Niels Jensen (ærkebiskop)

Niels Jensen, Niels Jonsen, d. 5. el. 9.2.1379, ærkebiskop af Lund. Død på Hammershus, begravet i Lund domk. Ifølge skånsk tradition stammede J. fra Jylland. Hans våben var det samme som førtes af mænd af slægten Bild. J. træffes første gang som kgl. kapellan 1346 og nævnes som kannik i Roskilde samt provst i Østersyssel i 1350erne, fik dertil omkr. 1360 et kanonikat i Lund. 14.3.1361 valgte Lund domkapitel J. til ærkebiskop; Innocens VI erklærede valget ugyldigt, men udnævnte dog af egen magtfylde J. 25.10.1361. Ærkebiskoppens stilling var ikke mere som i ældre tid. På den ene side trængtes han af kuriens centralisationstendenser og pengekrav, på den anden side af domkapitlets stræben efter at fæstne sine rettigheder. Hertil kom den politiske situation, Valdemar (IV) Atterdags målbevidste arbejde for at generhverve Skåne fra Sverige var netop lykkedes, men skabte nye vanskeligheder for ærkesædet. 1362 tilbagegav Valdemar J. ærkesædets gamle besiddelse Bornholm med Hammershus, som kongen havde erobret et par år forinden, på betingelse af at øen og borgen, i fald han krævede det, skulle overlades ham i fuldgodt krigsudstyr. Ikke længe efter kom J. til at gribe ind i det politiske spil. Elisabeth af Holsten der "per procurationem" var blevet viet til den svenske konge Magnus Smeks søn Haakon – en forbindelse der gik mod Valdemars interesse og aftale med kong Magnus – drev under sejladsen til Sverige ind på ærkebispens territorium, og J. holdt hende tilbage, idet han mente at måtte hindre dette ægteskab mod Gud og loven. I mellemtiden fejredes Haakons bryllup med Valdemars datter Margrete i Kbh. april 1363. N.å. blev Magnus Smek fordrevet, Albrecht af Mecklenburg valgtes til svensk konge og snart fandt Valdemar Atterdags mange fjender hinanden. 1368 tog hanseaterne Skanør og Falsterbo, 1369 faldt Helsingborg. 1370 måtte det danske rigsråd med Henning Podebusk og ærkebispen i spidsen underskrive freden i Stralsund, hvorved styrelsen af Skånes vestkyst i en årrække lagdes i hænderne på hanseaterne. Lunds stift led meget i disse år. J.s brev af 2.8.1370 taler om vold mod kirkens mænd, hærværk og ran; domkirken og Lundegård såvel som andre af ærkebispens gårde er blevet hjemsøgt. For at råde bod på den forvirring i ejendomsforholdene som de lovløse tider havde voldt tog J. 1374 initiativet til at oprette den første jordebog over domkapitlets gods. Arbejdet hermed blev næppe fuldført, men godsfortegnelserne udgjorde dog administrationsgrundlaget indtil Birger Gunnersens fuldstændige jordebog, "paltebogen".

I efteråret 1378 tog J. ophold på Hammershus, og nov. s.å. udstedte han herfra gavebrev på sit skånske købegods til ærkebispebordet med pligt for kommende ærkebisper til at foretage årlige distributioner blandt kanniker, vikarer og fattige skolarer. J. har vel følt dødens komme, siden han kaldte kapitlets prælater til Bornholm. I deres nærværelse udstedte han 3.2.1379 umiddelbart før sin død – af Roskilde- og Lundenekrologierne anført under hhv. 5. og 9.2. – sit testamente. – Vi kender intet til J.s studieforløb, men blandt de mange boghåndskrifter han bortskænkede var en tobinds bibel som han havde købt i Flandern. Hans bibliotek var vidtspændende, bl.a. synes han at have ejet Anders Sunesens Hexaemeron, og omfattede udover gejstlig litteratur flere af de klassiske forfattere. Af testamentet fremgår en stærk positiv interesse for skolerne i Lund. Selv forfattede J. en krønike om sine forgængere på ærkestolen Chronicon archiepiscoporum Lundensium.