Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jon Arason

Oprindelig forfatter JHelg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jon Arason, 1484-7.11.1550, biskop på Island. Det overleverede fødselsår er dog omstridt, da visse grunde kunne tale for et ældre tidspunkt. Født på gården Gryta i Eyjafjörður, død i Skålholt, begravet sst., n.å. flyttet til domkirken i Holar. Under de trange kår i barndomshjemmet gik A. tidlig til hånde ved arbejdet i det nærliggende kloster Munka-Pverå og fik her de for en gejstlig uundværligste kundskaber. Efter at være blevet præsteviet steg han snart i anseelse (han nævnes som præst 1507, som præst til Hrafnagil 1508, som provst 1509, som økonom for domkirken på Holar 1515) og blev på forskellig måde begunstiget af biskoppen på Holar. Han viste sig som en velbegavet, energisk og selvrådig mand der kraftigt arbejdede for at øge sin indflydelse og formue. Som det var skik på Island blandt de katolske gejstlige levede han sammen med en kvinde; denne, Helga Sigurðardottir, fødte ham talrige børn som han offentlig anerkendte som sine. Da bispestolen på Holar 1520 blev ledig fik A. den midlertidige bestyrelse af embedet. Den endelige besættelse tilkom den trondhjemske ærkebiskop som på dette tidspunkt var Erik Valkendorf men denne forlod sit stift inden sagens afgørelse, og domkapitlet synes at have optrådt temmelig vaklende. På den ene side tilskrev man Holar stifts præsteskab at stiftets gejstlige selv kunne vælge sig en biskop hvorefter A. blev valgt. På den anden side overdrog man den nyvalgte Skálholt-biskop Ögmundur Pálsson som 1522 vendte hjem fra sin indvielse at være det ledige bispedømmes midlertidige bestyrer. Da denne søgte at gøre sin indflydelse gældende udbrød der en bitter strid mellem ham og A., som støttedes af stiftets præster. Ved sin rådsnarhed og uforsagthed nåede A., til trods for Skálholt-biskoppens modstand, at få sit valg anerkendt af Frederik I samt godkendt i Norge 1524, og n.å. kunne han som indviet biskop vende tilbage til Island (ærkebiskoppens vielsesattest er dateret 7.9.1524). Forholdet til biskop Ögmundur var foreløbig så spændt at de endogså på altinget begge mødte op med stort væbnet følge, men antog efterhånden mere venskabelige former, bl.a. vistnok på grund af fælles frygt for reformationen.

Før A. blev biskop var han blevet en velhavende mand, og også i sin nye stilling var han ivrig efter at udvide sin formue som snart blev meget betydelig. Samtidig virkede han med held for at berige bispestolen. Heri fulgte han sine forgængeres eksempel, dog uden som disse at gøre sig forhadt ved uforholdsmæssig strenghed. Hans børn favoriseredes på mange måder. En af sønnerne, Ari, blev lagmand (1530), tre andre sønner blev præster i stiftets bedste kald, og gennem sine børn besvogredes biskoppen med Islands rigeste og mest ansete familier. Sit højdepunkt nåede hans magt under de med Grevens fejde følgende uroligheder i Danmark og Norge da de islandske biskopper ikke blot havde den gejstlige, men også den verdslige bestyrelse af landet. 1538 sendte Christian III sin kirkeordinans til Island. Biskop Ögmundur. i hvis stift reformationen ikke var uforberedt, søgte efter evne at modarbejde ordinansen, men da han var gammel og blind nedlagde han snart efter embedet. Hans efterfølger, Gizur Einarsson, viste sig til hans store skuffelse at være luthersk sindet. På altinget 1541 vedtoges den nye kirkeordinans for Skálholt bispedømme medens biskop Ögmundur holdtes fangen på et dansk krigsskib som senere bortførte ham. Derimod kom ordinansen ikke til at gælde for Holar stift hvis repræsentation ikke var mødt på altinget. A. som med sit følge havde været undervejs anså det nemlig da efterretningen om fængslingen af biskop Ögmundur nåede ham, for klogest ikke at give møde. Derimod sendte han og hans søn Ari breve hvori de lovede kongen lydighed, men klagede over at landets lov ikke blev overholdt, og henskød de kirkelige sagers afgørelse til domkapitlet i Trondheim. 1542 kaldtes begge biskopper til Kbh. til forhandlinger angående kirkeordningen. A. undskyldte sig med sin helbredstilstand men sendte tre fuldmægtige, deriblandt en af sine sønner. Resultatet af forhandlingerne skal have været at de lovede på A.s vegne at reformationen skulle blive indført, men dette skete ikke og i de følgende år blev A. siddende uantastet som katolsk biskop. – Marts 1548 døde biskop Gizur i sin bedste alder. Hidtil havde A. ikke blandet sig i de kirkelige forhold i Skálholt stift. Fra nu af fremtrådte han med hensynsløs dristighed, men næppe med tilsvarende forudseenhed og klogskab som den der med alle midler søgte at opretholde den gamle tingenes tilstand over hele landet. I hans motiver kan kærlighed til den gamle religion, iver for at bevare kirkens magtstilling over for den voksende kongemagt og privat ærgerrighed næppe adskilles. Efter at have erfaret Gizurs død tilskrev han Skálholt stifts indbyggere og tilbød at overtage de biskoppelige forretningers

udførelse på gammel vis. Det lutherske partis ledere skyndte sig at udvælge en biskop som så blev sendt ud af landet for at søge kongelig stadfæstelse på valget. Også en katolsk modkandidat blev sendt til Danmark, men under dennes fraværelse blev A. af det katolske præsteskab valgt til official i stiftet. Det lykkedes ham dog ikke at sætte sig i besiddelse af selve det sydlige bispesæde hvor modpartiet var beredt til at tage imod ham med våbenmagt. I stedet for vendte han sig om efteråret mod en af reformationens støtter, storbonden Daði Guðmundsson i Dala syssel på Vestlandet og lod ham dømme til at have hele sin ejendom forbrudt. Da Dadi fik de verdslige myndigheder til at erklære dommen for ugyldig lyste biskoppen ham i band.

Annonce

I Danmark blev selvfølgelig den luthersk sindede kandidat til Skálholt bispedømme, Marteinn Einarsson, den foretrukne og indviedes i Kbh. april 1549. Tillige erklæredes A. på grund af ulydighed og voldsgerninger for fredløs, og Daði Guðmundsson anmodedes om at lade ham og hans sønner gribe. På altinget s.å. erklæredes alle af A. i Skálholt stift udførte kirkelige handlinger for ugyldige. Disse efterretninger var dog så langtfra at knække biskoppens mod at han tværtimod nu viede sig til kamp for troen selv om det skulle gælde livet. Et nådigt brev fra paven som han året før havde tilskrevet for at spørge ham til råds styrkede ham i hans forehavende. Som official for den i sin tid af det katolske parti i Skálholt stift valgte modkandidat til biskop Marteinn fastholdt han sin biskoppelige myndighed også i dette stift og lod en dom udgå mod det lutherske kætteri, gældende for det hele land. Derpå lod han i henhold til denne dom sine to sønner som trofast fulgte ham, præsten Björn og Ari, gribe biskop Marteinn som befandt sig med et ringe følge i en præstegård på Vestlandet, og føre ham til Nordlandet hvor han henved et år holdtes i fangenskab. Som tidligere søgte A.s tvivlrådige modstandere hjælp i Kbh. hvorfra der nu udgik nye skrivelser. Høvedsmanden fik befaling til at fængsle ham, Daði Guðmundsson anmodedes om at yde sin hjælp dertil, og videre påbødes det præsterne i Holar bispedømme at vælge en ny mod ordinansen lydig biskop, da A. nu var afsat. Peder Palladius skrev en indtrængende anmodning til A. om at gå over til den evangeliske tro og stillede ham i udsigt at han så ville kunne opnå forlig med kongen og beholde embedet. I stedet for at lytte til disse tilbud besluttede A. at slå et afgørende slag. Ledsaget af sønnerne Björn og Ari og over 400 bevæbnede mænd samt den fangne biskop Marteinn red han sommeren 1550 til altinget hvor ingen vovede at sætte sig op imod ham, og lod sig her bekræfte i styrelsen af Skálholt bispedømme. Derpå besøgte han Skálholt bispegaard som nu overgav sig. I overværelse af en mængde mennesker rensedes kirken, medens den afdøde biskop Gizur opgravedes som kætter og jordedes uden for kirkegården. Den katolske tro genindførtes overalt i stiftet og de inddragne klostre genoprettedes. Af A.s modstandere var nu først og fremmest Daði Guðmundsson tilbage, og for at få en dom over ham begav A. sig med sine to førnævnte sønner i okt. 1550 til hans hjemstavn. Togtet var dårligt forberedt, og det lykkedes Daði at overrumple sine fjender og tage dem til fange på den ham tilhørende gård Sauðafell som de havde besat. Man sendte nu bud efter den kongelige befalingsmands fuldmægtig, den danske Christian "Skriver", og der blev nedsat en domstol som dømte at fangerne skulle forvares til næste alting hvor den endelige afgørelse af deres sag skulle tages. Derpå førtes de til Skálholt. I følget befandt sig bl.a. Daði og Christian Skriver samt den nu løsgivne biskop Marteinn. I Skálholt viste det sig at ingen vovede at påtage sig ansvaret for fangernes forvaring, og man besluttede da, til trods for dommen og uden at nogen ny dom blev afsagt, at aflive dem. Halshugningen foregik 7.11.1550 tæt uden for bispegården. Befolkningens sympati synes allerede dengang (for ikke at tale om senere tider, da A. er blevet betragtet som en nationalhelt) at have været på de henrettedes side. Særlig på Nordlandet var harmen stor hvilket bl.a. viste sig deri at nordlandske fiskere den følgende vinter opsøgte Christian Skriver og andre danske og dræbte dem. Næste sommer kom fire danske krigsskibe til Island med ordre til at hente A. og hans sønner idet efterretningen om deres henrettelse endnu ikke var nået til Kbh. Reformationens indførelse blev nu uden modstand vedtaget på Nordlandet og en luthersk sindet præst blev valgt til A.s efterfølger. – Til A.s vigtige rolle i Islands almindelige historie kommer hans stilling som tidens største digter. Han fortsætter i sine større kvad den kirkelige katolske digtnings tradition, således som den i de foregående århundreder havde udviklet sig på Island, uden dybere originalitet, men med religiøs følelse og versifikatorisk dygtighed. Videre findes der af ham spøgende og satiriske lejlighedsvers hvoraf flere sigter til hans livs bevægede hændelser. Også på anden måde har A. betydning for Islands litteraturhistorie idet han var den første der indførte bogtrykkerkunsten da han i begyndelsen af 1530'erne indkaldte en svensk trykker. Pressens virksomhed synes dog kun at have været ringe i hans tid. Man har efterretninger om at han lod trykke et "Breviarium Holense" samt en islandsk oversættelse af de fire evangelier; der er bevaret et par blade som formenes at høre til den første af disse bøger, medens der af den anden intet eksemplar kendes.

Familie

Forældre: Ari Sigurðsson og Elen Magnusdóttir (levede endnu 1519).

Bibliografi

Udg. Finnur Jonsson: Jon Arasons religiøse digte, 1918, udg. Vidensk. selsk. Hist. filol. medd. II, 2 1–79. Kilder. Safn til sögu Islands I, 1856. Biskupa sögur II, 1878. Diplomatarium Islandicum VIII-XII, 1906–29. Annålar 1400–1800,1, Reykjavik 1922–27. Lit. Björn Thorsteinsson i Timarit Måls og menningar, Reykjavik 1950. Guðbrandur Jonsson: Herra Jon Arason, Reykjavik 1950. Jon Johannesson i Saga, 1955. Thdrhallur Guttormsson: Jon biskup Arason, Reykjavik 1968.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jón Helgason: Jon Arason i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286164