Johannes Clausen (biskop)

Johannes Clausen, 7.6.1830-31.12.1905, biskop. Født i Tårbæk, død i Århus, begravet sst. C. gik først i nogle år i Metropolitanskolen men fik siden privat undervisning bl. a. af sin far under et længere ophold i Italien 1845-46. H.N.C. siger i sine erindringer at til de skønneste oplevelser i hans liv hørte det at han ved den romerske lampe læste Livius og Virgil med sin søn. 1848 blev C. student og 1853 cand. teol. hvorpå han 1855-56 foretog en studierejse til Tyskland, Schweiz og Italien. Især opholdt han sig længe i Rom for at studere kirkehistorie og kirkearkæologi. 1857 blev han andenlærer ved Jonstrup seminarium, 1861 dr. phil. på en afhandling om Laurentius Valla, hans Liv og Skrifter, 1863 sognepræst ved Trinitatis kirke i Fredericia, 1872 i Horsens og 1884 biskop over Århus stift. 1905 tog han sin afsked. Foruden en oversættelse af to småskrifter af F. Poggio: Om Roms Ruiner og Bøhmeren Hieronymi Martyrdød, 1862 der ligesom hans disputats er typisk for hans humanistiske interesser, har han forfattet adskillige teologiske og kirkelige indlæg og enkelte særskilt udgivne skrifter, bl.a. den kirkehistoriske undersøgelse Lov og Evangelium i Forhold til Kristendoms-Forkyndelsen, forhandlet imellem Reformatorerne i Vittenberg og Agrikola fra Ejsleben, 1872. Hans forfatterskab udmærker sig ved en smuk og afrundet fremstillingsform, præget af den C.ske slægts sans for klarhed og harmoni. Som prædikant besad han lignende fortrin. Navnlig betød han meget som præst i Fredericia hvor det skyldtes hans prædikener at der fremkaldtes en ret stærk vækkelsesbevægelse. Teologisk var han afgjort tilhænger af en positiv kristendomsopfattelse og som kirkemand en typisk repræsentant for det kirkelige centrum, dog med en hældning mod (den københavnske) Indre mission. Trods al beundring for sin far (jvf. den smukke mindetale over H. N. C, 1877) stod han teologisk Martensen nærmere hvis forelæsninger han i sine studenterår havde fulgt med begejstring. Han gjorde skarp front mod alle rationaliserende bevægelser og stod også den grundtvigske retning fjernt. Det viste han bl.a. ved at bekæmpe valgmenighedsloven af 1868 og ved sit stridsskrift Om Kirkens Eenhed og Grundtvigs "Kirkespejl", 1874. I sit bispestyre var han meget konservativ og uden sympati for tidens demokratiske frihedsbevægelser. Som medlem af Kirkerådet gik han dog ind for visse, især liturgiske, reformer, bl. a. nye prædiketekster. Som biskop var visitatserne hans kæreste syssel skønt han ikke havde godt greb på at eksaminere i skolerne og ofte stødte lærerne ved sin "fornemhed" og myndige optræden. Mere betød han nok for præsterne. Selv modstandere fx Otto Møller måtte indrømme at han ved sin retsindighed og medfødte sans for åndsfrihed evnede at forstå og respektere forskelligartede typer og forskelligartet forkyndelse, ligesom han ved sin hele formfulde, kulturprægede fremtoning var udmærket egnet til at danne det naturlige midtpunkt ved sådanne lejligheder.