Johan Christian Schønheyder

Johan Christian Schønheyder, 9.8.1742-14.4.1803, biskop. Født i Kbh. (Petri), død i Trondhjem, begravet sst. S. blev privat dimitteret til universitetet 1756 og tog 1760 teologisk embedseksamen. 1763–65 virkede han som dekan ved kommunitetet. Med jernflid og en usædvanlig tilegnelsesevne fortsatte han i disse år sine studier og lagde sig især efter teologi, sprog og musik – til sidst skal han have mestret 11 sprog og kunnet tale seks foruden sit modersmål. Sine kundskaber udvidede han yderligere på en treårig studierejse til Leipzig og Göttingen. Han førtes nu ind i tidens store filologiskkritiske arbejde med bibelteksterne, og med sin drift mod polyhistori kastede han sig over så forskellige fag som arabisk og matematik. 1768 blev S. rejsepræst hos Christian VII, 1769 kompastor ved Christkirken i Rendsborg, s.å. slotspræst ved Christiansborg, 1771 sognepræst ved Trinitatis kirke i Kbh. og 1782 stiftsprovst og sognepræst ved Vor Frue kirke sst. 1774 havde han vundet den teologiske doktorgrad på en lærd eksegetisk undersøgelse Analecta ad theologiam propheticam. 1788 forflyttedes han som biskop til Trondhjem, og resten af hans liv tilhører Norge. Her indlagde han sig især fortjenester af videnskabsselskabet i Trondhjem hvis vicepræses han var fra 1791, men som biskop var han trods al arbejdsomhed og velment iver næppe sin stilling fuldt voksen. Navnlig formåede han aldrig at vinde forståelse for stiftets egenartede lokale forhold, især med hensyn til den samiske befolkning. I Danmark vandt han sig et navn fortrinsvis som teologisk forfatter, mindre ved sin indsats som prædikant idet hans ydre fremtræden på prædikestolen var uheldig, hans foredrag tørt og hans sprog knudret, udansk og alt for tynget af lærdom. Som teolog er S. en af tidens mest typiske repræsentanter for den yngre supranaturalisme. I alt væsentligt fastholder han den overleverede kreds af dogmer, særlig forsoningen, bygger på skriften som absolut norm for troslivet, men identificerer ikke bibel og åbenbaring og er i høj grad optaget af at godtgøre åbenbaringens indre overensstemmelse med fornuftens vidnesbyrd. Desuden er han – som sin lærer digteren Chr. F. Geliert i Leipzig – levende interesseret i udviklingen af den kristne etik, også hans forkyndelse var for en stor del af direkte moraliserende art. Af hans talrige litterære arbejder kan fra hans danske tid fremhæves Underviisninger i Christendommen I-II, 1774–78 og Indhold af Høimesse-Prækener holdne i Aaret 1775–81 I-VII, 1775–81, egentlig dispositioner til prædikener uddelt ved gudstjenesten. Vigtig er også hans skarpe anmeldelse (i Alm. dansk Litteratur-Journal I, 1779 466–74) af et skrift af den radikale A. Hennings hvorved han indledte den såkaldte "Olavidesfejde" om tænkefrihedens berettigelse og udstrækning. I denne forbindelse kan også nævnes at S. var den præst der 1783 påtog sig at give forfatteren af Mine Fritimer, T. C. Bruun, fornyet undervisning i kristendommen. S. var personlig human og retskaffen. Han er ofte senere blevet skarpt dadlet for sin optræden over for Johannes Ewald, som han var en art formynder for. De strenge domme over S. er dog næppe retfærdige. Han synes i forholdet til Ewald efter evne at have stræbt efter at være denne til hjælp og støtte, men har i sin karakterfaste, fantasiløse og ikke meget smidige personlighed ikke ejet tilstrækkelige forudsætninger for at lodde dybderne i en ildfuld digtersjæl.