Peder Hersleb

Peder Hersleb, 25.3.1689-4.4.1757, biskop. Født i Stod, Trondhjem stift, død i Kbh., begravet sst. (Holmens k.s kapel). Efter at være blevet undervist hjemme kom H. i Trondhjem skole hvorfra han blev student 1703. Ved universitetet viste han en sådan flid at han til belønning 1705 blev udvalgt til at være en af de første seksten alumner der fik plads på Elers' kollegium. 1707 tog han teologisk attestats hvorpå han rejste tilbage til sit hjem. I de følgende seks år underviste han sine yngre søskende og øvede sig som prædikant, men var i øvrigt trods sin fars opfordring ganske utilbøjelig til at gå ind i præstelig virksomhed på grund af det store samvittighedsansvar han følte forbundet dermed. 1713 ledsagede han sin bror Ole Hersleb til Kbh., opponerede en enkelt gang ved en disputats og fik i den anledning s.å. magistergraden tildelt på særlig ærefuld måde. Uden eget vidende blev han derpå s.å. af den kgl. konfessionarius Peder Jespersen foreslået til feltpræst ved tropperne i Holsten. Han anså det nu for Guds vilje at han skulle træde i kirkens tjeneste, opgav sin modstand og lod sig indvie af biskop Christen Worm. I sin nye stilling tilbragte H. fire år i hertugdømmerne og i Nordtyskland, gjorde bl.a. bekendtskab med teologerne i Rostock og fik rig lejlighed til at øve sig i at prædike på tysk. Nu og da havde han blandt sine tilhørere Frederik IV der fandt et så stort behag i ham at han ganske uformodet kaldte ham til sognepræst i Gundslev på Falster 1718 og s.å. – lige så uventet – til slotspræst ved Fr.borg og sognepræst i Hillerød og Herlev, et anseligt embede der ikke engang var ledigt hvorfor den daværende præst, A. Hoff, først måtte forflyttes. Som slotspræst kom H. i endnu nærmere forbindelse med hoffet der gerne hørte ham prædike, og hans virkeiver satte sig blivende spor på flere vigtige områder. Han interesserede sig for Hillerøds materielle opkomst, og kraftigt støttet af hoffet fik han byens fattigvæsen reorganiseret fra bunden af, ligesom han også gav stødet til at der 1726 i Hillerød blev oprettet et almindeligt hospital for "spektakuløse" mennesker fra hele Danmark. Endnu mere betydningsfuldt var det dog at han ved at indgive en ansøgning om oprettelsen af en skole i sit anneks Herlev blev ophavsmanden til Frederik IVs bekendte 240 landsbyskoler på ryttergodsdistrikterne idet det blev ham pålagt at udarbejde en samlet plan til oprettelsen af disse. Også i sin direkte kirkelige virksomhed optrådte H. med nidkærhed. Han fik genoplivet Christian IVs gamle forordning af 1629 om "præstens medhjælpere", og sammen med disse gennemførte han en streng kirketugt i menigheden hvorom han har efterladt en interessant, egenhændig beretning. -1725 kaldte kongen ham til hofprædikant i Kbh., 1727 blev han meddirektør for vajsenhuset hvis nye bygning han indviede 1728, og medlem af missionskollegiet, og n.å. fik han ordre til at ledsage kronprins Christian (VI) og hans gemalinde Sophie Magdalene på en rejse i Tyskland. Denne rejse, der bl.a. førte ham både til Halle og Wernigerode og bragte ham i personlig forbindelse både med N. L. v. Zinzendorf og grev Chr. Ernst Stolberg, blev i mere end én henseende af stor betydning for ham. Især fik han af selvsyn lejlighed til at stifte bekendtskab med forskelligtfarvede pietistiske retninger og personligheder som han siden skulle tage ret bestemt afstand fra. Efter hjemkomsten fik H. flere nye beviser på Frederik IVs nåde, og da kongen 1730 blev alvorligt syg i Odense blev han kaldt derover hvor han i tre uger opholdt sig ved kongens dødsleje og også var hos ham den sidste nat han levede.

Efter kongeskiftet hørte H. til de få af Frederik IVs mænd der til en vis grad bevarede den nye regents gunst. Dagen efter Frederik IVs død blev han udnævnt til biskop over Aggershus stift, og da han vægrede sig ved at modtage dette embede gav Christian VI ham et årligt tillæg på 800 rdl. af den kgl. chatolkasse. Først 1731, efter kroningen, drog han til sit nye stift hvor han virkede med stor kraft i syv år indtil han 1737 ved biskop Worms død – ligeledes meget mod sin vilje – blev kaldt tilbage til Kbh. som biskop over Sjællands stift. Han tiltrådte dette embede 1738 og blev s.å. medlem af generalkirkeinspektionskollegiet. Desuden blev der i årenes løb overdraget ham talrige andre hverv. Den usædvanligt omfattende embedsvirksomhed som i over en menneskealder var H. betroet svækkede ham imidlertid før tiden, og 1748 fik han adjungeret sin svigersøn, Ludvig Harboe, der var hans højre hånd i bestyrelsen af bispeembedet indtil hans død da han blev hans efterfølger i dette. H. hører til de mest fremtrædende og imponerende skikkelser på Sjællands bispestol. Hans betydning falder væsentlig på to områder: som kirkelig administrator og som prædikant. I sit bispestyre viste H. sig i mange henseender som en udpræget ortodoks statskirkemand. Han betoner bestemt landsfyrstens højeste myndighed i kirkelige spørgsmål, men er tillige en afgjort tilhænger af en bispestyret kirke idet biskopperne opfattes som de organer hvorigennem den enevældige konge fortrinsvis udøver sin kirkemagt. I god overensstemmelse hermed værnede H. med stor fasthed om bispeembedets rettigheder og anseelse og krævede en nøje efterlevelse af kirkelovene, især ritualet, men også af de af biskoppen givne anvisninger. I sit syn på præstegerningen var H. derimod stærkt påvirket fra pietistisk side idet han bl.a. lagde megen vægt på den omhyggelige varetagelse af sjælesorgen. I det hele betonede han gerne det med præstegerningen forbundne tunge ansvar og ivrede ofte mod præsters magelighed. I sin egen bispegerning viste H. usædvanlige administrative evner, betydelig juridisk indsigt, stor utrættelighed og vidtskuende interesse for alle sider af den kirkelige forvaltning. Mest typisk kom dette måske frem i hans virksomhed som biskop i Aggerhus stift. Ikke blot indførte han en hidtil ukendt orden og hurtighed i forretningsgangen idet han satte en ære i så vidt muligt omgående og ofte med stor grundighed at besvare enhver forespørgsel; men han gjorde også en betydningsfuld indsats på andre, højst forskelligartede områder. Stiftets regnskaber, som i atten år ikke havde været deciderede, gennemgik han personlig et efter et, han fik oprettet en gejstlig enkekasse og ophjulpet talrige andre kirkelige stiftelser, han førte et omhyggeligt tilsyn med præsternes liv og ære, og med stor bestemthed tvang han en bedre folkeundervisning igennem. Bl.a. forlangte han at det skulle være en betingelse for at blive antaget til Guds bord at man kunne læse indenad, og allerede 1732 indførte han på egen hånd i sit stift en konfirmationshandling. Da denne skik blev almindeligt påbudt 1736 udtalte han sig udførligt og med stor glæde om den i sit 1737 trykte Epistola pastoralis der sammen med hans andre hyrdebreve udgør en hovedkilde til forståelse af hans kirkelige indsats. For at passe at hans forskrifter blev efterlevet afholdt H. flittigt visitatser. Således rejste han i de syv år han var biskop i Aggershus stift tilsammen ikke mindre end 1292 (norske) mil på visitatsrejser. Hele denne udstrakte virksomhed gjorde H. selvskreven til at blive Sjællands biskop. Selv Christian VI der ikke ubetinget yndede ham måtte indrømme at han ubestridt var den dygtigste til denne post. I sit nye embede arbejdede H. også med vanlig, ufortrøden kraft. Hans visitatsberetninger vidner om hans vågne tilsyn, hans uanmeldte visitatser der vandt kongens særlige påskønnelse, skaffede ham respekt i stiftet, og hans mange, til dels egenhændigt førte kopiprotokoller for udgåede breve (i Sjællands bispearkiv) taler endnu klart nok om hans indgribende daglige administration. Men i andre henseender blev hans komme til Kbh. en skuffelse. Hertil bidrog flere ting. Mens H. fra sin første præstetid i teologisk henseende havde været påvirket af den hallensiske pietisme og til sin død på flere punkter stod i åndelig gæld til Ph. J. Speners skole blev han med årene en skarp fjende af det herskende pietistparti. Han frastødtes af det hykleri der fulgte i statspietismens kølvand, og følte sin myndighed som biskop truet gennem den kreds af pietister der stod hoffet nær, især J. B. Bluhme og A. Hejer. Navnlig blev han modstander af det 1737 stiftede generalkirkeinspektionskollegium som han dog til en begyndelse betragtede som en gavnlig indretning. Ganske vist blev han selv optaget i det, men han forstod nok at det mest var – som han siger – "for Skams Skyld", da man ikke godt kunne forbigå Sjællands biskop. Ene mand mod trefire pietister blev han stadig overstemt, og selv om han nu og da kunne forhale en sag var kollegiets forhandlinger ham dog en kilde til stadig forbitrelse. Efter Christian VI's død indgav han 1747 et ofte citeret forslag om kollegiets ophævelse, hvori han skarpt og satirisk gennemkritiserede dets virksomhed. Hans forslag blev ikke fulgt, men selv om H. under Frederik V fik mere luft under vingerne var dog nu tiden forpasset til han kunne øve en mere indgribende, almenkirkelig virksomhed. Han var begyndt at ældes, og gennem ti års kamp med de ledende pietister var han blevet fyldt af en ret bitter sindsstemning. Dette gav sig ofte udslag i temperamentsfulde domme der ikke altid yder modstandere tilbørlig retfærdighed, og i en meget hård adfærd over for dem der vakte hans mishag. Dette gælder fx hans dom over biskop H. A. Brorson og hans optræden over for den herrnhutisksindede stiftsprovst i Kbh. Henrik Gerner. I det hele var H. en bestemt fjende af al separatisme og i sine sidste år så han med bekymring på den indflydelse rationaliserende retninger var ved at tilkæmpe sig. – På andre områder end de direkte kirkelige øvede H. dog en betydelig indflydelse. Særlig gælder dette forbedringen af almueskoleundervisningen og det latinske skolevæsen. Han var medlem af den kommission der førte til forordningen af 7.4.1739 hvorved bl.a. nedlæggelsen af en række små latinskoler i de mindre købstæder bestemtes, og sammen med A. Hojer har H. en væsentlig andel i dennes indhold og form.

Mest af alt har H. haft betydning som 1700-tallets måske mest beundrede og læste prædikant i Danmark-Norge før Christian Bastholm. Der kan fra samtiden anføres adskillige udtalelser om den store anseelse han nød på dette område. I lige grad fængsledes tilhørerne af indholdet og formen i hans forkyndelse, og hans lidenskabelige temperament gav sig udtryk i et livfuldt, stærkt bevæget ydre foredrag, en "mageløs Action", som P. F. Suhm siger. Også hans trykte prædikener giver et fyldigt billede af hans ejendommelige stil. Her kan nævnes den samlede udgave Prædikener, 1741 samt Tolv offentlige Taler, holdte ved Kirke-, Bispe- og Præs te-Vielser 1–5, 1740–56. Beslægtet med disse er også hans bønnebog Guds Børns daglige Adgang til Naade-Stolen, 1748 der kom i talrige oplag. Indholdsmæssigt set fremstiller H.s prædikener en fuldtonende positiv kristendomsopfattelse. Den er ortodokssupranaturalistisk i sit grundsyn, men i mange enkeltspørgsmål præget af den hallensiske pietisme. Dette gælder således H.s mistillid til fornuften som dommer i religiøse spørgsmål, hans bestemte krav om tilslutning til kristendommen gennem et personligt gennembrud, forstået som en bodskamp efter hallensisk skema, og et derpå følgende liv i helliggøreise. I formel henseende afspejler H.s prædikener i høj grad forfatterens ejendommelige personlighed. De er affattede i en kraftfuld, djærv stil der råder over de mest forskelligartede virkemidler. En stilfærdig troværdighed i gengivelsen af kristendommens læreindhold og det bibelske stof veksler stadig med en mægtig patos der snart bryder ud i hellig harme over syndens magt og menneskets ugudelighed, snart i jublende sejrstoner over frelsen i Kristus, for så igen at afløses af bidende sarkasmer over for verdens falskhed og tomhed eller af en mild inderlighed i skildringen af Guds altforbarmende kærlighed og salighedens fylde. Hertil kommer H.s store fantasi der både ytrer sig når han i sin genskaben af skriftens fortællinger på en mærkelig levende måde gør sig "samtidig" med de bibelske situationer, eller når han udtrykker sig i dristigt udførte billeder der dog i den grad kan tage magten fra taleren at hovedtanken sprænges. Intet under at H. ikke blot i levende live samlede store tilhørerskarer, men at også hans trykte prædikener vandt stærk udbredelse og lige op til vor tid har hørt til vækkelsesbevægelsernes kæreste andagtsskrifter.

Af ydre var H. en kraftig, imponerende skikkelse med et smukt harmonisk bygget ansigt, og han forstod med samme naturlighed at træde frem ved hoffet og i præsters og lærdes kreds. Der hvilede en egen alvor og værdighed over hans væsen, men i selskabelig og personlig omgang forstod han på velgørende måde at anslå en munter tone og lade sit skarpe vid spille. Åben og frimodig kom han enhver i møde, og var der end dem i samtiden der med rette opholdt sig ved over hans stærkt fremtrædende myndighed og hans nøjeregnende iver for at værne om sine indtægter, så måtte dog alle indrømme at han besad en sjældent klippefast karakter der ikke tillod ham at vige et skridt fra hvad han anså for sandhed og ret. Trods sin udstrakte virksomhed af overvejende praktisk art manglede H. ikke interesse for studier. Han besad grundige kundskaber, især i kirkehistorie, og var i sin fritid stadig optaget af læsning. Hans fortrinlige formueomstændigheder tillod ham at samle et stort bibliotek der navnlig udmærkede sig ved at rumme en omfattende samling originaludgaver af Luthers og de andre reformatorers skrifter. Denne samling købtes af grev J. L. Holstein og kom 1812 til Det kgl. bibliotek. H.s synskreds var dog ikke begrænset til teologien alene. Således interesserede han sig levende for naturhistorie og besad et godt naturaliekabinet, ligesom han også ejede en værdifuld samling mønter og medaljer. Især i sine senere år da han jævnlig opholdt sig på sin gård Emdrupgård, havde han god lejlighed til at pleje sine interesser.