Oluf

Oluf, d. 10.3.1320, biskop i Roskilde. Slægtsforhold ukendt. Begravet i Roskilde domkirke.

Oluf var magister og kannik i Roskilde, da han 1299 optrådte som Jens Grands prokurator mod kongen. Året efter døde Roskildebispen Jens Krag, og kapitlet valgte kanniken Florentius, men valget blev kasseret, og det blev derefter overladt ærkebispen at providere kirken med en biskop. Jens Grand udpegede Oluf, men Florentius appellerede til paven og rejste til kurien, så Oluf gjorde ligeså og opnåede pavelig stadfæstelse og indvielse 1304. Udnævnelsen var næppe efter Erik Menveds ønske, men der vides ikke om noget spændt forhold før 1312 da Oluf sammen med den nye ærkebiskop Esger Juul rejste til konciliet i Vienne og udvirkede nogle buller der skulle skaffe de danske bispestole tabt gods tilbage. Kong Erik mente, at bullerne var rettet mod kronen og gik kraftigt til værks mod bisperne 1313 i forbindelse med det jyske bondeoprør.

– Okyf gjorde overmåde meget for sin domkirke og gudstjenesten i den. Kantordømmet blev ophøjet til prælatur, og han viste stor interesse for skolarernes forhold. På sydsiden af domkirken lod han opføre Vor Frue kapel og ønskede at blive begravet der. Han sikrede kapelstiftelsen økonomisk ved at annektere sognekirkerne i Højelse og Gundsømagle dertil.

– Både Oluf og hans rival Florentius protesterede som kanniker mod fyrst Wizlaw IIs oprettelse 1296 af det nye rügiske cistercienserkloster Hiddensee, men Oluf gik senere på forlig og accepterede den nye klosterstiftelse. Han synes iøvrigt at have været meget positiv over for både franciskanere og dominikanere. Udover en række pavebreve udvirket under hans besøg ved kurien udstedte han selv adskillige afladsbreve til en række klostre.

– Den kendte fortælling om dronning Ingeborgs ophold i Skt. Clara kloster og hendes samtale med Oluf hvor hun forudsagde både kongens og bispens død stammer fra franciskanerhistorikeren Peder Olsen (ms. 107 8° fol. 77v i den arnamagnæanske samling).