Mads Lang

Mads Lang, d. 16.4.1557, biskop i Århus. Begravet i Århus domk. Troværdig Århustradition meddelte (ca. 1592) at L. var fra Hardsyssel og havde været rektor i Slagelse inden sin reformatoriske virksomhed. Da også hans gravskrift bekræfter at han først "styrede Skoler" har han sikkert haft tidens almindelige klerikale uddannelse. I alt fald før sommeren 1529 var L. luthersk prædikant i Randers og fremkaldte, sammen med en tidligere franciskaner, en så stærk bevægelse at magistraten allerede i begyndelsen af 1531 ville forbyde al katolsk gudstjeneste. Efter L.s og hans fælles opfordring indbød man først, omend forgæves Paulus Helie til offentligt at disputere med dem om messens forsvarlighed. Virkningsløst blev dennes forsvarsskrift til Randers (om messens "Kanon") med det indledningsbrev af 18.4. der advarede mod "de forløbne Skalke og ublu Hunde" som var skyld i byens frafald. Den af prædikanterne der kaldes "en selvgjort Præst", er L. (som en tilskrift i et eksemplar af skriftet viser). L. havde altså ikke katolsk præstevielse; antagelig var han da ordineret ved "introduktion" af Hans Tausen (der senest sommeren 1529 forlod Jylland) efter at have modtaget en formelig "kaldelse" af Randers magistrat. Muligvis har han forinden fået evangelisk undervisning i Jørgen Sadolins præsteskole i Viborg. 31.5.1530 kaldte rigshofmesteren, som kongen havde givet Gråbrødrekloster, L. til præst ved kirken der.

At samtiden regnede L. til de ypperste blandt "prædikanterne" viste hans indkaldelse til "konvokatsen" jan. 1537 i Odense der udarbejdede udkastet til Danmarks nye kirkeordning, og hans navn står under den latinske "Kirkeordinans" af 1537; samtidig (2.9.) indviedes han i Kbh. af J. Bugenhagen til superintendent i Århus. Da bispegården overgik til den kgl. lensmand, fik han vel bolig i den kapitelsgård syd for kirken som Christian III 1558 fastslog som stadig bisperesidens. Som biskop deltog L. i de "nationalsynoder" (bispemøder) som traf yderligere bestemmelser om kirkeforholdenes nyordning. Foruden af kirkevisitatserne var han ligesom de andre superintendenter særlig optaget af at ordne de lærde skoler og hospitalsvæsenet. 1541 oprettedes i Århus gamle dominikanerkloster et "hospital" for hele stiftet, hvorfor helligåndshusene i Randers og Horsens med deres gods henlagdes til denne stiftelse (et forhold der efter L.s død ophørte). Om tidens vanskeligheder med at fremkalde det fromhedsliv man ventede af evangeliets sejr, viser den (tyske) klageskrivelse han (vel 1547) indsendte til kongen, hvori han kræver straf, dels for den almindelige overtrædelse både på landet og i byerne af søndags- og festhelg ved tinghold, arbejde, handel og drikkeri, dels for ublu åger og sædelighedsbrud, og han ønsker deres vidneed forkastet som ikke kan katekismen og især de ti bud. Siden 1540 kaldes L. "mester". Man har formodet, at han efter sin udnævnelse til biskop har taget denne akademiske grad; muligvis havde han den dog forinden, men har i kampårene (ligesom fx Hans Tausen) af foragt for tidens universitets-dannelse undladt at bruge titlen. Om litterær virken af L. vides kun, at han på Johan Friis' opfordring påbegyndte en bearbejdelse i danske vers af humanisten Bartholæus de Platinas "Vitae pontificum" der belyste pavedømmets brøst; efter L.s død kom manuskriptet til A. S. Vedel. – Allerede Paulus Helies brev 1531 antyder, at L. var gift; hans hustru overlevede ham og fik ved kongebrev noget underhold.