Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Brun

Oprindelig forfatter ELJ
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Niels Brun, levede 1360, biskop i Slesvig. Da den tyskfødte biskop Henrik Warendorp var død i slutningen af 1350 eller begyndelsen af 1351, skred domkapitlet til valg uden hensyn til at paven 1330 havde reserveret sig besættelsen af Slesvig bispestol; man valgte en dansk mand, en af kirkens kanniker, B. – Slægtsnavnet er ikke overleveret fra samtiden men kendes kun gennem 1500-tallets slesvigske historikere. B. blev viet af ærkebispen af Lund og fungerede som biskop; men pave Clemens VI havde udnævnt Theoderik fra Minden og anerkendte ikke domkapitlets valg; først 1354 blev forholdet ordnet, idet Innocens VI beskikkede Theoderik til biskop af Minden og udnævnte B. til biskop af Slesvig. Man kender ikke meget til hans stiftstyre udover nogle breve der oftest er daterede fra Slesvig by eller bispeborgen Svabsted. Han nævnes ikke ved rigsmøder og andre sammenkomster i 1350erne og 1360erne hvor landets bisper var til stede; kun én gang finder vi hans navn i deres kreds i et afladsbrev fra Vordingborg 1366. Det fjendtlige forhold mellem kongen og hertugen har vel bidraget til at isolere ham. – 1362 hærgedes vestkysten af Slesvig af en stormflod der bortrev meget land. Paul Cypræus (1536–1609) gengiver i sin slesvigske bispekrønike en gammel fortegnelse over de sogne der gik tabt og siger at den hidrører fra B.; Cornelius Hamsfort (1546–1627) hentyder til samme stykke og karakteriserer i den anledning B. som en historiekyndig mand. Et spørgsmål er det dog om man med rette har hæftet biskop B.s navn ved denne "Catalogus" og om den i et og alt er til at stole på. – Endnu i juli 1368 får B. kvittering for penge han har sendt til Rom, men siden forekommer han ikke mere. Jan. 1370 udnævner paven hans eftermand.

Bibliografi

Acta pontificum danica I, 1904. – P. Lauridsen i Hist. t. 6.r. I, 1887–88 358; 6.r. V, 1894–95 209–13. L. Moltesen: De avignonske pavers forhold til Danm., 1896 110 11 Tf.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Lund Jensen: Niels Brun i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287769