• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P.C. Kierkegaard

Oprindelig forfatter Grane

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

P.C. Kierkegaard, Peter Christian Kierkegaard, 6.7.1805-24.2.1888, biskop, kultusminister. Født i Hillerød, død i Ålborg, begravet sst.

Et par år efter P.C. Kierkegaards fødsel flyttede forældrene til Kbh. Han kom 1816 i Borgerdydskolen hvis bestyrer, Michael Nielsen, betød meget for ham, også efter at han 1822 var blevet student. 1826 tog P.C. Kierkegaard teologisk attestats. Han tilbragte et par år med at undervise på sin gamle skole, samtidig med at han studerede den nyere filosofi. 1828 drog han på en større udenlandsrejse, som den velhavende far betalte. Først rejste han sammen med Joh. Ferd. Fenger til Berlin hvor P.C. Kierkegaard opholdt sig i over et år. Her hørte han bl.a. Fr. Hegel, Fr. Schleiermacher og J.A.W. Neander og fordybede sig i studiet af kirkefædrene og skolastikken. Over Halle rejste han videre til Göttingen hvor han 14.12.1829 forsvarede sin afhandling De notione atque turpitudine mendacii for den filosofiske doktorgrad. I breve til Kbh. forklarede P.C. Kierkegaard at han alene erhvervede doktorgraden i det fremmede for således lettere at få adgang til katolske biblioteker der måske ikke ville indlade en protestantisk cand.teol. Allerede i Berlin havde han flere gange optrådt som opponent ved disputatser. De dialektiske evner, forbundet med fremragende beherskelse af latinen, han ved sådanne lejligheder lagde for dagen indbragte ham øgenavnet "der Disputierteufel aus dem Norden". Disputatsen blev vel modtaget herhjemme og styrkede uden tvivl hans fremtidsudsigter. Fra Göttingen rejste P.C. Kierkegaard videre til Bonn, Utrecht og Louvain, overalt søgende efter skolastisk litteratur. I Paris oplevede han julirevolutionen. Under de urolige forhold afkortede han sit ophold og rejste ad omveje gennem Tyskland hjem til Kbh.

To forhold der for ham selv hørte nøje sammen prægede P.C. Kierkegaards liv efter hjemkomsten: spørgsmålet om en livsgerning og om hans eget forhold til kristendommen. Fra sit hjem havde P.C. Kierkegaard en vis tilknytning til det herrnhutiske brødresocietet, men også til J.P. Mynster. Allerede inden udenlandsrejsen omgikkes P.C. Kierkegaard flere yngre teologer der i striden mellem N.F.S. Grundtvig og H.N. Clausen havde taget parti for den første, og også A.G. Rudelbach kendte han godt fra sit hjem. Dagbøgerne fra årene efter hjemkomsten viser hvorledes han plagedes af religiøse skrupler og mangel på beslutsomhed. Enhver nok så ubetydelig hændelse udlagdes som tegn på Guds vilje i den ene eller anden retning, og K. anvendte ofte, efter herrnhutisk skik, Bibelen som orakelbog ved at tage varsel af vilkårlige opslag. Han gjorde Grundtvigs bekendtskab og vedkendte sig det efter nogen tøven på en måde der også fik betydning for spørgsmålet om hvilket arbejde han skulle vælge.

Annonce

P.C. Kierkegaard ville gerne havde været Poul Martin Møllers efterfølger på den filosofiske lærestol i Kristiania, men i 1830 var der ingen mulighed for en dansker på denne post. De følgende år boede P.C. Kierkegaard i forældrenes hjem og ernærede sig ved at undervise på Borgerdydskolen i klassiske sprog. Desuden begyndte han at manuducere til teologisk eksamen. Efter forgæves at have søgt flere præsteembeder udnævntes han 1833 til sognepræst i Vejerslev og Blidstrup på Mors, men betænkelighederne ved at skulle aflægge præsteløftet fik ham, efter at have rådført sig med bl.a. Grundtvig, til at bede Frederik 6. om afsked inden han overhovedet var ordineret. Da denne udvej dermed foreløbig syntes spærret rettedes hans tanker igen mod den akademiske karriere. Han søgte om tilladelse til at holde filosofiske og teologiske forelæsninger ved universitetet, men teologerne ville ikke vide af den filosofiske doktor. P.C. Kierkegaard holdt derefter forelæsninger ved det filosofiske fakultet og tog atter fat på at udarbejde en teologisk licentiatafhandling. Omtrent samtidig forværredes hans udsigter idet han efter stor uro og mange betænkeligheder offentligt bekendte sin tilslutning til den grundtvigske fløj ved at yde bidrag til J.C. Lindbergs "Nordiske Kirketidende".

1835 indleverede P.C. Kierkegaard sin afhandling De theologia vere Christiana, præcipue autem philosophica ejus parte, rite construenda til det teologiske fakultet. Som et forsøg på videnskabeligt at begrunde og udvikle det grundtvigske kirkesyn i dets modsætning til den traditionelle teologi blev bogen modtaget særdeles unådigt af fakultetet der dog ikke vovede at afvise den. Ved forsvaret (1836) gjorde P.C. Kierkegaards dialektiske færdigheder sig gældende, men i fakultetets øjne var han herefter umulig. Han forelæste derpå som privatdocent over nytestamentlige og kirkehistoriske emner samtidig med at han virkede som manuduktør. I Lindbergs Kirketidende skrev han en række afhandlinger om den apostolske trosbekendelse i oldkirken, og 1840–42 udgav han sammen med Th. V. Oldenburg Nordisk Tidsskrift for christelig Theologi som han for en stor dels vedkommende fyldte med egne arbejder. Såvel her som i P.C. Kierkegaards senere tidsskrift, Fortsættelser fra Pedersborg (1849–53), koncentreredes hans arbejde om Ny testamente og kirkehistorie. Det er præget af lærdom og skarpsindighed, men P.C. Kierkegaard, der var en fremragende taler, skrev tungt og indviklet, og på grund af en for ham særegen kombination af usædvanlig grundighed og tilbøjelighed til at lade sig aflede af øjeblikkets krav havde han vanskeligt ved at få større arbejder der allerede delvis var offentliggjort ført rigtigt til ende. Bedst gik det med afgrænsede eksegetiske eller patristiske studier medens han aldrig fik fuldført sit kirkehistoriske program, fremsat i afhandlingerne Jesu Christi Kirke i Folke-Kirkerne, 1841–42 og Herrens Seirstog igjennem Folke-Kirkerne, 1852 der, som næsten alt hvad P.C. Kierkegaard skrev inden han blev biskop, var inspireret af tanken om trosordet som kirkens fundament.

Både lysten til at virke ved universitetet og samarbejdet med Grundtvig og hans venner bandt P.C. Kierkegaard til København. Han var medstifter af Danske samfund og Asylselskabet, og han var blandt dem der inspirerede til Grundtvigs berømte forelæsninger på Borchs kollegium 1838, men i længden kunne han ikke finde tilfredsstillelse ved sin noget fritsvævende eksistens. 1842 udnævntes han til sognepræst i Pedersborg og Kindertofte ved Sorø. Han havde svært ved at gøre sig forståelig for sognenes beboere, og messefald var ikke helt usædvanligt i Kindertofte. Bedre befandt han sig blandt embedsbrødre i "Det sydvestsjællandske Broderkonvent", og i Roskilde konvent blev han i kraft af sin lærdom og veltalenhed lige fra begyndelsen en dominerende skikkelse. – P.C. Kierkegaards deltagelse i Roskilde konvents forhandlinger, der findes omhyggeligt refereret i Dansk Kirketidende, afspejler på udmærket måde de tre problemområder der optog ham i Pedersborgtiden: forsvaret for den grundtvigske anskuelse, den kirkelige ordning i landet og forholdet til broderen Søren og hans forfattervirksomhed. I den stadige debat om det grundtvigske kirkesyn havde "skriftteologerne" en formidabel modstander i P.C. Kierkegaard der med sin eksegetiske kundskabsrigdom kunne møde dem på deres eget felt. Mest opmærksomhed vakte nok den diskussion som P.C. Kierkegaard havde med A.G. Rudelbach på det første skandinaviske kirkemøde 1857.

Konventets dannelse 1842 var et udtryk for den deltagelse i det offentlige liv som liberalismen havde opmuntret til. Den grundtvigske anskuelse implicerede et frihedssyn der ikke kunne undgå at få betydning for opfattelsen af den kirkelige ordning. P.C. Kierkegaard kom selv i konflikt med enevældens statskirke da han 1842 nægtede at efterkomme en befaling fra biskop og kancelli om at tvangsdøbe børn af baptistiske forældre, men kongeparrets beskyttelse reddede ham fra at blive afskediget. P.C. Kierkegaard kunne ikke følge Grundtvig i dennes krav om "præstefrihed", men ønskede en moderat og gradvis ændring af de faste statskirkelige former. Formentlig er han en af de første der bevidst har tydet den berømte "løfteparagraf i grundloven således at den ikke indebærer en veritabel kirkeforfatning, men blot en lovgivning der på traditionens grund skaber friere forhold i kirken. Som forkæmper for en sådan opfattelse, men også i almindelig ansvarsbevidsthed over for land og folk, søgte han forgæves valg til den grundlovgivende rigsforsamling. Heller ikke til folketinget opnåede han valg, men han sad i landstinget 1849–52 hvor han nærmest fulgte bondevennerne. P.C. Kierkegaard er en af dem der har været med til at præge den linje der vandt sejr i dansk kirkepolitik.

Søren Kierkegaard så med mishag på den ældre brors virksomhed i Roskilde konvent og i rigsdagen. De bevægede sig ad så forskellige veje at forholdet mellem dem måtte blive belastet, men langt værre blev det da P.C. Kierkegaard 1850 udtalte sig i konventet om H.L. Martensen og Søren Kierkegaard. Især harmede det Søren at P.C. Kierkegaard karakteriserede ham som "ekstatiker". Da Søren Kierkegaard 1854 indledte det angreb på den officielle kirke som han fortsatte til sin død året efter smertede det ham at broderen ikke tog ordet. Men efter at P.C. Kierkegaard 1855 havde ytret sig til kirkekampen i Roskilde konvent brød Søren helt med ham, og han nægtede at modtage ham da han lå for døden. For dem begge blev deres indbyrdes forhold af stor betydning, for Søren ved at intensivere følelsen af at stå alene og ved at skærpe angrebet på kirken, for P.C. Kierkegaard ved at aktualisere momenter i deres fælles anlæg og baggrund der bidrog til at splitte hans sind og forstærke den skrupulositet der til sidst blev hans skæbne. Også i Pedersborgtiden holdt P.C. Kierkegaard lejlighedsvis forelæsninger ved universitetet, altid med god tilslutning. To gange søgte han et teologisk professorat, begge gange støttet af studenteradresser. Fakultetet vovede ganske vist ikke længere at bestride hans kvalifikationer, men fandt dog udveje for at undgå ham. Sidste gang (1854) vragedes han til fordel for J.A. Bornemann der viste sig aldeles umulig. 1856 udnævntes P.C. Kierkegaard til biskop i Ålborg måske fordi H.L. Martensen ville forhindre ham i at blive præst i Kbh. P.C. Kierkegaard blev en energisk og dygtig biskop. Han gjorde meget for at højne standarden i kirke og skole, visiterede utrætteligt, opmuntrede præster og menigheder i tale og skrift og tog sig med sædvanlig samvittighedsfuldhed, men også med indre ængstelse og tvivl om den rigtige afgørelse, af enhver sag der forelagdes ham, eller som han anså for det for sin pligt at tage op. Han bekæmpede sekternes (baptister og mormoner, bl.a.) virksomhed, men kun med åndelige våben. Hierarkiske tilbøjeligheder lå ham fjernt, og han færdedes hellere i fattiggården end i det højere selskabsliv. Blandt bispekollegerne var det kun Otto Laub i Viborg han fik et hjerteligt forhold til.

P.C. Kierkegaards folkekirkelige syn og den respekt som selv kirkelige modstandere var tvunget til at nære for ham bragte ham to gange på tale som kultusminister. 1867 da ministeriet Frijs måtte finde en løsning på Ryslingesagen blev det alvor. P.C. Kierkegaard stillede mange betingelser og nærede mangfoldige betænkeligheder, men sagde ja da han blev fritaget for at have ansvar for kunst og teater og fik løfte om nedsættelse af en kirkelig kommission der skulle følge vedtagelsen af en valgmenighedslov op. P.C. Kierkegaard førte sin sag med stor dygtighed i rigsdagen, men tyngedes af embedets byrder da han følte sig tvunget til at sætte sig ind i enhver sag der var til afgørelse i ministeriet. Da bispekollegerne offentliggjorde et skarpt angreb på lovforslaget var hans modstandskraft brudt, og han vendte syg og skuffet hjem inden loven blev vedtaget.

Det var naturligt at P.C. Kierkegaard fik sæde i kirkekommissionen, men i de følgende år tiltog hans tungsind og træthed, og 1875 tog han sin afsked. Livet i hjemmet var trist. Hustruen var næsten altid sengeliggende, og sønnen Poul hvis psykiske tilstand hindrede ham i at leve et normalt liv måtte med P.C. Kierkegaards tilbøjelighed til at se tegn og anvisninger i alt tage sig ud som et levende udtryk for Guds dom over Kierkegaard og hans slægt. Han følte sig under bestandig anklage, frasagde sig al rang og pintes af selvbebrejdelser. 1879 afviste han den teologiske æresdoktorgrad, og i de sidste år var han sindssyg.

Familie

Forældre: hosekræmmer Michael Pedersen Kierkeggard (1756–1838, gift 1. gang 1794 med Kirstine Nielsdatter Royen, ca. 1758–96) og Ane Sørensdatter Lund (1768–1834). Gift 1. gang 21.10.1836 i Kbh. (Holmens) med Elise Marie Boisen, født 31.1.1806 i Vesterborg, død 18.7.1837 i Kbh., d. af biskop P.O. Boisen (1762–1831) og Anna Nannestad (1775–1853). Gift 2. gang 12.6.1841 på Frbg. med Sophie Henriette (Jette) Glahn, født 14.5.1809 i Olstrup, død 1.6.1881 i Ålborg, d. af sognepræst i Ulsø, senere residerende kapellan ved Garnisons k. Poul Egede Glahn (1778–1846) og Bodil Marie Elisabeth Blicher (1783–1862). – Far til P. Kierkegaard. Bror til Søren Kierkegaard.

Udnævnelser

R. 1858. DM. 1860. K.2 1869. K.1 1874.

Ikonografi

Silhouet af N. Chr. Fausing fra 1840'erne. Litografi af A. Lønborg, 1862, efter foto. Litografi 1867 efter foto, træsnit efter samme af H. P. Hansen, 1867, samt 1874. To træsnit 1888. Mal. (Budolfi k., Ålborg). Foto.

Bibliografi

Udg. Saml. skr. I-VI, 1902–05.

Kilder. Biskop Otto Laubs levnet, udg. F. L. Mynster II, 2, 1887 230–73 (breve). Breve fra og til N. F. S. Grundtvig II, 1926.

Lit. Fr. Hammerich: Et levnetsløb I–11, 1882–83. H. Martensen: Af mit levnet II–III, 1883. L. Koch i Kirkehist. saml. 3.r.V, 1884–86 437–60. H. Rosendahl sst. 4.r.V, 1897–99 408–44 (heri breve). Carl Weltzer sst. 6.r.IV, 1944 436–534. Leif Grane sst. 1976 122–49. H. P. Barfod: Til minde om biskop P. C. K., 1888. Vilh. Birkedal: Personlige oplevelser II, 1890 76–84. J. F. Fenger: Det sydvestsjæll. broderkonvent, 1890. L. Bøgeskov: Tre gennembrudsmænd, 1905 46–121. J. P. Bang, L. Nyegård og P. N. Petersen i Dansk kirketid., 1905 440–79. B. Paludan-Müller i Tidsskr., udg. H. Begtrup II, 1906 129–70. Th. Elmquist i Vintersol II, 1909 9–31. Ida Johnsen: Mellem to tidsaldre, 1915 (fot. optr. 1969) = Memoirer og breve XXIII. H. Bøgedal og S. M. Repsdorph i Kirkeligt samf.s julebog 1925 65–119. Eduard Geismar: Søren Kierkegaard I-VI, 1926–28. H. Høffding: Erindr., 1928 71–75. Sejer Kühle i Pers.hist. t. 9.r.IV, 1931 253–63; V, 1932 150–52; 10.r.II, 1935 19–25. Fr. Brandt og E. Rammel: Søren Kierkegaard og pengene, 1935. Carl Weltzer: Peter og Søren K., 1936. H. J. H. Glædemark: Kirkeforfatningsspørgsmålet i Danm., 1948. Otto Holmgaard: P. C. K., Grundtvigs lærling, 1953. Ib Ostenfeld: Poul Kierkegaard, 1957. P.G. Lindhardt i Den danske kirkes hist. VII, 1958. Jørgen Bukdahl: Tordenvejret og gentagelsen, 1974 48–73.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Grane: P.C. Kierkegaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292553