Johannes, biskop i Odense, d. 6.7.1286, biskop i Odense. Begravet i dominikanernes k. i Ribe. J. var vist af slægten Bild thi en "Hr. Nicholaus Billær" nævnes som hans bror; man har formodet at denne mand var identisk med drosten Niels Olufsen Bild. I breve fra 1282 står J. som "valgt og stadfæstet" biskop over Odense stift; vielse opnåede han 1283. I kraft af sit embede deltog han i de store rigsmøder i de politisk stærkt bevægede år i 1280erne. Han var nærværende ved udstedelsen af Erik Klippings håndfæstning 29.7.1282 og ved stadfæstelsen af Nørrehallands overdragelse til grev Jakob 8.9.1283; han sad blandt voldgiftsdommerne i striden om Erik Plovpennings døtres arv 24.5.1284, og i hans stiftsby var det, at Erik Klipping senere s.å. tiltrådte det store nordtyske landefredsforbund af 1283. Sammen med andre af rigets bisper satte J. sit segl under det brev, hertug Valdemar af Sønderjylland måtte udstede til kongen 31.3.1286. – Om hans styrelse af Odense stift vides intet. Han ejede en gård i Ribe og betænkte domkirken, hvorfor hans navn blev indskrevet i dens mindebøger.

Bibliografi

Scriptores rerum Danicarum V, 1783 554. P. Terpager: Ripæ cimbricæ, 1736 402. Saml. af adkomster ... for Ribe domkapitel (Ribe oldemor), udg. O. Nielsen, 1869. Niels Skyum-Nielsen: Kirkekampen i Danm., 1963. Kai Hørby: Status regni Dacie, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig