Jens Andersen, kaldet Beldenak, d. 20.1.1537, biskop i Odense, fødeår ukendt. Død i Lübeck, begravet sst. Øgenavnet Beldenak (brugt allerede i en tale af Hemming Gad til hansestæderne 1511 og 1523 i de tre Uppsala-gejstliges relation om det stockholmske blodbad) sigter antagelig til en skaldet nakke eller isse og ikke – som hævdet af H. Petersen – til Jens Andersens stejle og hovmodige karakter. En latinsk gravskrift han selv har forfattet oplyser at Jens Andersen var skomagersøn fra landsbyen Brøndum ved Løgstør. Som dreng undervistes han i en klosterskole, maj 1487 blev han immatrikuleret ved Kolns universitet og tog velsagtens her den magistergrad han i 1493 sad inde med. Han var da også præsteviet og erhvervede i de følgende år flere gejstlige embeder. 1493, 1495 og 1497 studerede han tilsyneladende i Rom. Senest 1498 var han blevet sekretær i kancelliet, og efter kongelig indstilling udnævntes han i januar 1502 af paven til biskop over Fyns stift.

På få år var skomagersønnen blevet en af rigets mægtigste mænd. Utvivlsomt har Jens Andersen været en usædvanlig begavelse. Navnlig i kraft af sin juridiske kløgt blev han et yndet værktøj for kong Hans. 1498 optrådte han i Norge som dommer over den opsætsige almue. 1499 eller 1500 anførte han et gesandtskab til storfyrsten i Moskva. Med bispeudnævnelsen fulgte sæde i rigsrådet. Anvendelsen af "kejserretten" i dommen over den myrdede rigshofmester Poul Laxmand 1502 tyder på Jens Andersens medvirken. I hvert fald fik han tillagt rigshofmesterens gård på Østergade i København samt det bøndergods der senere blev til herregården Ørbæklunde. 1503 antog han på kong Hans' vegne den af pavens legat forkyndte fredsdom i Lübeck, i første omgang – som det synes – til kongens tilfredshed. Også senere deltog han i alle politiske afgørelser af betydning: Kalmardommen 1505, fredsforhandlingerne med lübeckerne 1506–07 og med svenskerne 1508–09. 1511 holdt Jens Andersen sørgetalen over prins Frants og 1513 over kong Hans der begge bisattes i Odense. 1511 var han af de øvrige bisper blevet udpeget til at repræsentere den danske kirke på Lateran-konciliet i Rom 1512 men kom dog ikke af sted.

Også efter Christian II's tronbestigelse syntes hans position urokket. Han deltog i forhandlingerne med de svenske sendebud i København 1513 og 1515, og han var med kongen i Flensborg da han i oktober 1513 hyldedes af det slesvig-holstenske ridderskab. – Stiftet styrede han energisk og myndigt. Om hans kirkelige interesser vidner en altertavle (nu i Nørholm kirke ved Limfjorden) forsynet med Jens Andersens våbenskjold og en (fiktiv?) bispefigur samt altertavlen fra Fåborg helligåndskloster (udført i Lübeck 1511, nu Nationalmuseet) der var skænket af Jens Andersen og klostrets prior. Ved en omfattende øksnehandel, godstransaktioner og beskatning af gejstligheden forstod han at sikre bispestolens økonomi. 1504–08 opførte han i Odense den anselige bispegård (senere adeligt jomfrukloster). To tavler med hans våben og årstallet 1518 hugget i sten er nu på Fyns stiftsmuseum. Imidlertid havde Jens Andersen i sit eget stift erhvervet sig farlige fjender. Ved påsketid 1504 havde hans folk dræbt lensmanden på Næsbyhoved, Otto Porsfeldt hvis holstenske slægtninge indledte en årelang forfølgelse af ham. Allerede inden var han gerådet i strid med sin forgængers broder, Marquard Rønnow på Hvidkilde der en tid belejrede Jens Andersen på bispestolens slot Ørkel ved Svendborg. Præsten Hans Hansen havde han 1508 undsagt på livet, og også med lensmanden på Nykøbing slot på Falster, Oluf Holgersen Ulfstand, lå han i bitter fejde. Til disse personlige stridigheder føjedes snart en mere alvorlig modsætning til selve kongemagten.

Der er tegn på at Jens Andersen endnu i kong Hans' sidste år skulle have været ofret. I hans sted havde kongen i april 1512 sendt sin sekretær Johan Wulff til Lateran-konciliet, bl.a. med klagemål over Jens Andersens egenmægtige nedlæggelse af provstiet i Odense der var et kongeligt patronat. Og da kongens broder, hertug Frederik (I), rejste krav om erstatning for sine tab som følge af fredsmødet i Lübeck 1503 henvistes han i juni 1512 af kons Hans til at gøre sine fordringer gældende over for Jens Andersen der havde antaget fredsdommen på kongens vegne. Hans videre skæbne giver et ejendommeligt indblik i Christian II's regeringssystem. Tronskiftet havde blot udskudt opgøret. Jens Andersens dødsfjende, Hans Hansen, førte sagen ved pavehoffet og opnåede at han bandlystes (før september 1516). På herredagen i november 1517 hvor den pavelige legat Arcimbold var til stede rettede kongen de voldsomste anklager mod ham og afkrævede ham den efter tidens forhold uhyre sum af 80.000 gylden, et beløb der ikke var hjemlet i kongens faktiske tab. Uden at der fældedes dom indsattes Jens Andersen i forvaring hos ærkebiskoppen og domkapitlet i Lund. Senere overførtes han til Vordingborg og endelig til fæstningen Engelsborg i Nakskov fjord hvor han holdtes i strengt fangenskab. Imens førtes kampagnen mod ham videre. 1519 rejstes Porsfeldt-sagen ved Odense byting, og kongen opkrævede bøderne ved at gøre indførsel i Jens Andersens private besiddelser. Efter to års fængsling faldt han til føje. I februar 1520 førtes han fra Engelsborg til Sjælland. 23.4. afsagde bisperne Lage Urne, Stygge Krumpen og Jørgen Skodborg kendelse om et forlig som Jens Andersen antog. Herefter forpligtedes han til at betale kongen de 80.000 gylden, mens kongen til gengæld atter skulle tage ham til nåde. – Bestemmelserne var meget hårde. Jens Andersen blev på det nærmeste umyndiggjort. I stiftet indsattes Hans Hansen på kongens vegne for at oppebære 2/3 af indtægterne fra bispestolens jordegods. Under disse omstændigheder fulgte han velsagtens villigt Christian II til Sverige – han der selv havde været offer lod sig bruge som redskabet ved andres undertrykkelse. Det var Jens Andersen som på mødet i Stockholms gråbrødrekloster 30.10.1520 udlagde St. Eriks lov for det svenske rigsråd således at Sveriges forfatning ændredes til et arverige. 1.11. førte han ordet på Brunkeberg da stænderne hyldede Christian II. Og endelig anførte han 8.11. den gejstlige ret der afsagde kendelsen om Sture-partiets kætteri – signalet til blodbadet. En af de henrettede var biskoppen af Strängnäs, og kongen overlod nu Jens Andersen dette stift. Da Christian II i december 1520 rejste til Danmark, indsatte han som statholdere i Sverige Didrik Slagheck, ærkebiskop Gustav Trolle og Jens Andersen.

Mens oprøret i Dalarna bredte sig udbrød snart indre stridigheder i regeringsrådet, særligt mellem Jens Andersen og Didrik Slagheck. Begge parter begav sig til København for at retfærdiggøre sig, men foreløbig sejrede Didrik. Allerede inden Christian II's hjemkomst fra Nederlandene i september 1521 indsattes Jens Andersen på ny i varetægtsfængsel på Københavns slot, formentlig efter ordre. Herfra overførtes han til Flyinge i Skåne, en af ærkesædets borge, senere Helsingborg (Skibby-krøniken). En kort tid synes han at have opholdt sig på Ørkel som et kaldsbrev for en præst 25.4.1522 antyder. Men da lübeckerne 16.8. indtog Hammershus sad han i strengt fængsel der. Han førtes nu til Lübeck, vistnok som en fri mand. Mere forknyt af fangenskabet var Jens Andersen ikke end at han søgte at hævde sine rettigheder som svensk biskop – Strängnäs stift var i mellemtiden blevet indtaget af Gustav Vasa (derimod stammer et brev Jens Andersen skal have skrevet til det danske rigsråd fra Eggert Frille.

Oprøret mod Christian II 1523, bragte uventet Jens Andersen tilbage til Fyns stift. Han kom dog ikke til at spille nogen fremtrædende rolle, udover at hans talegaver over for almuen anvendtes. Striden med Rønnow'erne blussede atter op (domme 1528 og 1530 gik ham imod), og den lutherske bevægelse vanskeliggjorde yderligere hans stilling. 1527 udsendte han flere hyrdebreve som forsvar for katolicismen. Et (til Assens) er bevaret, et andet kendes fra Hans Tausens svar. Under disse omstændigheder havde han allerede 1526 måttet acceptere Knud Henriksen Gyldenstierne som sin efterfølger (kontrakten stadfæstet 6.1.1527 af Frederik I). 14.3.1529 afstod han endeligt stiftet mod at beholde Kierstrup på Tåsinge, adgang til bispestolens øvrige slotte samt 600 gylden årligt. Han omtales da som "vanmægtig" af sygdom. – Jens Andersen levede nu i ro på Kierstrup. Men antagelig 1533, samtidig med Frederik I's død, blev han overfaldet og bortført af en slægtning af Otto Porsfeldt, Christoffer Rantzau til Quarnbeck. Sine lidelser har han beskrevet i to latinske klagedigte. Omsider løskøbtes han af slægtninge i Lübeck hvor han tilbragte sine sidste leveår. I flere ejendommelige skrivelser 1534 talte han Lübecks sag.

Ikonografi

Foregivet portræt på træstatuette (Nørholm k., Nordjyll. amt).

Bibliografi

Kilder. Samlinger til Fyns hist. og topogr. I, 1861 228–30. Skibbykrøniken, udg, A. Heise, 1890–91. Hanserecesse 3.r.VI, 1899 171 og VIII, udg. D. Schäfer og F. Techen, 1910 220.

Lit. C. Paludan-Müller: Jens Andersen Beldenak, 1837. C. F. Allen: De tre nordiske rigers hist. II, 1865 350–81; III 1, 1867 305–09 322–25 339, III 2, 1867 179–90 219–21 233–35 319. A. Heise i Hist. t. 6.r.III, 1891–92 433–49. Wm. Christensen i Hist. t.6.r.VI, 1895–97 527–30. Kirkehist. saml. 5.r.III, 1905–07 205–07. C. A. Jensen: Danske adelige gravsten I, 1951 70. H. Bruun: Poul Laxmand og Birger Gunnersen, 1959. H. Søgård i Fynske minder, 1966 21–32. – Bispeskikkelsen og våbenskjoldet på Nørholm-altertavlen, se Politikens Danmarkshist. V, 1963 316.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig