Lauge Urne, Lave Urne, Lage Urne, ca. 1467-29.4.1529, biskop. Død på bispegården Bistrup, begravet i Roskilde domk. Sin første uddannelse modtog U. sikkert i Odense idet han juni 1490 indskreves som "L. U. de Ottonia" ved universitetet i Greifswald hvor han febr. 1491 blev baccalaur. Allerede i okt. s.å. blev han magister i Rostock. Da han i jan. 1494 opholdt sig i Rom "for studiers skyld" bevilgede paven ham et sognekald i Børglum stift og gav ham beskikkelse som offentlig notar. Senest marts 1496 var U. hjemme og i virksomhed som notar, og året efter var "Mester L. U." kannik i Roskilde og generalofficial hos biskop Niels Skave. 1499 var U. som bispens kansler nærværende i Stralsund i anledning af kirkesager på Rügen. I maj 1503 deltog U. i fredsforhandlinger i Lübeck på kongens vegne og vist i følge med biskop Jens Andersen (Beldenak). S.å. indsatte hans halvbror, provsten i Odense, Hans Urne ham som testamenteksekutor og efterlod ham en værdifuld bogsamling. I dec. 1503 var U. atter i Rom for at få pavelig tilladelse til at modtage de højere kirkelige vielser. Få dage senere befalede Julius II biskoppen i Roskilde m.fl. at overdrage U. ærkedegnedømmet i Roskilde. U. fik imidlertid ikke dette embede men blev kantor og nævnes i aug. 1504 som "dr. decretorum" og "cantor principalis". Sit ry som ekspert i kirkeretten godtgjorde U. bl.a. ved en berømmelig tale om kirkernes immunitet som han holdt 1507 ved universitetet i nærværelse af skotske gesandter. Rimeligvis vidner dette om hans forbindelse til hofkredse. Allerede 1505 havde således dronning Christine brugt ham til reform af gråbrødreklostret i Næstved. I dec. 1510, da kong Hans sendte ham til kejser Maximilian for at formå denne til at skride ind mod Lübeck, var han optaget i rigsrådet. U. fulgte med kejseren til Burgunds grænser, men endnu ved udgangen af marts 1511 havde han ikke fået svar på krav om ophør af Lübecks handel med Sverige, og positive resultater opnåede han overhovedet ikke. På hjemvejen blev han i stiftet Mainz udplyndret af en tysk adelsmand som endog tvang ham til at aflægge ed på ikke at søge overfaldet straffet. Alligevel inddroges såvel kejser som pave i sagen, og den sidste løste U. fra den aftvungne ed, men sagens udfald kendes ikke. Antagelig efter denne sendelse blev U. den senere Christian II's kansler og medvirkede april 1512 ved afslutningen af en overenskomst med Sverige og fred med Lübeck. 20.5. s.å. kom belønningen da Julius II udnævnte ham til biskop i Roskilde efter den resignerende Johan Jepsen Ravensberg. I jan. 1513 indviede biskop Iver Munk ham i Ribe i kongens og dronningens nærværelse, men først 4.2. beseglede han sin forpligtelse over for kapitlet.

Omtrent samtidig med indvielsen overdrog paven U. som sin særlige nuntius at præsidere ved det forestående fredsmøde i Kbh. i juli 1513 mellem Danmark og Sverige og pålagde ham at virke for korstog mod tyrkerne. På grund af kong Hans' uventede død blev fredsmødet kombineret med det rigsrådsmøde der fastsatte Christian II's håndfæstning der gav rådet en betinget oprørsret hvis kongen brød sine forpligtelser. Denne klausul skyldtes vist de jyske biskopper som havde ønsket at få den senere Frederik I til konge, især vel på grund af Christian II's tidligere overgreb over for biskop Karl af Hamar. Denne sag overdrog paven til U. at undersøge sammen med ærkebiskop Erik Valkendorf. Kongen blev frikendt i bispens død, og 12.8.1513 absolverede U. ham derefter fra de kirkestraffe han var hjemfalden til ved bispens fængsling. – I egenskab af kansler bød U. aug. 1515 dronning Elisabeth velkommen til Danmark i en latinsk tale og medvirkede 1516-17 ved kurien til at hindre at Sten Sture blev godkendt som Sveriges konge og at Arcimbold som nuntius fik mandat til at krone ham. Antagelig bidrog faren for omslag i Rom til at U. tilrådede Christian II at godkende Arcimbolds afladshandel 1517, ligesom han frarådede kongen at fængsle nuntien da denne på hjemrejsen igen kom til Danmark efter at han i Sverige havde optrådt som kongens fjende. 1519 overdrog paven U. (sammen med ærkebiskop Birger) at sætte Sten Sture i band og gjorde samtidig U. til voldgiftsmand i kongens sag mod Jens Andersen Beldenak. U. medvirkede til den hårde dom over denne april 1520. – Christian II's henrettelser efter Sveriges erobring, endog af to biskopper, hans nye danske love, indkaldelsen af wittenbergerne og hans voldsfærd mod Lunds stift var hårde prøvelser for U., og han hævdede siden at han gentagne gange formanede kongen til bod; men trods alt brød han først med kongen efter at det jyske oprør havde ført til Frederik I's hylding i Viborg.

Som biskop havde U. 1517 udstedt en række reformerende statutter (væsentlig med ærkebiskopperne Jens Brostrups og Birgers som forbillede). Arcimbold stadfæstede dem ved en stedfortræder, og de blev trykt i Kbh. De lægger stor vægt på gudstjenesternes værdige udførelse og på omhyggelig sjælesorg og kræver opbyggelige prædikener "i den evangelske lære og Guds bud". Inden præstevielse skal vedkommende have nødvendig videnskabelig uddannelse, kanonisk alder og sikret underhold; præsternes livsførelse skal være dadelfri og konkubinat ophøre, tiggermunkenes konkurrence med sognepræsterne bekæmpes. – En indskrift på universitetets nye bygning fra 1512 bevidnede institutionens dybe respekt for sin nye kansler og patron. Da karmeliterne 1519 oprettede deres kollegium hjalp U. ordenen til et mageskifte. 1522 da universitetet havde mistet Paulus Helie som lærer efter den dristige skt. hansdags prædiken stiftede U. i dec. en kannikestilling ved Kbh.s kapitel der reserveredes en gradueret teolog som skulle forelæse på universitetet. Hans forståelse af bibelstudiets betydning fremgår bl.a. af at han fandt sig i at nevøen Claus Urne studerede i Wittenberg.

U. viste sin domkirkes bygning stor interesse; 1518 blev den helt dækket med kobbertag, og han lod den udsmykke med kalkmalerier, således de store billeder af pave Lucius, kirkens patron, og af Holger Danske; det sidste for fædrelandets historie. I Sorø havde han en ligesindet ven i abbed Henrik Tornekrands, tilsammen bekostede de det store krucifiks under triumfbuen. I Ringsted lod han en versificeret indskrift minde om brodermordet da han 1520 gav Erik Plovpenning en ny grav. Den ham nærtstående lundekannik Christiern Pedersen opfordrede han ivrigt til at besørge en udgave af Saxo hvorfor fortalen til udgaven 1514 særlig berømmer U. for hans fortjenester. – 1523, da Christian II vendte tilbage fra Jylland uden at have kunnet standse oprøret, havde U. i Kbh. gentagne forhandlinger med ham, men hans "gode råd" om at vise bodfærdighed og ændre regeringsmåden (vel især skille sig af med Sigbrit Villoms) var forgæves. Dagen efter modtog han et "svigefuldt" brev fra Sigbrit hvorfor han af frygt for sit liv rejste til sit faste slot Dragsholm hvor han forgæves håbede på en sammenkomst med kongen alene. Efter nye truende efterretninger forlod han Sjælland sammen med abbed Henrik fra Sorø og prior Eskil fra Antvorskov og tog først ophold på Isgård ved Molshoved der tilhørte Århus bispestol. Herfra forsikrede han kongen (28.3.) at han ikke ville forhandle med hans fjender såfremt han ville vise sig velsindet mod ham og hans stift. Kort efter (vel 2.4.) mødte han Frederik I i Århus og lovede hylding, og efter at have modtaget et hånligt brev hvori Christian II kaldte ham forræder sendte han 10.4. fra Horsens kongen sit opsigelsesbrev. Under opholdet i Jylland blev bispegårdene Bistrup og Svenstrup plyndret af Christian IIs folk.

I hyldingen af Frederik I i Viborg (26.3.) og affattelsen af den foreløbige håndfæstning har U. således ikke deltaget; men i den endelige håndfæstning (af 3.8.) er U.s navn det første, og hans stemme høres tydeligt gennem rigsrådets proklamation ved kroningen i aug. 1524 hvori rigets urokkelige troskab mod paven og romerkirken fastslås. – U. var Frederik I en offervillig støtte indtil denne ændrede sin kirkepolitik. Som rigsrådets første mand havde U. 1523 beseglet kontrakten om Kbh.s og Malmøs overgivelse, fungerede 1523-24 som statholder i Sjælland i kongens fravær, billigede 1524 den tunge, ekstraordinære beskatning af gejstligheden samt den store landehjælp. Allerede 1525 viste sig imidlertid tydelige tegn på brud i den kirkelige enhedsfront. På herredagen i Kbh. afværgede U. sammen med Ove Bille den udenråds adels "onde forsæt" mod kirken. Men febr. 1526 hævdede kongen på landdagen i Kiel sit tolerancestandpunkt over for lutherske prædikanter, og i aug. gav han og sytten rigsråder Aage Sparre en foreløbig stadfæstelse på ærkesædet, skønt paven 1525 havde udnævnt Jørgen Skodborg, men dom om hvem der rettelig var valgt tilkom konge og rigsråd. Ingen af bisperne tiltrådte dette reelle brud med kanonisk ret og paven. U. tilskrev 4.3.1527 Aage Sparre at han ikke længere kunne anerkende ham som ærkebiskop, et standpunkt han fastholdt til sin død. Til den nu nødvendige åndelige bekæmpelse af lutherdommen manglede U. ligesom sine kolleger de rette evner. Ved universitetet søgte Paulus Helie at dæmme op mod en luthersk bevægelse, men i juli 1527 måtte U. som kansler gribe ind med forbud mod at andre end baccalaurer og præster hørte teologiske forelæsninger, og en Malmøpræst, Claus Mortensen Tøndebinder, forbød han adgang til stiftets prædikestole. Det synes at det virkelig lykkedes U. ved sin myndighed at holde bevægelsen nede så længe han levede. I april 1529 gjorde imidlertid en strubebetændelse i løbet af få dage ende på hans liv. U. betænkte i sit testamente en mængde gejstlige og verdslige med gaver, men betegnende nok af bisperne kun Ove Bille og Iver Munk foruden ærkebiskoppen (ɔ: Jørgen Skodborg). Med U. mistede romerkirken i Danmark sin betydeligste støtte; med rette siger Skibykrøniken, der bebrejder ham adelstolthed og favorisering af slægtninge ved lensbesættelser, at han i begavelse, lærdom og myndighed langt overgik de andre bisper.

Familie

Forældre: Jørgen U. til Brolykke, Hindsholm (død 1480, gift 1. gang med Sidsel Knob el. Rigstrup, gift 2. gang med Margrete Eriksdatter Bille) og Kirsten Krumstrup (død 1518). – Bror til Johan U. (død 1537) og Knud U.

Bibliografi

Kilder. Danske mag. I, 1745 291 295 298; 3.r.III, 1851 212-50 (L. U.s testamente); 4.r.II, 1873 329-33. Kirkehist, saml. 2.r.III, 1864-66 262-91 (L. U.s synodalstatutter); V, 1869-71 492f; VI, 1872-73 148-50. Monumenta hist. Danicæ, udg. H. F. Rørdam 1, 1873; 2.r.II, 1887 fl.st. Kong Fr. Is da. registranter, udg. Kr. Erslev og W. Mollerup, 1879. Dronning Christines hofholdnings-regnskaber, udg. Will. Christensen, 1904. Missiver fra Chr. Is og Hans' tid, udg. samme I–II, 1912-14. Acta pontificum Danica V-VII, udg. Alfr. Krarup og Johs. Lindbæk, 1913-43.

Lit. Michael Treschow i Danske mag. 2.r.III, 1810 197-234. P. E. Müller: Vita Lagonis Urne I–II, 1831-33. A. Heise i Kirkehist. saml. 2.r.V, 1869-71 278 297f. L. Daae sst. 4.r.II, 1891-93 721-25 (heri nogle latinske vers af U.). Johs. Lindbæk: Pavernes forhold til Danm., 1907. Troels Dahlerup: Studier i senmiddelalderlig da. kirkeorganisation, 1963 = Kirkehist. studier 2.r.XV. Samme: Det danske sysselprovsti i middelalderen, 1968. P. G. Lindhardt: Nederlagets mænd, 1968.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig