Jep Friis, d. .1486, biskop. Begravet i Børglum. F. havde studeret i Leipzig og imens nydt indtægter af et kanonikat i Ribe og af Udby kirke. Han gjorde sandsynligvis tjeneste i kancelliet da han 1453 blev valgt til biskop over Børglum stift. 10.5. aflagde han troskabsed til kong Christian I; den pavelige udnævnelse er af 17.8. – F. kom til et uroligt bispedømme, og selv var han stridslysten og stejl. Han udæskede provsten og kapitlet i Børglum der førte deres klager frem for kongen; hans svende kom for skade at slå herremanden Anders Thamesen ihjel; jævnlig lå han i trætte om markskel og fiskeruser. Han hævdede bispestolens ret med myndighed i væsentlige forhold, således i spørgsmålet om patronatet over Ø kloster, og synes i øvrigt at have haft interesse for klostrene. Mariekirken i Sæby overlod han til karmeliterne; han lagde Saltum kirke til Helligåndsklostret i Ålborg og tillod Skt. Clara kloster i Roskilde at sende sit bud til Skagen, Hals og andre fiskerlejer i stiftet for at samle almisser. I brydningen inden for franciskanerordenen tog han parti for den konservative fløj. – F. indrettede et kapel i sin domkirke. En kalk han gav til kirken er endnu til. Han skænkede også gods til Børglum kloster; ikke des mindre gjorde provst og kapitel gældende efter hans død at han havde påført dem tab, og ville at slægten skulle stå til rette. – Som medlem af rigsrådet tog F. del i betydningsfulde afgørelser; hans navn nævnes i vigtige akter, således i Ribeprivilegiet af 5.3. 1460 og i rigsrådets brev af 4.11.1468, der kundgør Kalundborgmødets beslutninger. Han hørte til de herrer som kongen 1464 lod blive tilbage i Sverige, og som måtte overgive Stockholm slot.

Familie

Forældre: Niels F. til Haraldskær og Stollig, af Skaktavl-Frisernes slægt, og Ellen Henningsdatter Moltke.

Ikonografi

Relief på ligsten (Børglum k.).

Bibliografi

Acta pontificum Danica, udg. Alfr. Krarup og Johs. Lindbæk HI-IV, 1908-10. Missiver fra Chr. Is og Hans's tid, udg. Will. Christensen I–II, 1912-14. Repertorium diplomaticum I-IV VIII-IX, 1928-38. – Will. Christensen: Dansk statsforvaltning, 1903 (reproudg. 1974). Johs. Lindbæk: Pavernes forhold til Danm., 1907.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig