Jesper Brochmand, Jesper Rasmussen Brochmand, 5.8.1585-19.4.1652, biskop. Født i Køge, død i Kbh., begravet i Frue k. Fem år gammel blev B. sat i Køge latinskole og sendtes 1598 til Herlufsholm hvorfra han allerede 1601 kunne afgå til universitetet. Endnu s.å. kaldte rektoren, filologen Hans Alanus, ham tilbage til skolen som hører. Da hans moder skaffede ham mulighed for at studere i udlandet rejste han 1603 til Holland hvor han fra 1604 studerede i Leiden under de berømte filologer J. Lipsius, J. Scaliger, D. Heinsius o.fl. Han var indskrevet som teologisk student, men hans studier synes udelukkende at have omfattet græsk og filosofi. 1605–07 opholdt han sig i Franeker hvor han udgav en del filosofiske disputatser og – skønt endnu uden akademisk grad – fik tilladelse til at holde filosofiske forelæsninger. Arild Huitfeldt der var skoleherre på Herlufsholm kaldte ham 1608 hjem til posten som rektor hvilken han overtog efter først at have disputeret for magistergraden. 1610 udnævntes han til professor pædagogicus ved universitetet. N.å. ægtede han Sille Tønnesdatter Balchenburg der i tretten år havde været i huset hos kansleren Chr. Friis til Borreby og fru Mette Hardenberg – kansleren gjorde deres bryllup. 1613 blev B. professor i græsk; hans omfattende kendskab til den klassiske litteratur som bl.a. fremtræder i hans Qvæstiones miscellæ philologicæ et philosophicæ, 1615, satte siden mærkelige spor i hans teologiske arbejder.

Medens B. 1614 var det filosofiske fakultets dekan begyndte de dogmatiske retsforfølgelser der tilintetgjorde den kryptocalvinistiske bevægelse og banede vej for den lutherske enevælde i den danske kirke. Præsten Oluf Kock blev dømt for sine angreb på ortodoksiens forkæmper, den teologiske professor Hans Povlsen Resen, men denne måtte dog efter kgl. befaling udarbejde et forsvarsskrift, "De sancta fide", med redegørelse for sit dogmatiske standpunkt som før han tiltrådte sit embede som Sjællands biskop skulle forelægges de københavnske professorer og landets biskopper. På en række møder på universitetet forelæste B. skriftets otte kapitler hvortil Resen føjede nogle yderligere forklaringer, og da B. derefter skulle afgive sin erklæring udtalte han sig i fuld overensstemmelse med Resen. Denne indsattes 1615, og samtidig blev B. forfremmet til professor i teologi og endnu s.å. kreeret til dr. teol. Hans embedsgerning blev dog i de første år ofte afbrudt af anden virksomhed. 30.7.1615 blev der efter kgl. befaling nedsat en kommission bestående af Christen Friis til Kragerup samt professorerne Elias Eisenberg og B. til undersøgelse af den fynske biskop Hans Knudsen Vejles embedsforhold; efter forhør i stiftet 1615 og i Kbh. 1616 endte sagen i juni s.å. med at Vejle som calvinist blev dømt fra sit embede. I foråret 1617 måtte B. atter afbryde sit universitetsarbejde da kongen udnævnte ham til lærer for tronfølgeren prins Christian; i to år opholdt han sig med prinsen på Kronborg med fuld professorløn mens hans forelæsninger holdtes af hans kolleger ved fakultetet. Juni 1620 skulle han have været universitetets rektor, men valget måtte overføres på en anden da han først i juli s.å. havde fuldendt sit hverv ved hove. 1621 fik han som efterløn et kanonikat i Lunds domkapitel. Som anset, praktisk skolemand blev B. taget med på råd ved de forhandlinger der på denne tid førtes om forbedringer i skolevæsenet, og kongen overdrog ham endogså 1622 udarbejdelsen af en ny skolebog.

Hvor B. i sine første professorår var nært knyttet til Resen kom han fra ca. 1616 under stærk påvirkning af den lærde Holger Rosenkrantz. De bevarede dele af deres omfattende brevveksling hvori B. forelagde denne alle mulige tvivlsspørgsmål til afgørelse vidner om at han som ung teologisk professor langtfra indtog det faste stade som siden, men tværtimod på mange punkter var usikker og famlende. Også flere af B.s skrifter viser discipelforholdet til Rosenkrantz; således afspejler hans sakramentsdisputatser (1619–29) nøje tanker som var ejendommelige for det Rosenkrantzske system. I de år da B. genoptog sine teologiske forelæsninger tog også hans årelange polemiske virksomhed over for katolicismen sin begyndelse. En hemmelig katolsk mission i Danmark var blevet opdaget, og skønt udsendingene i hast havde forladt landet blev det pålagt B. at holde forelæsning hvert år imod de papistiske vildfarelser for at den akademiske ungdom bedre kunne oplyses om alle kontroverspunkter. På samme tid udgav han en række disputatser om den kristelige religions dogmer Controversiarum sacrarum pars I-II , 1626–27, hvortil han 1628 føjede De Pontefice Romano libri quinque. Dette værk var især rettet imod jesuitten kardinal R. F. R. Bellarmin hvis skarpe angreb på den lutherske lære han gennemgik og gendrev punkt for punkt. For også at oplyse menigmand om stridspunkterne udgav han 1627 Gudelig Undervisning, om et Guds Barn uden sin Sjæls største Skade kan den papistiske Religion antage og Et kristen Menneskes aandeligeKamp. De hører begge til B.s mest udbredte opbyggelsesskrifter, og det første der har en udpræget polemisk karakter blev endnu optrykt 1853 som modvægt mod den fornyede katolske propaganda.

1633 havde B. fuldendt sit dogmatiske hovedværk Universæ theologiae systema, et omfattende arbejde i to kvartbind der snart vandt overordentlig anseelse i hele den lutherske kirke og hurtigt optryktes i udlandet. De to hoveddele består af 49 artikler der hver især afhandles tetisk, antitetisk og parænetisk. Først udvikles det kirkelige begreb etymologisk på grundlag af den bibelske sprogbrug og med bestandig henvisning til den klassiske litteratur så en fuldstændig begrebsbestemmelse opnås. Den følgende antitese omhandler vranglæren som føres tilbage til åndelig forblindelse eller ond vilje. Det parænetiske afsnit udtrykker B.s etik og gennemgår de religiøse tvivlsspørgsmål. Skriftfortolkningen er traditionel og bundet til symbolerne, særlig til konkordieformlen skønt den aldrig officielt har været fastslået som symbol for den danske kirke. Uagtet den strengt gennemførte skolastiske metode er værket jævnt og enfoldigt i både indhold og form; B. er skarpere i sine definitioner end tyskeren J. Gerhard, mindre polemisk og mere etisk end den ligeledes tyske L. Hutter og mere bibelsk end sine forgængere. Hovedsvagheden ved Systema er at der fattes et centralbegreb til at skabe den fornødne sammenhæng mellem de enkelte udviklinger. Heller ikke kan B. prises for synderlig originalitet; kun m.h.t. læren om egenskabsmeddelelsen mellem Kristi naturer (communicatio idiomatum) har han her anlagt en ny og selvstændig betragtning. Værkets styrke ligger fremfor alt i den store formelle klarhed hvormed ethvert spørgsmål behandles, og i den omfattende lærdom der overalt lægges for dagen. Et udtog deraf Systematis theologici Epitome, 1649 var her i landet i over et århundrede den almindeligt brugte dogmatiske håndbog ved teologiske forelæsninger og disputatser. Til Systema knytter sig som forarbejde en art kirkelig litteraturhistorie Speciminis scriptorum ecclesiasticorum primi a nato sahatore seculi exercitationes, 1633–38 hvori B. gennemgik en stor række skrifter fra Symbolum apostolicum til Clemens Romanus' og Ignatius' arbejder og med besindig brug af den højere kritik bedømte deres ægthed eller uægthed. Særlig må fremhæves hans bedømmelse af Sibyllinerne hvis uægthed han før nogen anden kritiker grundigt godtgjorde.

Imidlertid genoptog B. allerede 1634 sin polemiske virksomhed. Christian IVs svoger, markgrev Christian Wilhelm af Brandenburg, var gået over til katolicismen, og jesuitterne havde 1633 i Wien udgivet et forsvar, Speculum veritatis, for dette frafald. Kongen befalede B. at forfatte et modskrift, og denne udgav derfor oppositus veritatis pontificiæ speculo (Det profetiske ords lys stillet imod den papistiske sandheds spejl) som ud over en grundig apologi for Luther og hans lære indeholder vigtige bidrag til oplysning om forfatterens og tidens anskuelse om skriften, kirken og traditionen. Hans taktik var med videnskabelig alvor og uden bitterhed at vende argumentationen i Speculum og vise at det er katolikkerne der hylder de vildfarelser de lægger protestanterne til last. 1638 tog jesuitterne til genmæle i "Apologia speculi veritatis" som de dedicerede til Christian IV og hvori B. kaldtes "forstyrrer af det romerske rige, hans kejserlige majestæts og de katolske fyrsters frækkeste foragter, en giftig edderkop, en vanslægtet Absalon" og spørgsmålene omtaltes som "for sindrige til at kunne besvares af en der er født i Danmarks tykke luft" – bevisførelsen var i øvrigt meget svag. Et sådant skrift måtte både kongen og B. selv ønske besvaret, og i en række forelæsninger som han fortsatte til sin død (Confutatio apologiæ ducis Christiani Wilhelmi. i alt 2692 kvartsider, udg. 1653) imødegik han påny jesuitternes opfattelse på grundlag af de i AOxvos fremførte dogmatiske anskuelser. I modsætning til tidligere er tonen her hvas og bitter, og skriftet fremtræder som et forsvar for B.s dogmatiske standpunkt og for hele hans universitetsvirksomhed og regnes for tidsalderens fuldstændigste opgør af mellemværendet mellem katolicisme og lutherdom.

De dogmatiske stridigheder som optog så stor en del af B.s livsgerning, var begyndt med spørgsmålet om kryptocalvinismen og i det hele taget om forholdet til den reformerte kirke, mens kampen mod romerkirken først senere trådte i forgrunden. Nu kom forholdet mellem de to protestantiske kirkesamfund atter på bane, idet et unionsforsøg var udgået fra den skotske presbyterianer Joh. Duræus. B.s udtalelser imod de reformerte var endnu skarpere end imod katolikkerne, og han erklærede det for umuligt at indgå forbindelse med "modstandere af Gud og sandheden". Han udgav ingen nye stridsskrifter, men hans sidste indlæg i sagen fremkom 1639 gennem det teologiske fakultets skarpe afvisning af forsøget. B.s store anseelse gav ham også afgørende indflydelse på affattelsen af de erklæringer om danske kirkeforhold som afæskedes landets bisper og det teologiske fakultet. Af natur var han tungsindig, og han så med voksende bekymring på den moralske og religiøse tilstand i den lutherske kirke hvorfor han ivrigt tog del i bestræbelserne til forbedring af menighedslivet gennem bodsforanstaltningerne 1626 og den vigtige forordning af 27.3.1629 om kirkedisciplinen. På disse områder kunne han mødes med Rosenkrantz hvorimod hans polemik mod romerkirken fjernede ham fra vennens særstandpunkter; allerede inden udgivelsen af Systema var det kommet til et brud mellem dem, og deres venskabelige forhold blev ikke siden genoprettet. Rosenkrantz mente at den skolastiske teologi havde fortrængt den gamle enfoldige kristendom, men i sin iver for at fremme det religiøse liv fremhævede han ensidigt de gode gerningers betydning. Dette fremgik især af hans indledning til markgrev Albrecht Vs Fürstenspiegel, et opbyggelsesskrift fra reformationstiden som han udgav 1636, og imod hvilket superintendent St. Klotz i Flensborg rettede et skarpt angreb hvori han anklagede udgiveren for vranglære. Kongen æskede det teologiske fakultets erklæring, og B. der var på rejse blev bedt om en skriftlig udtalelse. Skønt mådeholden i formen tiltrådte B. reelt Klotz' kritik, og hans standpunkt kom også til at præge fakultetets modskrift der fældede en meget skarp dom over Rosenkrantz. Denne følte sig i høj grad forbitret og vendte særlig sin harme mod B. der yderligere tog afstand fra ham i sin kommentar til Jakobs Brev (1641). Mens denne strid stod på havde B. selv givet et smukt vidnesbyrd om hvor magtpåliggende det var ham at vække det religiøse liv i den danske kirke. 1635 havde han udgivet vinterparten af sit andet store hovedværk, Sabbati Sanctificatio; det er: Gudelig Betænkning og kort Forklaring over alle Evangelier og Epistler, og 1638 kom sommerparten. De senere udgaver fik titlen Huspostil og var i to århundreder en af de mest udbredte andagtsbøger i Danmark. Kort efter trådte B. i et nærmere forhold til kirkelivet: i 28 år havde han været professor ved universitetet og tre gange (1623, 1629 og 1635) dets rektor da biskop Resen døde 14.9.1638; få dage efter meddelte kansleren Chr. Friis ham at kongen ved umiddelbart valg havde udnævnt ham til Sjællands biskop. Han ville dog ikke modtage valget uden at det i overensstemmelse med kirkeordinansen var foretaget af stiftets provster. Da disse derefter enstemmigt havde ladet det falde på ham befalede kongen ham uden vægring at modtaget det, og 17.3.1639 indviedes han af den skånske biskop Peder Winstrup. Mens disse forhandlinger stod på havde han den sorg at miste sin eneste søn, Christian B., der på studierejse i England beredte sig til at overtage et professorat hjemme. To andre børn var døde i en spæd alder, og B. stod således nu uden livsarvinger. Efter samråd med sin hustru aflagde han derfor det løfte at ville anvende det nye embedes indtægter til gudelig brug og til hjælp for trængende "efterdi Gud forud havde velsignet dem rigelig til eget behov". Da B. tiltrådte bispeembedet fandt han endnu blandt almuen mange levninger af forskelligartet overtro, og imod disse rettede han 1639 sine første synodalskrivelser. Særlig advarede han imod misbrug af den hellige nadver som lægemiddel imod legemlige sygdomme, ivrede strengt imod brugen af trolddomskunster og påbød præsterne at føre flittigt tilsyn med besøgende ved de såkaldte helligkilder. Almuens oplysning søgte han at fremme ved at skærpe bestemmelserne om katekisation. Ligesom husandagten langt ned i tiden har søgt sin næring i B.s huspostil således bar gudstjenesten i den danske kirke endnu i århundreder på flere måder præget af hans praktiske religiøse sans: efter hans forslag afskaffedes 1640 den latinske korsang, og fra den tid blev hele gudstjenesten på dansk. Kollekten og bønnen i fasten og på langfredag menes forfattet af B. Efter hans forslag indførtes også en bestemt formuleret tiltale ved uddelingen af nadverelementerne. Til salmesangens forbedring blev det påbudt at ingen salmer måtte synges uden dem almuen havde lært, og kvinderne skulle synge med, og for at opnå en bedre overensstemmelse mellem tekst og melodi gennemgik han selv salmebogen og satte mærke ved de salmer han ønskede forandret. Han trådte derfor i forbindelse med den kongelige kapelmester Jacob Ørn og med præsten Søren Poulsen Gullænder som fik omarbejdelsen betroet. Denne der tidligere havde fået et lignende hverv af biskop Resen fuldførte også arbejdet, men hans forbedringer kom dog kun gudstjenesten til gode for så vidt som en del af dem optoges i nogle af de nye salmebøger der udgaves af forskellige københavnske boghandlere. Ligeledes indførtes onsdagsprædiken i fasten, og efter kongelig befaling udgav B. til vejledning for præsterne sin Gudelig Undervisning om Jesu Christi Pine og Død, 1639. I sine synodalskrivelser advarede han præsterne imod at være forsømmelige i udarbejdelsen af deres prædikener og påbød dem at gøre dem korte og fattelige. Vistnok efter hans forslag blev det tillige befalet at der skulle ansættes folk til at gå om i kirkerne og vække dem der sov under prædikenen ved at prikke dem med lange kæppe. Præsterne fik 1645 tilhold om under embeds fortabelse at holde rigtig bog over ægteviede, fødte og døde. Han førte strengt tilsyn med gejstlighedens sædelighed og påmindede den idelig om at vise tarvelighed i levemåde og klædedragt. De præster hvis kundskaber han ved bispeprøven fandt for ringe måtte førend de tiltrådte deres embede skriftligt forpligte sig til at indhente det forsømte ved flittig læsning, men han var tillige omhyggelig for at forbedre præstestandens økonomiske stilling, og mange som sad i små kald fik ved hans indstilling tillæg af kronens tiender. Også simonien modarbejdede han efter bedste evne og vakte derved undertiden de adelige kirkeejeres uvilje.

I forhandlingerne om skolevæsenets forbedring tog B. en væsentlig del. Gymnasierne søgte han at opretholde, men fordrede at de for at bevare deres betydning skulle udstyres med de bedste lærerkræfter. 1641 indgav han selv et omfattende forslag til en ny skoleordning som dog ikke gennemførtes. Han modtog gerne råd af dygtige skolemænd som rektoren Hans Mikkelsen Ravn i Slagelse med hvem han stod i livlig brevveksling, og hvis forkærlighed for musikken han delte. Han besøgte ofte Herlufsholm og overhørte disciplene, og med den som forbillede fik han i Roskilde 1642 oprettet en regens hvor tyve disciple skulle opdrages under omhyggeligt tilsyn af en konrektor. Han optrådte med stor strenghed over for forsømmelige skolemænd men kunne i sin nidkærhed undertiden gå for vidt. Også i sit eget hjem udfoldede B. en betydningsfuld virksomhed som opdrager af unge studerende der enten fik fast ophold i hans hus for at arbejde under hans særlige tilsyn eller som daglige gæster fik adgang til hans bord hvor måltidet krydredes ved lærde og opbyggelige samtaler. Christian IV der ikke havde glemt hans fortjenester som lærer for den unge prins Christian satte 1636 sin naturlige søn Ulrik Christian Gyldenløve i B.s hus hvor han opdroges i seks år. Chr. Friis til Kragerup lod også sin søn Hans Friis opdrage hos ham, og mange andre adelsjunkere opholdt sig i flere år i hans hus (fx Niels Trolle, Niels Krabbe, Gregers Friis, Axel og Hans Skeel m.fl.), og med dem fulgte unge studenter af borgerstanden der tjente som hovmestre, således Jacob Matthisen der døde som biskop i Århus, Thomas Bang og Jacob Knudsen der begge siden vandt et navn som universitetslærere. Blandt B.s hus- og bordfæller af borgerstanden må særlig fremhæves to som siden fik en gennemgribende indflydelse på absolutismens udvikling i Danmark: Hans Svane og Peder Griffenfeld.

B. synes at have stået i godt forhold til den danske adel, og han var en yndet prædikant ved dens bryllupper og begravelser. Kun fra én side var han genstand for hadefuld forfølgelse: det såkaldte svigersønneparti med Corfitz Ulfeldt i spidsen kunne ikke glemme de ydmygelser der var tilføjet fru Kirstine Munk og dem igennem hende. Allerede 1630 da kongen havde bestemt sig til at forstøde Kirstine Munk havde teologerne tilrådet skilsmisse. Hun blev forvist til Jylland, og det blev hendes børn forbudt at besøge hende. Men de satte sig ud over dette forbud idet de påberåbte sig det fjerde bud. Kongen forelagde sagen for det teologiske fakultet der dengang bestod af B., Hans Resen og Laurids Scavenius, og dette afgav 1646 den erklæring at børnene havde uret. Disse, og især Corfitz Ulfeldt, blev yderst forbitrede og søgte lejlighed til at hævne sig. Da Christian IV lå for døden og måske ikke var sig sin handling fuldt bevidst overtalte Ulfeldt ham til at sætte sit navn under en stævning hvorved de tre teologer indkaldtes til næste herredag for at svare for den forargelse de havde vakt. Dagen efter døde kongen, men han havde dog endnu i sine sidste timer givet B. et bevis på sin tillid idet han betroede rigsklenodierne i hans varetægt, og B. lod sig ikke ved Ulfeldts trusler bevæge til at udlevere dem. Men hans stilling var rystet, og Ulfeldt var tilsyneladende den stærkeste. Hans forsøg på at få de tre teologer suspenderet strandede på rigsrådernes modstand, men derimod lykkedes det ham at få dem udelukket fra at møde som valgmænd ved kongevalget. Sagen blev dog ikke optaget på herredagen, men ved formående velynderes mægling tilvejebragtes der juni 1648 et forlig, idet det teologiske fakultet gav en for det meget ydmygende erklæring. 18.11.1648 holdt B. en latinsk ligprædiken over den afdøde konge, og 23.-24.11. salvede han Frederik III og Sophie Amalie. Men Ulfeldts had var endnu ikke tilfredsstillet, og 1651 måtte B. indstævne ham for herredagen i anledning af hans angreb på ham for nogle undersøgelser han havde ladet foretage under Dina Vinhofvers proces. Da det oplystes at undersøgelserne var foretaget efter kongens befaling kunne Ulfeldt ikke komme ham til livs, men alle disse besværligheder havde nedbrudt B.s livskraft, og han døde efter længere tids tiltagende svækkelse. Sit store og skønsomt udvalgte bibliotek (ca. 4000 bind) testamenterede han til universitetsbiblioteket. Han gav 7000 rdl. til oprettelsen af fjorten senge i Vartov og oprettede flere betydelige legater, deriblandt et rejsestipendium for unge teologer. Sille Balchenburg bortgav siden størstedelen af sin formue i legater til universitetet, Vor frue skole i Kbh. og Ålborg hospital.

B. hører sammen med Niels Hemmingsen og H. Martensen til de berømteste systematiske teologer Danmark har fostret. Han stod på højde med J. Gerhard og L. Hutter i Tyskland og med jesuitternes lærdeste teolog, R. Bellarmin. End større betydning tilkommer dog B. som opbyggelses-forfatter idet hans Huspostil gennem 150 år øvede en afgørende indflydelse på prædikenens udformning i den danske kirke. B.s egne prædikener er tidløse homilier, bibellæsninger der gennemgår dagens perikoper sætning for sætning, ord for ord, og i sammenhæng hermed fremsætter de betragtninger af dogmatisk og etisk art de foreliggende tekster gav anledning til. Den livsanskuelse som kommer til orde både i Systema og huspostillen bærer et strengt og alvorligt religiøst præg. Den kan i frihed og rummelighed ikke måle sig med Luthers, og den levnede ikke megen plads for det naturlige menneskeliv og dets forskellige ytringsformer. I den fromhedstype B. repræsenterede har dog i den ældre tid slægtled efter slægtled fundet hvile.

Familie

Forældre: borgmester Rasmus Sørensen B. (1537–99) og 2. hustru Bodil Jacobsdatter (1561–1619, gift 2. gang 1605 med borger i Køge Iver Christoffersen Schøller, ca. 1568–1620). Gift 24. (23.) 6.1611 i Kbh. med Sille Tønnesdatter Balchenburg, født 10.11.1581 i Ålborg, død 19.7.1661 i Kbh., d. af købmand og rådmand Tønne B. og Anna Hansdatter. – Bror til Hans B. (1594– 1638).

Ikonografi

Afbildet på forældrenes epitafiemal. (Køge k.). Stik af S. de Pas, 1633, kopieret i stik af Melchior Haffner. Maleri 1648 (Fr.borg), benyttet for hovedets vedkommende som forlæg for stik af A. Haelwegh, 1653, kopieret i maleri (Roskilde domk., opsat 1757) og i en række stik, bl.a. af I. Haas, 1761, træsnit m.m. Sandsynligvis afbildet på Ole Worms epitafiemal. (Nat.mus.). En scene af B. med Griffenfeld og Fr. III er malet af C. Svendsen, 1823, af Constantin Hansen, 1858, af Carl Bloch, 1888 og 1889 (Kbh.s univ.). Statue af Viggo Jarl, 1933 (ved Frederikskirken, Kbh.). -Mindetavle 1652 (Brønshøj k.). Mindestøtte af Wiedewelt, 1781, fornyet af H. E. Freund, 1840 (Jægerspris) og af H. Kindberg, 1907 (GI. Nikolaj kgd., Køge).

Bibliografi

Kilder. Breve i Danische Bibliothec II, 1738 158–76; sst. III, 1739 210–15 samt i Kirkehist. saml. 3.r.II, 1877–80 707 709f.; sst. V, 1884–86; sst. VI, 1887–89. Danske mag. 4.r.II, 1873 256–64; 5.r.I, 1887–89 37–43; II, 1889–92 142f. Pers. hist. t. 8.r.VI, 1927 159. Lit. Programma funebre over J. B. af 29.4.1652 (heri selvbiogr.) og over Sille Balchenburg af 2.8.1661. E. O. Torm: Ligprædiken over J. B., 1652. Samme: Ligprædiken over Sille Balchenburg, 1661. R. Vinding: Regia academia hauniensis, 1665 233–44. D. G. Zwergius: Det siellandske cleresie, 1753 169–237. G. Treschow: Danske jubellærere 11,2,1753 65–90. C. Giessing: Nye saml. af jubellærere 11,2, 1783 12–31. Jens Møller i Hist. caiender, udg. L. Engelstoft og J. Møller, III, 1817 193–276. L. Helweg i Kirkehist. saml. I, 1849–52 484–96. H. F. Rørdam sst. 2.r. I, 1857–59 421 500–11. E. F. Koch sst. III, 1864–66 667–788. H. F. Rørdam sst. VI, 1872–73 85 110–13. H. F. Rørdam sst. 3.r.III, 1881–82 23–26. H. F. Rørdam sst. V, 1884–86 195–204. H. F. Rørdam sst. 4.r.III, 1893–95 179–94. Fr. Nielsen sst. V, 1897–99 517–22 625f. K. F. Hansson sst. 6.r.VI, 1948–50 49–53. Bj. Kornerup sst. 7.r.I, 1951–53 275–79. Bj. Kornerup sst. III, 1957–59 408–10 412f. 416–18. L. Gråne sst. VI, 1966–68 378 380. J. Stenbæk sst. 1972 58–87. J. Stenbæk 1975 41 f. 51 f. J. Stenbæk sst. 1976 84–97. H. F. Rørdam i Hist. t. 3.r.IV, 1865–66 især 513–19 551 f. 566f. 569f. 577f. S. Birket Smith: Leonora. Christina grevinde Ulfeldts hist. I, 1879 134 165 171f. 176 215f. C. Rosenberg: Nordboernes åndsliv III, 1885 315–32 337–43 405–13. J. Oskar Andersen: Holger Rosenkrantz den lærde, 1896. H. F. Rørdam: Hist. saml. og studier IV, 1902. Knud Fabricius: Kongeloven, 1920 92–98. Bj. Kornerup: Hans Povlsen Resen MI, 1928–68. Einar Høigård: Oslo katedralskoles hist., Oslo 1942 75. Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig