Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Nordal Brun

Oprindelig forfatter MBrOE
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Johan Nordal Brun, 21.3.1745-26.7.1816, biskop, forfatter. Født i Bynæsset v. Trondheim, død i Bergen. B.s opvækst i Trøndelagens natur gjorde ham til et ivrigt friluftsmenneske der dyrkede fiskeri og jagt, og allerede som tolvårig blev han indmeldt i Det nordenfjeldske skiløberkorps. Hjemmet var imidlertid stærkt religiøst, moderen læste Bibelen med ham, og da en ældre halvbroder kom hjem som teologisk kandidat blev det bestemt at han skulle gå samme vej. Han kom i Trondheims latinskole, hvor navnlig rektoren Gerhard Schøning fik betydning ved at vække hans historiske interesse; det talte til hans fantasi at nogle middelalderruiner i nærheden af hans fødested var "de truende levninger af Einar Tambeskælvers herresæde". Endnu inden sin studentereksamen 1763 forlovede han sig og stilede nu mod at blive kandidat. Som huslærer studerede han på egen hånd og fik 1767 lejlighed til at komme til Danmark og aflægge en beskeden teologisk embedseksamen. Han begyndte tillige at skrive religiøse digte af tungt og alvorligt præg, og for at vinde en beskytter formede han digtet Naturens Navnedag som en hyldest til Trondheims biskop, den lærde naturforsker J. E. Gunnerus. Han opnåede også at medfølge som sekretær, da denne i 1771 blev kaldt til København af Struensee for at bistå ved forhandlingerne om en universitetsreform. B. kunne dog ikke tilstrækkeligt tysk til at bestride sit hverv og måtte vige for en anden, og i øvrigt kom der intet ud af forhåbningerne om et norsk universitet. Skuffelserne kan have forstærket B.s fædrelandsfølelse som gav sig udslag i skålsangen For Norge, Kiempers Fødeland/ Vi denne Skaal vil tømme./

Og naar vi først faar Blod paa Tand,/ Vi sødt om Frihed drømme ... Selv om sangen næppe var udtryk for politisk separatisme, blev den benyttet med begejstring af tidens norskpatrioter og kunne ikke trykkes uden risiko for beslaglæggelse. – For at bringe sit lands digtning på højde med samtidens mønstre brugte han sin tvungne uvirksomhed til at studere Voltaires tragedier og skrev i denne stil Zarine, 1772, opmuntret af sin landsmand Niels Krog Bredal der som direktør for Det kgl. teater havde efterlyst originaltragedier på dansk. Stykket blev opført og præmieret – samt parodieret af en anden landsmand, Johan Herman Wessel – i "Kærlighed uden Strømper". Det er et drama om en fransk-klassisk kærlighedskonflikt i meget retorisk udførelse. Stoffet havde han for at smigre Guldberg der var den nye magthaver efter Struensees fald, hentet i dennes verdenshistorie. Guldberg lovede ham embede når han havde skrevet endnu et sørgespil med nationalt emne, men fandt knap smag i resultatet Einar Tambeskielver (1772). Det var inspireret af Schønings nyudkomne Norges Riges Historie og forherliger den trønderske sagahelt; på grund af den norskpatriotiske tone kunne det ikke opføres i København og blev først en snes år efter spillet af amatører i Bergen. Dog fik B. samme år stilling som kapellan i sin fødebygd; herfra udsendte han et forsvar mod kritikken af sit skuespil Til Nordmænd om Troeskab mod Kongen og Kierlighed til Fædrenelandet, 1773 hvor han hævder at den "borgerlige" loyalitet mod monarkiet og den "naturlige" fædrelandskærlighed ikke behøver at være i modstrid. Han kunne nu ægte sin forlovede, men allerede året efter blev han mod sit ønske kaldet som sognepræst til Bergen hvor han kom til at virke resten af sin tid, fra 1793 som stiftsprovst og fra 1804 som biskop. Han var en myndig og veltalende prælat der røgtede sit kald i lutherskkonservativ ånd, med front både mod pietismen og rationalismen. Alligevel kunne han udvise human tolerance over H. N. Hauges frireligiøse vækkelse. Han visiterede sit stift samvittighedsfuldt trods en sygdom i foden, undtagen i sine sidste år, og har efterladt livfulde skildringer af sine visitatsrejser. Sin dramatiske digtning videreførte han i 1780erne og 1790erne med små holbergske intrigestykker for Bergens dramatiske selskab. Større kunstnerisk kraft har hans salmer og selskabsviser. Højdepunkterne i hans Evangeliske Sange er påskesalmen Jesus lever. Graven brast og pinsehymnen Aand over Aander. Hans verdslige samling Mindre Digte 1791 (udvidet udg. 1818) rummer adskillige friske sange om norsk natur og næringsliv, Boer jeg paa det høie Field til Bellmansk melodi, Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde om udsigten fra Ulriken over Bergen; Den norske Vinter besynger vinterlandskabet, hvad der endnu var usædvanligt. Hans breve og "Journal" fra en rejse til København 1791 viser en djærv humor og ganske løssluppen prosa. – Som biskop var han et patriarkalsk samlingspunkt for egnen, et åndeligt centrum i handelsstaden. I de bevægede begivenheder op imod 1814 tog han levende del og fremstod efterhånden som en folkehøvding; traditionen vil endog vide at en delegation af borgere tilbød ham kongeværdigheden. Han var dog fast i sin respekt mod den givne øvrighed; med ildhu gik han ind for Christian Frederiks trone og så frem imod Norges selvstændighed. Selv efter nederlaget mod Sverige fik han udvirket at Bergens repræsentanter ved det overordentlige storting forpligtede sig til at stemme mod den nye union. Efter at denne var en kendsgerning, bøjede han sig loyalt, og han opnåede at blive respekteret og hædret af Carl Johan som efter hans død satte ham et monument i Bergens domkirke.

Familie

Forældre: handelsmand, senere gårdejer Svend Busch B. (1703–84) og Mette Catharina Nordal (1721–90). Gift 2.9.1773 på Ede, Nordmøre med Ingeborg Lind, født 2.2.1746 på Edø, død 7.8.1827 i Bergen, d. af Christen Erichsen L. og Elen Svendsdatter Myhre.

Annonce

Udnævnelser

R. 1810. DM. 1813. K. 1812.

Ikonografi

Mal. af Andreas Bergius, 1774, kopi af Hans Ødegaard (Norske selskab, Oslo). Tegn. af P. Ipsen, 1791 (ekspl. i Norske selskab). Tegnet og stukket af Lande, 1805, samme type genfindes i adskillige træsnit, bl.a. af H. C. Olsen, og mange anonyme, og i litografier bl.a. af H. T. Winther efter gouache (Bymus., Oslo), af C. Simonsen, 1856, efter tegn. af Drejer (formentlig J. F. L. Drejer), af Georg Prahl efter tegn. af L. Sagen, af P. Gemzøe, 1877 m.fl. Relief af Hans Michelsen, 1824, til mindesmærke. Buste (domkirkens menighedshus, Oslo). Statue af J. F. Willumsen (ved Federikskirken, Kbh.).

Bibliografi

J. N. B.: Visitatsjournal 1794–1812, udg. S. Kolsrud m.fl., Oslo 1951. – Sofie Lindbæk: Fra det norske selskabs kreds, Kria, 1913. A. H. Winsnes: J. N. B., Kria, 1919. J. N. B. 1745–1945, Bergen 1945.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Brøndsted: Johan Nordal Brun i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287766