Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Dinesen Jersin

Oprindelig forfatter BjKorn

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jens Dinesen Jersin, 28.9.1588(7)-25.10.1634, biskop. Jens Dinesen Jersin gik i skole i Roskilde og Køge, siden på Herlufsholm hvorfra han blev dimitteret ca. 1605. 1606 blev han hører på Herlufsholm, men allerede 1607 drog han til Wittenberg hvor han tog levende del i datidens heftige kampe om berettigelsen af metafysikken som han holdt på.

1610 kom han hjem, tog s.å. magistergraden og blev 1611 rektor i Sorø. 1615 rejste han på ny udenlands, forsynet med et rejsestipendium på tre år og betroet tilsynet med en tidligere discipel i Sorø, Mogens Krabbe. Han immatrikuleredes 1615 i Heidelberg. 1615 var han i Rostock og Leipzig, 1616 blev han immatrikuleret i Giessen, men blev allerede s.å. kaldt tilbage til København for at overtage et professorat. Dette afslog han dog idet han undskyldte sig med at han var stærkt optaget af undersøgelser vedrørende den nye undervisningsmetode man just da prøvede i Giessen.

Da han 1617 vendte tilbage til Danmark blev han tugtemester for Christian 4.s naturlige sønner, Christian Ulrik Gyldenløve og Hans Ulrik Gyldenløve, og allerede 1619 tillige professor ved universitetet (i metafysik), fra 1624 i fysik.

Annonce

Hans hovedbeskæftigelse i disse år var dog arbejdet med at skabe en ny latinsk grammatik. I Giessen var han blevet vundet for den ovennævnte undervisningsmetode der oprindelig var udformet af Wolfgang Ratichius, og som tilsigtede dels at gennemføre en forenkling af stoffet, dels at gøre det lettere at tilegne ved hjælp af lærebøger på modersmålet. 1622 blev det pålagt Jersin at udarbejde en latinsk grammatik efter disse principper, og s.å. kunne han forelægge universitetets professorer en større og en mindre lærebog i dette fag. Disse vakte midlertid en storm af modstand, især fordi de for en del var affattet på dansk, og da den nu så konservative biskop H.P. Resen som modtræk udgav en fornyet udgave af Philipp Melanchtons latinske grammatik, så det mørkt ud for Jens Dinesen Jersins reformplaner.

Da befalede Jersins velynder, kansler Christen Friis til Krogerup, ham at meddele en kritik af denne melanchtonske grammatik. Det gjorde han så udtømmende at dens skæbne blev beseglet, og Jens Dinesen Jersin fik 1622 privilegium for ti år på udgivelsen af sine grammatikker der udkom 1623–24 under titel Epitome grammaticæ Latinæ og Grammatica Latina. En række kongebreve påbød indførelsen af de nye lærebøger, men reelt set fik de dog ikke så stor betydning som man kunne have ventet, da anvendelsen af det danske sprog i dem indskrænkedes mere og mere i de senere udgaver og til sidst helt forsvandt. Stærkere blev derimod den indirekte eftervirkning af Jersins reformbevægelse, idet arbejdet for og med det danske sprog i de følgende år fik en større plads i åndslivet end tidligere.

En ikke mindre personlighedspræget indsats kom Jens Dinesen Jersin til at gøre på et andet område, det kirkelige. Under sine studieophold i Tyskland havde han ikke blot tilegnet sig den ortodokse skoleteologi med forherligelse af Luther som en enestående gudskæmpe og den skarpeste afvisning af kalvinismen, men var tillige blevet vundet for de retninger der som Weigelianerne og Johann Arndt i Tyskland, Holger Rosenkrantz (1574–1642) og H. P. Resen i Danmark ikke ville nøjes med et korrekt læreindhold, men især tilsigtede at omsætte lære i liv. Under påvirkning af disse tanker førtes Jens Dinesen Jersin ind i en stærk åndelig gæring der først synes at have nået sin (foreløbige) afslutning ved et åndeligt gennembrud. En gammel, men næppe helt pålidelig beretning henlægger dette til en mystisk oplevelse som han skal have haft i Sorø kirke, mens han spillede på sin lut.

At dømme efter udtalelser af ham selv ser det dog snarere ud til at hans alvorligste religiøse krise, fulgt af et afgørende gennembrud, er faldet i tiden efter at han var blevet præst. 1625 blev han nemlig kaldet til provst og sognepræst ved Vor Frue kirke i København, og 1626 tiltrådte han sit nye embede. Kun i tre år kom han til at virke i dette, men hans gerning satte dybe spor. Han var både en mægtig opvækkelsesprædikant og en fint forstående sjælesørger der fremkaldte en stærk åndelig bevægelse i Vor Frue menighed. Værdifulde kilder til at lære væsentlige sider af hans standpunkt og virksomhed at kende foreligger i to skrifter af ham, Vera via vitæ, en rictig Vey, som fører til det evige Lifv, 1633, og Troens Kamp oc Seyr, 1636, der indeholder en bearbejdet gengivelse af forfatterens prædikener i Vor Frue kirke. Begge er de senere udkommet i talrige oplag, og i århundreder hørte de til den mest læste opbyggelseslitteratur i Danmark. Det første belyser især Jersin som opvækkelsesprædikant og afspejler på karakteristisk måde hans stadige bestræbelser for at betone værdien af en "levende" tro. Ikke den korrekte kundskab om Gud og hans vilje er tilstrækkelig, den sande tro ytrer sig gennem en aldrig hvilende kamp mod synden i alle dens former. Troens Kamp oc Seyr er Jens Dinesen Jersins mest personlige bog, og der er sider i den som synes skrevet med hans eget hjerteblod. Ud fra en dyb erfaringsbaggrund skildrer han med levende farver alle de kriser en kristen, ikke mindst en præst, kan komme til at gennemgå, og anviser midler til at overvinde dem. Fra den strenge rettroenheds dage står bogen om troens kamp og sejr som et mærkeligt religionspsykologisk mindesmærke og tegner på livfuld måde billedet af en lidenskabeligt bevæget, dybt religiøs natur.

1629 blev JJens Dinesen Jersin udnævnt til biskop i Ribe. Det var Christian 4. om at gøre ikke blot at få en dygtig biskop til dette sted, men også en personlighed der kunne virke som tillidsmand i de bevægede tider under trediveårskrigen. Det var en vanskelig gerning Jersin gik ind til. Kirkelig og borgerlig orden var i mange henseender næsten opløst, og det var ham især svært at gøre sin myndighed gældende over for præsterne i de slesvigske sogne der hørte ind under Ribe bispestol. Idelig måtte han derfor færdes på rejser i det udstrakte stift og jævnlig også drage over til forhandlinger i København med kongen og kansleren.

1630 gav kongen ham valget mellem at være biskop i Ribe eller blive professor i København; han valgte det første, tro mod sit kald. S.å. blev han dr. teol. Blandt de vanskeligheder, han havde at kæmpe imod, var også den stærkt udbredte overtro som gav sig mange krasse udslag. En mærkelig skrift som man opdagede på en rude i Ribe satte således borgerskabet i heftig bevægelse idet man troede, at den varslede om kommende ulykker. Jens Dinesen Jersin greb da lejligheden til at rette et kraftigt slag mod moderne subjektive profetier, og hver dag en uge igennem prædikede han mod overtro. Disse prædikener udgav han 1631 under titel Om Miracler, Tegn oc Obenbaringer oc deris Udleggelse. Han stiller sig heri med skepsis over for troen på den nye tids mirakler som efter hans mening for en stor del blot beror på løgn og opdigtelse, og opfordrer folket til hellere at granske Guds ord i skriften end at fortabe sig i selvopfundne fortolkninger af usikre tegn.

Da Jens Dinesen Jersin 1634 var på visitats i Mjolden kom han i strid med en bonde der blev så ophidset, at han slog biskoppen på øret. Sagen blev af nogle Jens Dinesen Jersin fjendtligt stemte adelsmænd fremstillet ved hove i et falsk lys, og han mente derfor at det var bedst selv at forklare kongen den rette sammenhæng. Han tiltrådte en rejse til København, men kom ikke længere end til Nyborg hvor en pludselig feber gjorde ende på hans liv.

Familie

Jens Dinesen Jersin blev født i Jersie, døde i Nyborg og blev begravet i Ribe domkirke.

Forældre: sognepræst Dines Jersin (død 1603) og Ellen Hansdatter (gift 2. gang med sognepræst i Jersie Peder Andersen Mand, død ca. 1634). Gift 1. gang 1621 med Anna Hansdatter Wolf, død 1625 i Sorø. Gift 2. gang 1626 med Margrethe Fuiren, født 2.1.1612 i Kbh., død 19.3.1628 sst., mulig d. af Hans F. og N. N. Vibe. Gift 3. gang 22.8.1630 i Ribe med Catharina Jacobsdatter Outzen, død tidligst 1640, d. af købmand i Haderslev, borgmester Jacob O. (død senest 1617) og Maria Bertramsdatter (død tidligst 1617).

Ikonografi

Et stik, 1716, menes udgivet for Jens Dinesen Jersin med urette. – Mindetavle 1909 på hjørnet af Skolegadetorvet, Ribe.

Bibliografi

Jens Dinesen Jersin: Tvende opbyggelige skr., [1730] (indledn.). Kirkehist. saml. 2. r. II, 1860–62 662f (brev). Sst. V, 1869–71 612. – E. Pontoppidan: Annales ecclesiæ Danicæ III, 1747 156–65. S. M. Gjellerup: Biskop Jens Dinesen Jersin, 1868–70. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 3. r. I, 1874–77 457–65 479 486–89. J. Oskar Andersen: Holger Rosenkrantz den lærde, 1896 99 322–24. O. Walde: Storhetstidens lit. krigsbyten II, Uppsala 1920 291 417 425. Bj. Kornerup: Vor Frue kirkes og menigheds hist., 1929–30 258–62. S. Nygård: Familien Nygaard på Frederikskilde, 1933 77 333. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Jens Dinesen Jersin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292158