Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.E. Gunnerus

Oprindelige forfattere FoxM og cbech
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J.E. Gunnerus, Johan Ernst Gunnerus, 26.2..1718-25.9.1773, biskop. Født i Kri'stiania, død i Kristianssund. Allerede i sin hjembys katedralskole hvor han blev elev 1729 gjorde G. sig bemærket ved usædvanlig begavelse, men efter studentereksamen i Kbh. 1737 måtte han på grund af hjemmets fattige kår ernære sig som informator i Kristiania. 1740 kunne han imidlertid.efter aflagt anden eksamen studere to år i Kbh. hvor han samtidig var i huset hos A. G. Moltke (1710-92) hvorefter han med kgl. understøttelse rejste til Halle som hovmester for en livlandsk adelsmand. Her fortsatte han sine teologiske og filosofiske studier, det sidste under oplysningsfilosoffen Christian Wolf, og læste tillige jura og matematik. 1745 rejste han til Jena hvor han s.å. tog magistergraden i filosofi og 1748 begyndte at undervise i natur- og folkeret. Sine forelæsninger herover udgav han i otte bind 1748-52 under titlen Volståndige Erkldrung des Natur- und Volkerrechts nach denen beliebten Grundsåtzen des Herrn Hofrath Darjes, tilegnet Frederik V, som imidlertid indbragte ham professor J. Darjes' uvilje da han på enkelte punkter imødegik dennes lære. 1753 blev han adjunctus ved det filosofiske fakultet og forelæste over matematik og filosofi.

G.s arbejder tilførte næppe området noget nyt og originalt, men som en begavet formidler af tidens nyere, ledende ideer gjorde han en god pædagogisk indsats, hans polyhistoriske viden var betydelig og hans flid enestående. 1754 fik man endelig øje for hans anvendelighed i Kbh., og han kaldtes hjem for at blive præst og professor ved Herlufsholm skole, men hjemkommen til Kbh. n.å. bortbyttede han efter ordinationen kald og embede for stillingen som provst ved kommunitetet, udnævnt 10.9.1755, og samtidig blev han akademisk vikar for Kbh.s biskop (P. Hersleb) ved universitetet. Her forelæste han over teologi, logik og metafysik samt natur- og folkeret. S.å. udkom hans Institutiones theologiæ, et værk efter Wolfs metode, og som en af de første, og mest velformulerede, wolfianere her vakte han en ikke ringe opmærksomhed. 1757 udsendte han Institutiones metaphysicæ. – G.s ambition rakte dog længere, og 31.7.1758 udnævntes han til biskop i Trondhjem, og hermed kom hans initiativ og arbejdsevne til at præge det norske samfund, samtidig med at han i overensstemmelse med oplysningstidens ånd, og inspireret af den svenske naturforsker Carl v. Linné gav sig i lag med naturvidenskaberne. I sit første hyrdebrev, der bl.a. indeholdt en fortegnelse over alle i stiftet fødte eller bosatte forfattere siden reformationen, fremsatte han tanken om oprettelsen af et norsk videnskabeligt selskab (1767 anerkendelse som kgl.)'som han derefter sammen med Gerhard Schøning og P. F. Suhm fik sat i værk. Sine udstrakte visitatsrejser – stiftet omfattede foruden Nordland fylke også Troms og Finnmark – benyttede han til omfattende iagttagelser af landets naturforekomster, og til indsamling af eksempler.

Som mineralog og zoolog var G. næppe mere end en interesseret dilettant, han udgav en afhandling om Nogle smaa rare og meestendeelen nye Norske Søedyr i Vidensk. selsk.s skrifter 1770, men hans eksempel og ildhu fik afsmittende virkning på præsterne også uden for hans eget stift. Som botaniker sørgede han for at flere norske studenter kom til at studere hos Linné i Uppsala. Han samarbejdede med G. C. Oeder om storværket Flora Danica, og i sin egen Flora Norgevica I, 1766, II, 1776 (med 1772 på titelbladet) fulgte han samme princip som Oeder, at udgive planterne efterhånden som han havde eksemplarerne idet en udgivelse efter Linnés system ville sinke publikationen. Hans bestemmelser er som oftest rigtige, beskrivelserne korte, men omfattende, litteraturhenvisningerne vidner om et sundt omdømme. Blandt planterne er mange sporeplanter, usædvanligt for hans tid hvor botanikerne mest interesserede sig for blomsterplanter. Værket, der omfatter 1118 arter med 12 tavler, er imponerende i betragtning af den korte tid han har haft til udarbejdelsen. 1765 udgav han en afhandling om ilanddrevne frugter ved norske kyster som stadig har interesse.

Annonce

Den iver hvormed G. søgte at give Norge en videnskabelig status – allerede 1768 nævner han ønskeligheden af et selvstændigt norsk universitet – har i eftertiden skabt ham et navn som en af norsk rigsselvstændigheds fædre. Bemærkelsesværdig er imidlertid den smidighed hvormed han over for de politisk ledende har kunnet repræsentere de nye ideer uden at virke suspekt. I hans teologiske værker står han den kommende rationalisme nærmere end den gamle ortodoksi. Muligvis har det dog spillet ind ved hans sendelse til Norge at det ikke var ubekvemt at have ham lidt på afstand. Men 1771 fik man pludselig brug for ham i Kbh. – Efter at Struensee i jan. havde beordret konsistorium til at udarbejde forslag til en reform af universitetet og svar herpå var indkommet i marts indkaldtes G. ved kabinetsordre (6.7.1771) for at gennemgå forslagene og fremsætte en samlet plan. 1.10. påbegyndte han arbejdet, og allerede 16.12. kunne han aflevere sin indstilling, en plan i 37 punkter der opstillede rammerne for universitetets virksomhed, motiverede ændringerne og angav hvilke personer der skulle have de vigtigste poster, og til hvilken løn. Der skulle være fire fakulteter, et teologisk, et historisk, et juridisk og et filosofisk. Det historiske, der var det nye, skulle have en lærestol i alm. europæisk historie og statistik, og en i nordisk historie og antikviteter (forhistorie). Fakulteterne skulle være lige i rang og professorernes rang bestemmes af ancienniteten. Universitetets jordegods der udgjorde den materielle baggrund for dets virksomhed skulle administreres centralt og ikke som hidtil af professorerne ved de enkelte fakulteter. Der skulle overalt forelæses på dansk, kun fremmede professorer måtte anvende latin indtil de fik lært landets sprog. Eksamen skulle rationaliseres og fratages professorerne der var tilbøjelige til at favorisere egne elever, især dem der havde betalt dem for kurser. I stedet skulle eksamen afholdes af de autoriteter under hvilke kandidaterne skulle virke. Den hidtil anvendte, langsommelige, diktat fra egne lærebøger skulle afskaffes, og kurserne der hidtil havde strakt sig over et år "uagtet de fleste ... kunne bringes til Ende i et halvt" skulle begrænses til dette. I øvrigt, foreslår han, måtte ingen student befordres, ingen greve eller baron rejse udenlands før han havde studeret to, tre år ved Kbh.s universitet. Detaljeret gjorde han desuden rede for at universitetets botaniske have der havde dårlige vilkår med hensyn til lys og jordbund skulle flyttes til haven ved Charlottenborg. Hertil var han muligvis nok påvirket af Oeder, ligesom han under sit arbejde modtog en strøm af reformforslag fra forskellig side.

Den væsentligste nyskabelse var dog oprettelsen af embedet som vicekansler hvorved den administrerende myndighed ville blive flyttet fra rektor til en af statsmagten udpeget person der skulle være professor i teologi og førstepræst ved domkirken. Han skulle med G.s formulering være primus inter pares & consistorii præses. Som den første mand til denne ansvarsfulde post pegede G. på sig selv. Formentlig uopfordret slog han endnu et slag for det norske universitet hvis oprettelse efter hans mening ville forøge det norske studentertal. Det burde anbringes i Kristianssand der ville være mere bekvem for folkene nordfra end Kristiania, og selv folk fra Jylland ville have nærmere hertil end til Kbh. Tanken er interessant fordi den viser at han ikke blot tænker i særnorske baner, men i rigsfællesskabets. Og desuden i økonomiske. Med universitetet og en flytning af det videnskabelige selskab til Kristianssand ville denne hensygnende by blive bragt på fode. Dersom denne plan blev bragt til udførelse ville G. føle det som en forpligtelse at overtage posten som vicekansler her. G. fik desuden i opdrag at forberede en reform af hele det lærde skolevæsen, men kuppet mod Struensee 17.1.1772 kuldkastede alle planerne på ubestemt tid. Uden nogen påtale – til trods for hans helhjertede støtte til kabinetsministerens politik – kunne G. vende tilbage til sit norske embede. Hans lettelse herover skinner igennem i følgende linjer til Suhm kort efter: "jeg er hjertelig fornøjet over at være kommet hjem igen, og ønsker aldrig mere at se Kbh." Mere bittert var det at se en stor drøm tilintetgjort: "Det norske Universitet tillige med Reformationen af det Kbh.ske kommer vel alt i Glemmebogen". – Få måneder senere kunne han ved Kristianiabispens sygdom begynde at forberede sig til overtagelse af dette embede, "nu drømmer jeg alt om Gamlebyen" skrev han til Suhm, men inden drømmen gik i opfyldelse døde han på en visitationsrejse. Som forsker var G. ikke original eller nyskabende, men med sit skarpe intellekt og sin rationelle indstilling var han en ypperlig administrator, med sin ildhu, der også dreves af ambition, blev han en igangsætter.

Familie

Forældre: stadsfysikus Erasmus G. (død 1732) og Anna Gerhard. Ugift.

Ikonografi

Stik af J. C. Sysang, 1755, og I. Haas, 1756. Mal. af J. F. Schweiger, formentlig 1765 (katedralskolen og Vidensk. selskab, Trondheim), efter dette kopi af A. Bergius (Nidaros domk.) samt yderligere en kopi (Vidensk. selskab, Trondheim).

Bibliografi

Kilder. R. Nyerup: Udsigt over P. F. Suhms levnet og skrifter, 1798 349-52 (breve fra J.E.G.). Samme: Hist.-statist. skildring af tilstanden i Danm. og Norge III, 2, 1805 375-404 (universitetsplanerne). Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis II-III, 1907-13. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I, 1915-30. Kåbinetsstyrelsen i Danm. 1768-72, udg. Holger Hansen III, 1923.

Lit. Ove Dahl i Det kgl. norske vidensk.s selsk.s skr., Kria. 1888-1910 (se 1910, nr. 12 60-62). Bredo Morgenstierne m.fl. i Norsk theol. t. ny r. IX, Kria. 1918 137-67; Chr. Ihlensst. 1924 65-102. J. H. Tauber: Blade af rector J. H. Taubers dagbøger, 1922 (fot. optr. 1972) = Memoirer og breve XXXVIII 123-37. Ole B. Thomsen: Embedsstudiernes univ. II, 1975 482-85 515-21.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Fox Maule, Claus Bech: J.E. Gunnerus i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290342