Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Joachim Rønnow

Oprindelig forfatter KHoer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Joachim Rønnow, ved dåben Jacob, antagelig før 1495-1.5.1542, biskop (electus) i Roskilde. Død i fængslet på Kbh.s slot, begravet i Helligg. k., Kbh. R. var ældste søn og arvede Hvidkilde ved faderens død 1506. Slægten havde sin position inden for den fynske adel ikke mindst i kraft af at Carl Rønnow havde beklædt Odense bispestol. R. har studeret i udlandet, men det vides ikke hvor. Han har været blandt Frederiks Is "hofsinder",. 7.9.1526 fik han følgebrev på Svendborg Skt. Jørgens hospital, bekvemt for fædrenegården Hvidkilde. 1527 ledsagede han Peder Svave på dennes ikke betydningsløse diplomatiske sendelse til Frankrig, men det var først i sommeren 1529 at R. nåede rigets højeste politiske sfærer. 11.6.1529 nominerede Frederik I ham til biskop i Roskilde efter hans slægtning Lauge Urnes (ca. 1467–1529) død. Samme dato udstedte R. sin revers til kongen, at han skulle være kongen tro, ligeledes tro mod den af hans sønner der i kongens levetid måtte blive udvalgt til konge, at han skulle forvalte embedsgodset retmæssigt, ikke afhænde det og ikke forsøge i sin levetid at få udvalgt nogen efterfølger for sig, samt ikke modsætte sig – og det er måske den interessanteste af hans forpligtelser – hvis nogen i Roskilde stift ville prædike og lære det hellige evangelium rent og klart som de kunne bevise det med den hellige skrift (og heller ikke tillade at præster og munke der eventuelt ville gifte sig forfulgtes med vold eller uret af denne årsag). Garanter for ham over for kongen var Mogens Gøye, Tyge Krabbe, Erik Banner, Oluf og Henrik Rosenkrantz samt lillebroderen Eiler der nu overtog Hvidkilde. Pavelig stadfæstelse af valget skulle R. ikke søge; den afgift der normalt var forbundet hermed skulle i stedet erlægges til kongen, og R. forblev således electus, dvs. udvalgt biskop. Det kan ikke Udelukkes, men det er på den anden side ikke sandsynligt, at R. har fået en teologisk uddannelse. Imidlertid ansatte han straks det følgende år den ikke residerende biskop over Grønland Vincentius som sin viebiskop og kunne nu helt samle sig om stiftets administration og sin gerning som rigsråd, hvilket der efter tidens normer næppe var noget særlig mærkværdigt i. R.s forpligtelser over for, kongen ved udnævnelsen kan nøgternt læses således, at han i den kirkestrid der nu var ved at nå sine første højdepunkter havde at indtage et neutralt standpunkt, og det var vel rimeligt at forlange af en mand der kom til bispestolen direkte fra hoftjeneste og politisk arbejde samt delvis understøttet af slægtskabsforbindelser. Imidlertid førte dette kun til lidenskabelige angreb på R. fra begge sider i reformationstidens danske kirkekamp. Ski-by-krøniken (dvs. Paulus Helie) anser ham for krypto-lutheraner og lader ham heri passe godt til sin herre kongen der i henhold til denne fremstilling fra omtrent midten af sin regeringstid udviklede sig til kirkeraneren (sacrilegus rex) der favoriserede lutherdommen og kun på skrømt værnede om kirkens etablerede ret. Da reformationen var gennemført 1536 og Christian III gjorde regnskabet med de katolske biskopper op, var R. den der lagdes mest for had. Det hed om ham i det såkaldte klageskrift mod Danmarks biskopper på herredagen i København 1536, at han ved sin udnævnelse ligefrem havde forpligtet sig til at forsyne sognekirkerne i Sjællands stift med præster af evangelisk observans, og at han tvært imod dette løfte havde forfulgt de reformatoriske af alle sine kræfter. Dækning i kildemateriale fra selve R.s embedsvirksomhed har ingen af disse påstande, der er særlig bemærkelsesværdige ved at være overensstemmende selv om den ene stammer fra protestantisk, den anden fra katolsk hold. R.s position i 1530ernes Danmark skal forstås politisk. Det var nogle af de mest indflydelsesrige blandt Frederik Is danske råder der havde kautioneret for R. over for kongen ved udnævnelsen til Roskildebiskop. Ved de (få) lejligheder hvor R. i Frederik Is levetid optræder som relator for kongebreve og dermed kan konstateres at have været virksom i embedsførelsen omkring kongen, var også Mogens Gøye og Tyge Krabbe nærværende, men de var ofte i kongens nærhed og nogen indflydelse i rigens forvaltning under Frederik I kan R. næppe tillægges, ligesom hans position i rigsrådet ikke kan have været af central betydning. Anderledes blev det efter Frederik Is død 10.4.1533, i den kongeløse periode, under grevefejden og mens Christian III kæmpede sig frem mod Sjælland og Skåne. Da har R. tiltaget sig – eller ment sig berettiget til at indtage – en central position i rigets forvaltning og politik i kraft af Roskildebispernes gamle (og ellers betydningsløse) stilling som rigens øverste kansler. Ikke mindst i udenrigspolitiske forhandlinger optræder han i disse år ofte under denne titel. R.s rolle på den betydningsfulde herredag i København i sommeren 1533, hvor kongevalget udsattes, er vanskelig at bestemme, når vi vil basere os direkte på det kildemateriale selve herredagen har efterladt. R. har faktisk ikke beseglet herre-. dagens første reces af 3.7.1533, den hvorved aftalerne om- rigets tilstand og særlig religionsspørgsmålet og kirkegodsets stilling fastlagdes nærmest som en kontrakt mellem rigsrådets gejstlige og verdslige del (som en forudsætning for at kongevalget udsattes et år). Derimod har han beseglet recessen af 4.7.1533 der har karakter af en kundgørelse for folket om rådets beslutninger i det hele taget, med henvisning til at riget af arild har været et frit kårerige og det nu "for mange adskillige redelige årsager" ikke er muligt at vælge nogen herre eller konge. Her manglede kun Mogens Gøyes og Erik Banners segl. Derimod er det ikke tvivlsomt at det er denne udsættelse af kongevalget som Christian III sidenhen især har villet lægge R. til last; den udlægges i klageskriftet som særlig bispernes værk på herredagen 1533, men blandt dem har R. været førende og han refereres for en række til dels uhøviske udtalelser imod kongeværdigheden i det hele taget (det var nærmest ligegyldigt hvem der var konge, om det var den nar af Hessen eller den gæk af Holsten; han selv var konge nok i sit bispedømme; og efter hans mening skulle en konge have årlig 15 000 gylden og dertil en uærlig og utugtig kvinde), Udtalelser der ikke har megen sandsynlighed for sig og egentlig ikke kan tages alvorligt, men hvis propagandavirkning på herredagen 1536 nok har været betydelig (og som var nødvendige på det tidspunkt da kongens allerede foretagne fængsling af bisperne 12.8.1536 skulle legitimeres). Det falder i øjnene, at klageskriftet 1536 intet gør ud af det forhold, at R. under grevefejden straks var gået i grev Christoffer af Oldenburgs tjeneste, havde købt stiftet af ham påny og tilmed sikret sig godtgørelse af stiftets midler for sine udgifter hertil; det skyldes næppe kendskab til at R. i dette forhold havde sit kapitels støtte i alle måder; R. kan påvises i kredsen om Christian III fra februar 1535, men klageskriftet går i det hele taget ikke ind på omtale af, hvilke af Christian IIIs råder der under mellemregeringen havde tjent greven; det ville have ramt for mange der nu ikke skulle rammes. Derfor har klagerne mod dem der virkelig skulle lægges for had måttet disponeres på anden måde. At R. skulle have været særlig ansvarlig for beslutningen om kongevalgets udsættelse 1533 fremgår som nævnt ikke af selve herredagens akter, og det kan være en konstruktion. Sandsynligheden herfor er ganske stor, ikke mindst i betragtning af, at klageskriftet (i et stort afsluttende afsnit af sin behandling af R.) gennemgår et antal, ikke på anden måde kendte, eksempler på insubordination fra R.s side mht. befalinger udstedt af Christian IIIs statholdere i lejren for København under belejringens sidste måneder; sådanne statholderes uindskrænkede myndighed over danske rigsråder for ikke at tale om rigens øverste kansler var, hvis den havde gyldighed, af ganske ny dato. R. er sandsynligvis blevet syndebuk for politiske handlinger han ikke oprindelig havde været ene eller særlig ansvarlig for.

At dette skete, skyldtes måske hans strenge efterlevelse af et af de krav som Frederik I havde stillet til ham da han blev biskop, at han skulle forvalte stiftets gods på en nøjeregnende og påpasselig måde. Her er R. sikkert gået videre end kongemagten var (eller blev) indforstået med. Under visitatser af klostrene i Sjællands stift har han sørget for at de udstedte garantier for at Roskildebispernes rettigheder over stiftelserne ikke tilsidesattes, og mht. det københavnske bystyres og borgerskabs krav om ændring af gudstjenesten i staden har R.s tilbud været dikteret af hensynet til bevarelsen af det københavnske kollegiatkapitels indtægter. Når borgerskabet med kongen i ryggen søgte og fik et kærligt lån (til stadens befæstning) af Vor Frue kirkes formue, har R. været den (muligvis ikke medgørlige) part der skulle forhandles med. Det kan være sandt, hvad både Skibykrøniken og klageskriftet meddeler, at R. i sin embedsperiode har forsøgt at gøre kongemagten besiddelsen af Københavns slot stridig; muligheder har der været, for afgørelsen 1417 var ingenlunde klar, og de kan ikke have behaget hverken Frederik I eller hans søn. R. har sikkert tilhørt det (reformkatolske) mellemparti på herredagen i Kbh. 1533 som balancerede mellem det yderliggående katolske og det yderliggående reformatoriske standpunkt (i dettes komplicerede forhold til kongevalget der var herredagens hovedspørgsmål). Herredagens historiker A. Heise har med støtte i Skibykrøniken og klageskriftet villet gøre R. til partiets leder, men dette savner i nogen grad dækning i akterne fra herredagen selv. Overordnet i R.s stillingtagen til de spørgsmål der forelå for rigsrådet i disse år har snarere været hensynet til de store komplekser af ejendomme og rettigheder som han på kirkens vegne skulle forvalte, hensyn der ikke uden samfundsomvæltende følger kunne tilsidesættes. Og han er først sent blevet klar over, at det virkelig var samfundsomvæltning det her drejede sig om. Et brev til Christian IIIs trofaste Johan Rantzau 14.8.1536 skrevet i fængslet på Krogen taler tydeligt herom; hr. Johan har været hos R. i det blå tårn på Københavns slot straks efter fængslingen og begæret kirkens slot Dragsholm af ham på kongens vegne, men fået klart nej under henvisning til hvor forarmet kirkens gods var blevet under krigen og hvilken møje det havde kostet R. at holde Dragsholm på fode. Et standpunkt der i R.s tankegang var foreneligt med samtidig at ville være den nye kong Christian III en villig og tro tjener. Nu skriver han to dage senere, at dersom det virkelig er kongens mening at heller ikke de andre bisper længere skal råde over kirkens gods på kirkens vegne, så vil han opgive Dragsholm hvis-kongen endelig begærer det. Da var det for sent; kancelliets bevarede optegnelser viser at Brun Buk og Arvid Ulfstand allerede havde kongelig befaling til at indtage Dragsholm på kongens vegne og slottet var formodentlig allerede i kongens besiddelse. R. var på vej til et nyt fængsel på Visborg på Gotland.

R. havde ikke venner der var mægtige eller talrige nok til at udvirke hans løsladelse, selv om efterhånden alle bisperne (undtagen R. og Stygge Krumpen) frigaves mod kaution. Kong Gustav Vasa af Sverige som R. var fjernt beslægtet med gik i en art forbøn for ham hos Christian III, men også dette uden resultat. Stygge Krumpen løslodes 1542, og måske skulle R. også være givet fri da han førtes fra Visborg til København ved samme tid, men han døde i fængslet på Københavns slot 1.5.1542 (dette dødsår er overleveret i Roskildeårbogen og i Claus Billes kalendarium og må foretrækkes for en senere overleverings 1544). Et senere rygte om at R. skulle være blevet forgivet i fængslet af Christian III og Johan Friis skyldes R.s nevø Christoffer Urne til Rygaard, men skal sikkert blot forstås som et led i dennes stridigheder med Johan Friis til Hesselager.

Annonce

Familie

Forældre: Marquard R. til Hvidkilde (død 1506) og Mette Hardenberg (død tidligst 1549). -Bror til Eiler R. (død 1565).

Ikonografi

R. værges af Hans Tausen er fremstillet på tegn. af A. A. Müller (Fr.borg) til litografi af A. Kittendorff og på skitse af Muller udst. 1837. R. anklages af Tausen er fremstillet på tegn. af W. Marstrand ca. 1869 (Kbh.s univ.). R. værges af Tausen er fremstillet på mal. af Marstrand udst. 1873 og på mal. af Carl Bloch, 1876 (Kbh.s univ.) og på forarbejde hertil.

Bibliografi

Årsberetn. fra det kgl. gehejmeark. III, 1861–65 105– 268 fist. Monumenta hist. Danicæ, udg. H. F. Rørdam I, 1873 fl.st. (bl.a. Skibykrøniken). Skrifter af Paulus Helie VI, 1937 117 122f 129 136 137–39 147 148 (Skibykrøniken). Reformationen i Danm. Kilder udg. ved Kai Hørby, 1972. – Hans Knudsen: J. R., 1840. A. Heise i Hist. t. 4.r.III, 1872–73 222–517 fl.st. Erik Arup sst. 7.r.II, 1899–1900 587–97. Henning Heilesen sst. 11.r.II, 1947–49 73–84. F. F. M[aurer] i Nord. ugebl. for katholske kristne LXX, 1922 (også som særtryk m. titlen: Hr. J. R., Danms. riges kansler, 1923). P. G. Lindhardt: Nederlagets mænd, 1968. Kai Hørby: Reformationens indførelse i Danm., 1968. Samme i Kirkehist. saml., 1969 26–49. Mikael Venge i Danm.s hist. II, 1980.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby: Joachim Rønnow i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296781