Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Pagh

Oprindelige forfattere TJx og ELJ
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peder Pagh, d. 23.12.1339, biskop i Odense. Begravet i Skt. Knuds k. P. tilhørte en adelig slægt der førte en lilje i sit våben. Han var prior i Skt. Knuds kloster og blev af sine medbrødre der udgjorde domkapitlet valgt til biskop efter Gisicos død 1300, men ærkebiskop Jens Grand nægtede at indvie ham. P. appellerede til paven, men sagen trak i langdrag og først 1304 overdrog Benedict XI ærkebiskop Isarn at prøve valget og, hvis alt var gået rigtigt til, at give ham stadfæstelse og vielse. P. var biskop i Odense i de urolige år under Erik Menved, Christoffer II og den slesvigske Valdemar Eriksen. I P.s sidste levetid var riget i opløsning, hans stift lå under grev Gerhard og grev Johan, møntens forringelse voldte vanskeligheder som det fremgår af hans forordning om forhøjede offerpenge 20.4.1335. Under alle omskiftelser og ulykker arbejdede han ufortrødent på at skaffe stiftets gejstlighed en bedre uddannelse, skolelærdom hjemme og studieår i Frankrig. Midlerne hertil blev skaffet ved en række annektioner af sognekirker – ikke altid til kapitlets tilfredshed. En af hans sidste embedshandlinger var at annektere indtægterne af Pårup kirke til underhold for studerende der opholdt sig i Frankrig. På samme måde havde kong Erik 1316 skænket Stenløse kirke. Fra 1305 til 1326 deltog P. i adskillige rådsmøder og medbeseglede for riget vigtige handlinger. I begyndelsen af 1330'erne synes han at være trængt bort fra sit stift, 1331 opholdt han sig i Avignon, i alt fald senest 1335 var han atter hjemme i sit stift og aktiv til det sidste. Så sent som 29.9.1339 pålagde han sogneboerne i Åsum at respektere præstegårdens skattefrihed.

Bibliografi

Lunde domkapitels gavebøger, udg. C. Weeke, 1884-89 (reproudg. 1973). Acta pontificum Danica I, udg. L. Moltesen, 1904. Bullarium Danicum, udg. Alfr. Krarup, 1932. Diplomatarium Danicum 2.r V-XII, 1943-60. - Gravskrift med dødsdag i Cornelius Hamsfort: Episcopi Othoniensis (manus. Kall 668 8°, hft. 6).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thelma Jexlev, Erik Lund Jensen: Peder Pagh i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295439