået 30-års-alderen, til biskop i Roskilde stift som Absalon hidtil selv havde styret ved siden af ærkestiftet. – Som biskop trådte S. i Absalons fodspor idet han delte sig ligeligt mellem landets politiske og stiftets kirkelige opgaver samtidig med at han fremmede landets forbindelse med tidens højtudviklede franske kultur. Da biskop Valdemar begik sit berømte forræderi stod S. på kongens og Absalons side og var med til at tage ham til fange. Sammen med abbed Vilhelm havde han været med til at knytte forbindelser i Frankrig og således forberede prinsesse Ingeborgs giftermål med kong Philip August. Det blev derfor naturligt disse to mænd der ledede den sendefærd som bragte den ulykkelige prinsesse til Amiens hvor kroningen og brylluppet skulle finde sted. Da Philip August forlangte at S. skulle tage prinsessen med hjem nægtede han det og fik da ordre til omgående at forlade landet. 1202 efterfulgte han broderen Anders S. som kongens kansler, en stilling han ved siden af sit bispeembede bevarede indtil sin død. Som Absalon deltog S. også i de talrige felttog der førtes i disse år som led i Knud VI's og Valdemar Sejrs bestræbelser for at lægge Nordtyskland ind under dansk herredømme. Da grev Otto af Brandenburg 1198 faldt ind i det danske Pommern var det således S. der ledede det danske ekspeditionskorps som sendtes imod ham. Ilde gik det imidlertid, og biskoppen selv blev taget til fange. Ved list lykkedes det ham dog - ifølge Arnold af Lübeck – inden længe at flygte til Danmark. I året 1201 møder vi ham som deltager i et af hertug Valdemars togter ind i Holsten, og sammen med broderen Anders S. var han da Valdemar var blevet konge med på toget mod Lauenburg og bidrog til den overenskomst som førte til borgens overgivelse. Efter al sandsynlighed har han også deltaget i det hærtog til Sverige som de mægtige Sunesønner foretog for atter at bringe deres svoger, kong Sverker på tronen. Det førte til nederlaget ved Lena 1208 hvor to af brødrene faldt – et nederlag som stærkt bidrog til at knække slægtens magt. En tese der går tilbage til kunsthistorikeren Julius Lange og støttedes af arkitekturhistorikeren Vilh. Lorenzen ville i S. se hovedmanden bag opførelsen af Roskilde domkirke i teglsten, formentlig ved en fransk arkitekt og med forbilleder i Tournai og Arras. C. M. Smidts dybtgående undersøgelser af domkirkens middelalderlige bygningshistorie (offentliggjort 1949, men påbegyndt omkring midten af 1920erne) har imidlertid sandsynliggjort at domkirkebyggeriet er indledt af Absalon, og at arbejdet snarere har været forestået af en hjemlig arkitekt, hvad der naturlivis ikke forhindrer at arbejdet i S.s lange embedsperiode kan have modtaget påvirkninger fra det Frankrig bispen var så nært knyttet til. I Kbh., som tilhørte Roskilde bispestol, grundlagde S. et kollegiatkapitel ved Frue kirke. Med særlig iver synes han at have viet sig Rügens affærer; her grundlagde han et cisterciensernonnekloster og lod opføre adskillige teglstenskirker. Stiftets klostre støttede han efter evne, fremfor alle slægtens kloster i Sorø, som han ved et mageskifte skaffede gården eller byen Pedersborg, og som han på anden måde bistod med råd og dåd. Store gaver gav han også til sin ældre ven, abbed Vilhelms kloster, Æbelholt. Skt. Peders kloster ved Næstved og Ringsted kloster mindedes ham ligeledes som deres velgører, og til domkapitlet i Roskilde skænkede han ikke blot jordegods til en værdi af ti mark guld, men tillige nådens års indtægter fra hele stiftet.