Peder Palladius

Peder Palladius, 1503-3.1.1560, biskop, reformator. Født i Ribe, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). P. har selv oplyst, at hans far hed Esbern Jensen, var borger i Ribe og ulærd (Danske Skrifter III). Ved immatrikulationen i Wittenberg 1531 blev P. indskrevet som "Petrus Esbernus Pladius Ripensis". Ordet "Pladius" (dansk "plad" eller "plade") har givet anledning til forskellige tolkninger, og det skal af Philipp Melanchton være blevet forandret til Palladius. Dette skyldes dog næppe, at han hermed ville hædre P. for hans dygtighed (Palladius – Pallas Athene), hvilket man tidligere mente. Broderen Niels immatrikuleredes 1534 som "Nicolaus Palladius Danus". - P. gik i Ribe latinskole, han hævder i visitatsbogen, at der her fandtes ikke færre end 700 elever, og han synes at have været glad for sin skolegang. Siden var han skolemester i Odense, antagelig indtil 1531, idet han dette år, 3.9., immatrikuleredes ved Wittenberg universitet. Formodentlig rejste han dertil som ledsager for en søn af borgmester i Odense Mikkel Pedersen og hustru Magdalene som han 1541 tilegnede sin oversættelse af Lutherskriftet En ret enfoldig Bedebog med tak for deres støtte under hans Wittenbergophold. Også fyrstelige personer og adels-folk hjalp ham økonomisk i denne tid. Et vist kendskab har han rimeligvis haft til den evangeliske bevægelse allerede i Odense, men dette var næsten intet, siger han i bogen Explicatio orationis Christi, 1558, sammenlignet med den store oplevelse det var at følge Luthers, Melanchtons, J. Bugenhagens og andres undervisning, samtale med dem og færdes blandt de mange studerende. På forbavsende kort tid tog han magistergraden (25.9.1533), og efter at Christian III var kommet til magten i Danmark, henledte reformatorerne hans opmærksomhed på P. som en mand fædrelandet kunne vente sig meget af. De anbefalede dog, at han først tog den, endnu uhyre sjældne, teologiske doktorgrad. Christian III accepterede og bekostede dette, et godt tegn på at P. var udset til en ledende stilling i hjemlandet. I juni 1537 tog han licentiatgraden og kreeredes et par dage senere til doktor i teologi. Ved disputationen var Luther selv promotor, de 45 teser angik det dengang højaktuelle problem om forholdet mellem troen og gerningerne, og de berømte Wittenbergprofessorer optrådte ved handlingen. Kort efter rejste P. hjem til Danmark, sandsynligvis sammen med Johan Bugenhagen som skulle lede opbygningen af den lutherske kirke her. 2.9. indviedes han sammen med de øvrige nye lutherske biskopper (superintendenter) i Vor Frue kirke, Kbh. P. blev biskop over Sjællands stift, det vigtigste, med residens i Kbh., og da indvielsen blev foretaget af Bugenhagen, som ikke selv var bispeviet, mistede den danske kirke ved denne lejlighed den "apostolske efterfølgelse". Kort efter udnævntes P. tillige til professor i teologi ved det genåbnede universitet.

If. recessen af 30.10.1536 og kirkeordinansen fra 1537/39 skulle bisperne efter reformationen ikke længere have politisk magt eller beskæftige sig med verdslige forretninger. Hovedvægten i deres embede skulle derimod ligge på tilsynet med gejstlige og menigheder, med skoler og hospitaler. Videre skulle de fremføre evangeliet på dansk og latin i stiftsbyen, rådgive regeringen i samvittighedssager og deltage i bogcensuren. Tilsynet udøvedes især gennem visitatser, og P. nåede i løbet af de første seks år at besøge samtlige 390 kirker i stiftet, en imponerende præstation, ikke mindst når man tager samtidens kommunikationsforhold i betragtning. Han skulle her udfærdige registre over de enkelte kirkers indtægter og besiddelser, forklare den nye kirkeorden og i det hele taget søge at omskole præster og menigheder fra katolsk tro og fromhedsliv til luthersk. I den med rette berømte "Visitatsbog" ser man, hvorledes han her gik til værks. Bispevisitatsen skulle følges op af provsternes årlige visitatser i sognene, og til dette formål skrev han også en anvisning, Formula visitationis provincialis, 1555. Et andet middel man anvendte i denne "omskolingsproces" var de kirkelige møder. Med visse mellemrum afholdtes nationalsynoder for landets biskopper, undertiden deltog også de teologiske professorer, og disse møder spillede en ikke ringe rolle for den kirkelige lovgivning. P. arbejdede desuden ivrigt for afholdelsen af stiftssynoder, landemoder hvor nye kirkelige bestemmelser meddeltes provsterne, og hvor kirketugtssager kunne afgøres. En række af hans anvisninger herfra, monita, er bevaret, og han har endelig i den ovennævnte Formula også beskrevet, hvorledes man skulle afholde kalenterne, præstemøderne, som var faglige og selskabelige sammenkomster.

Ærkebispeembedet forsvandt ved reformationens indførelse, men som biskop i hovedstaden var P. den første blandt ligemænd, og han blev i særlig grad benyttet af regeringen som rådgiver i alle betydningsfulde kirkelige sager, i realiteten fungerede han som en slags overbiskop over Norge, Island, Færøerne og Gotland, ja selv til hertugdømmerne strakte hans indflydelse sig. Foruden varetagelsen af bispeembedets mange sager og udarbejdelsen af en række bøger måtte P. også fungere som professor i teologi ved universitetet. Som sådan ledede han religionsforhandlingerne med de katolsksindede repræsentanter for kapitler og klostre 1543/44, men 1545 nedlagde han professoratet, formodentlig pga. det enorme arbejdspres, hvilket tilmed øgedes i disse år da han blev medlem af bibelkommissionen. Da denne 1550 afsluttede arbejdet med Christian IIIs danske bibel, trådte P. atter ind i embedet. Nogle af de bevarede latinske skrifter bygger på forelæsningsmanuskripter, og P. spillede også en vigtig rolle under udarbejdelsen af de betænkninger som universitetet fra tid til anden skulle afgive om teologiske stridsspørgsmål, fx om Augsburger-Interim (1548) og om Andreas Oslanders retfærdiggørelseslære (1552). I forhandlingerne med regeringen om forbedring af universitetets økonomiske forhold deltog han ivrigt, og han var rektor 1538 og 1553-54. Stor indflydelse udøvede P. gennem sit forfatterskab som omfatter henved 80 værker, originalskrifter og oversættelser, danske og latinske. Blandt de litterære hjælpemidler til brug for præster og degne under udøvelsen af evangelisk gudstjenestelige handlinger kan nævnes oversættelsen af Luthers lille katekismus (1537) og af Luthers Enchiridion (1538). 1541 fulgte en latinsk katekismusudlæggelse for de norske sognepræster, Breuis expositio Catechismi pro parochis Noruegianis (dansk overs. 1546), hvori han byggede på Melanchtons Loci og Luthers store katekismus. Det samme gør sig gældende i det efterladte manuskript Commendatio catechismi palladiana, 1556 (udg. i Skrifter, 1968). Til denne gruppe hører også den danske kirkes alterbog, 1556, med kirkeårets tekster og med en ny række kollekter efter bønner af den tyske reformator Veit Dietrich som har været i brug til vor tid. 1539 oversatte han kirkeordinansen og bidrog til bibeloversættelsen 1550. Det vigtigste værk i gruppen er En Visitatz Bog. Fra P.s tid kendes kun udtog af den, men 1866 genfandt man en fuldstændig afskrift fra beg. af 1600-tallet ved Ribepræsten Anders Hegelund og hjælpere (Kgl.bibl.). En ny kritisk udgave ved Lis Jacobsen udkom 1925. Bogen indeholder ikke en beretning om afholdte visitatser, men den fremstiller hvorledes luthersk gudstjenesteliv skal ordnes og evangelisk fromhedsliv leves, og den skulle sikkert tjene som anvisning for andre biskopper, muligvis også for provster. Bogen er blevet til under P.s første visitatsrejse 1538-43, man kan følge hvorledes nye personer og begivenheder dukker op i foredraget, efterhånden som P. rejser fra egn til egn. Lidt efter lidt har han skabt bogen, som nu fremtræder som en sluttet helhed hvor han i seks kapitler fortæller om kirkebygningen og gudstjenesten, sognepræsten og degnen, helligdagene, fattigforsorgen, ægteskabssager og andre emner. P. viser sig her som en fremragende pædagog. Enkelt og ligefremt gengiver han hovedlinjerne i den nye kristendomsforståelse. Oplagt og djærvt krydres den folkelige fremstilling med talrige anekdoter og beretninger om rørende eller dramatiske oplevelser, han har haft i de sjællandske sogne. Bogen er "vor tids første store folkelivsskildring" (Oluf Friis), og den er en uvurderlig kilde til forståelse af århundredets kirke- og kulturhistorie. En anden hovedgruppe i forfatterskabet er opbyggelseslitteraturen hvor man blandt de praktisk-moraliserende skrifter finder den kulturhistorisk vigtige Mod Hosedjævelen, 1556, en oversættelse af en af Andreas Musculus' bøger, tilføjet en selvstændig traktat af P. om tidens mange andre djævle. Videre kan nævnes oversættelsen af Caspar Huberinus' Om ægtestanden, 1556, og af Musculus' Om sværgen og banden, 1557. Andagts- og bønnebøgerne er i vidt omfang ligeledes gengivelser af udenlandske forlæg, fx Bernhard Ochinos Nogle merckelige Bønner, 1551, og Girolamo Savonarolas Udlæggelse af Miserere, 1551. Den betydeligste af hans egne bønnebøger er En daglig oc personlig Bekendelse, 1551, og hovedskrifterne i denne gruppe er de to prædikensamlinger Sankt Peders Skib, 1554, og Jesu Forklarelse på Tabor Bjerg, 1555. Førstnævnte er interessant til belysning af P.s historiesyn og antikatolicisme, og Tabor-prædikerne viser bl.a. Augustins betydning for ham. – Også som salmedigter gjorde P. sig gældende. Vigtigst blandt de ni bevarede salmer er hans En ny Dagevise, i hvilken han genfortæller skabelsesberetningen i syv strofer. Gennem den latinsksprogede, "videnskabelige" del af forfatterskabet blev P. internationalt kendt. En opregning og gendrivelse af samtidens vranglærere har han leveret i Catalogus aliquot hæresium, 1557, et skrift som bygger på hans universitetsundervisning. Det samme er tilfældet med det centrale, teologiske skrift De poenitentia et de justificatione, 1558 som ofte viser afhængighed af Melanchtons Loci. Størst udbredelse vandt Isagoge ad libros propheticos et apostolicos, 1557, i hvilken han kortfattet og klart gennemgår hovedindholdet i alle de bibelske skrifter. Bogen kom i talrige udgaver og oversattes til tysk, engelsk og polsk. Af hans bibelfortolkninger foreligger kommentaren til Mosebøgerne, 1559, til Klagesangene, 1560, og til Johs. evangelium kap. 17, men desuden efterlod han sig kommentarer til en række af de nytestamentlige skrifter. Disse gik til grunde ved Kbh.s brand 1728, kun titlerne kendes endnu. I Enarrationes lectionum evangelicarum, 1560, gengav han forkortet og systematiseret prædikener af Luther, i Pia quædam cantica, 1554, gav han en vejledning for korsangen i kapitlerne, og i den i Kirkehist. saml. 1970 udgivne Catalogus hereticorum, 1556, aktualiserede han Augustins De hæresibus.

I teologisk henseende var P. ikke synderlig original. Han var, naturligt nok, dybt præget af sine to afholdte lærere i Wittenberg, Luther og Melanchton. Vi træffer hos ham Luthers frejdige glæde over jordelivet, hvor Gud skal tjenes i kald og stand; også i opfattelsen af sakramenterne, af viljens ufrihed og i den stilling han indtager i lærestridighederne, viser han sig som Lutherdiscipel. Det er ikke tilfældigt, at biskop H. P. Resen, filippisternes modstander, satte P. højt og udgav hans skrifter. Men på andre områder har Melanchton udøvet stærkest indflydelse, fx i bodslæren, og hvad pædagogikken og metoden angår hersker der ingen tvivl herom. Formodentlig følte hverken P. eller andre herhjemme på den tid, at der bestod større teologiske forskelle mellem de to wittenbergere. – På bispemødet i Kbh. 1555 ramtes P., stående på prædikestolen, af et slagtilfælde, og resten af tiden var han svagelig, ofte sengeliggende. Fra denne periode stammer iøvrigt flere af hans vigtige teologiske skrifter. 1558 blev Hans Albertsen hans medhjælper i professorembedet, siden også i bispeembedet, som han overtog ved P.s død.