Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jacob Holm

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jacob Holm, 25.3.1543 (1547?)-29.5.1609, biskop. Født i Viborg, død i Ålborg, begravet sst. (Budolfi k.). Fra Viborg skole blev H. immatrikuleret i Kbh. 1563. Siden rejste han udenlands som hovmester for den senere øverste sekretær i danske kancelli Absalon Juel til Mejlgård. 1571 immatrikuleredes han i Wittenberg hvor han 1574 tog magistergraden. Her synes han i høj grad at have tilegnet sig både den filippistiske skoleteologi og den melanchtoniske humanisme. Dette fremgår bl.a. af en 1574 i Wittenberg udgivet, på græsk skrevet tale om dydens væsen. Den bærer vel ikke noget originalt præg, men er et tydeligt vidnesbyrd om en ikke almindelig evne til at udtrykke sig i det græske sprog og om forfatterens ret omfattende kendskab til den græske litteratur. Fortalen er desuden oplysende med hensyn til H.s stærke pædagogiske interesser. Det var derfor sikkert et heldigt valg biskop Peder Thøgersen traf da han s.å. ved H.s hjemkomst gjorde ham til rektor ved Viborg skole der i den følgende tid vandt et godt ry. I nogle år havde H. blandt sine disciple Hans Poulsen Resen, hvem han dimitterede til universitetet 1581. 1577 blev H. tillige kannik i Viborg domkapitel og 1582 sognepræst ved domkirken sst. Da Vendelbo stifts bispestol 1587 blev ledig ved magister Jørgen Borringholms død valgte stiftets gejstlighed H. til hans efterfølger. Det lidet der er overleveret om H.s bispevirksomhed viser ham som en nidkær værner af kirkelige interesser. Hans lærdom og hans evne til systematisk tænkning har givet sig et smukt udtryk i den betænkning han 1607 på jyske biskoppers vegne affattede om eksorcismen. Ud fra sit konservative standpunkt ønskede han afgjort denne bevaret. 1608 tiltrådte H. en rejse til hovedstaden for at deltage i tronfølgervalget, men måtte på grund af sygdom vende om.

Familie

Forældre: borger Jens H. Gift 1. gang 15.12.1577 med Else Pedersdatter, født ca. 1559,død 17.5.1591, d. af sognepræst, senere biskop i Viborg Peder Thøgersen (1532–95) og Margrethe Jensdatter (født 1603). Gift 2. gang 8.11.1595 med Elsebe Pedersdatter Hegelund, født 29.8.1577, død 7.3.1641 (gift 2. gang 1610 med borgmester i Ålborg Lars Hansen Skriver, 1579–1630, gift 3. gang 1631 med biskop i Ålborg, mag. Christen Hansen (Riber), 1567–1642, gift 1. gang 1606 (?) med Mette Mathiesen, ca. 1591–1630), d. af rådmand i Ribe Peder H. (1527–84) og Marine Laugesdatter (død 1600, gift 2. gang 1593 med kannik i Ribe Laurits Ægidius, 1531–97, gift 1. gang 1566 med Sophie Iversdatter Stub, ca. 1531–91).

Ikonografi

Afbildet på epitafiemal. (Budolfi k., Ålborg).

Annonce

Bibliografi

Kirkehist. saml. 2.r.V, 1869–71 246f 366 368 370 375f 630f. Sst. 5.r.I, 1901–03 549. Pers. hist. t. 14.r.III, 1961 141. – V. A. Secher: Medd. om slægten Secher (Siker), 1885 (2. udg. 1939) 23–26. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 3-r.III, 1881–82 721–32 (m. breve). Bj. Kornerup: Biskop Hans Poulsen Resen I, 1928 40–45 58 279f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Jacob Holm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291424