Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Saxesen

Oprindelig forfatter ELJ
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Peder Saxesen, d. 10.7.1228, ærkebiskop i Lund. Da ærkebiskop Anders Sunesen på grund af uhelbredelig sygdom nedlagde sit embede, faldt domkapitlets stemmer på domprovsten S. Valget blev kasseret i Rom formedelst visse uregelmæssigheder ved fremgangsmåden men med det samme beskikkede pave Honorius III ved provision S. til ærkebiskop 11.1.1224. På dette tidspunkt havde kong Valdemar Sejr og hans søn i mere end et halvt år været grev Henrik af Schwerins fanger. Man ved intet om at ærkebispen under rigets store nød trådte frem som leder; han synes ikke at have været til stede ved de underhandlinger der omsider førte til kongens løsladelse. – S. stod i ret megen forbindelse med Honorius III. Ligesom Anders Sunesen bad han om råd i liturgiske og kirkeretlige tvivlsmål. Vistnok 1227 blev han sammen med bispen af Skara beskikket til at foretage undersøgelser vedrørende mulighed for at den norske kong Haakon Haakonsøn kunne blive kronet, men Haakon Haakonsøn protesterede i Rom, thi i betragtning af hertug Skules tilnærmelser til kong Valdemar mente han ikke at den danske ærkebiskop var en uvildig mand. S. døde imidlertid, og sagen blev lagt i hænderne på norske prælater.

Bibliografi

Niels Skyum-Nielsen i Kirche und Gesellsch. im Ostseeraum und im Norden ..., Visby 1969 = Acta Visby-ensia III 113–38.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Lund Jensen: Peder Saxesen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296911