Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Helge Skov

Oprindelige forfattere MeHa og RiAn

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Helge Skov, 19.12.1921-25.11.1991, biskop. Helge Skov blev student (Odense katedralskole) 1942, teologisk kandidat fra Århus univ. 1949, var lærer ved Køng højskole 1944–50, sognepræst i Svenstrup 1950, valgmenighedspræst og højskolelærer i Askov 1957–69, sognepræst i Skodborg 1969–71, forstander for Askov højskole 1971–80. Fra 1980 til sin død i 1991 var han biskop over Ribe stift.

Helge Skov voksede op på en højskole præget af at forældrene følte sig hjemme i den grundtvigianisme som Valdemar Brücker og Morten Pontoppidan var talerør for. Det faldt naturligt for Helge Skov til teologisk embedseksamen at skrive specialeopgave om Valdemar Brücker – ikke for at følge familietraditionen, men fordi Helge Skov helt kunne gå ind for Brückers frisindede holdning til kirkelige og kulturelle problemer.

Helge Skov blev sognepræst på Als. Han blev snart kendt som en yderst selvstændig prædikant. Da Askov valgmenighed søgte ny præst efter at Henrik Dons Christensen var blevet biskop i Ribe opfordrede valgmenigheden Helge Skov til at overtage stillingen i Askov. Den var knyttet sammen med en lærerstilling ved Askov højskole. I 12 år var Helge Skov valgmenighedspræst og højskolelærer. Han forstod klart at skelne mellem kirke og skole. Helge Skov karakteriseres som "Tidehvervsgrundtvigianer", men han var det i et stadigt opgør med gængse meninger, også miljøets. Der var altid modhager i hans prædikener. På højskolen underviste han i dansk litteratur og kristendomskundskab. Han beskæftigede sig mest med den nyeste danske litteratur og viste stor evne til at få samtaler i gang om det væsentlige i denne. Det samme gjaldt samtaleundervisningen om centrale punkter i gamle og ny testamente og gennemgangen af fremmede religioner. Undervisningen blev ikke rutine, men en engageret dialog med eleverne.

Annonce

1969 blev Helge Skov sognepræst i Skodborg syd for Kongeåen; her blev han kun to år. Askov højskole var kommet ud i en alvorlig krise og blev tvunget til et forstanderskifte. Forstanderposten var ikke fristende; adskillige mente den kun var til at knække halsen på. Helge Skov fik opfordring til at vende tilbage til Askov som forstander. Han var yderst betænkelig, men sagde omsider ja og reddede skolen. Helge Skov vandt hurtigt elevernes respekt. De værdsatte hans frisind, men især hans holdning. De vidste altid hvad han stod for. Det kom tydeligt frem i hans foredrag og i hans korte taler ved skolekursernes start og afslutning. Mange af de taler er trykt i tidsskriftet Dansk Udsyn.

Helge Skov var medlem af kirkeministeriets strukturkommission 1964–67, gik med stor energi op i arbejdet, men trak sig ud da han fandt at mindretalsretten ikke blev respekteret. 1974 blev han medlem af Radiorådet, indstillet af det radikale venstre; han sad i Radiorådet til 1983. Han gjorde sig hurtigt stærkt gældende i forhandlingerne i radioråd og programudvalg. Han gik imod alle tendenser til højredrejninger. Der kom til at stå respekt om hans fordomsfrihed og engagement. 1978 blev han også medlem af Radiorådets forretningsudvalg hvor vigtige beslutninger træffes. Det trak han sig ud af 1982 på grund af det store arbejdspres og for at kunne hellige sig opgaven som biskop over det meget vidtstrakte Ribe stift. Helge Skov fik 1980 opfordring til at lade sig opstille til bispevalget. Opfordringen kom fra en meget bred kreds af menighedsråds-medlemmer, og Helge Skov var i realiteten allerede valgt inden man åbnede stemmesedlerne. Han blev hurtigt en god støtte for præster og menighedsråd.

Helge Skov var medredaktør af Højskolebladet 1964-71 og af tidsskriftet Dansk Udsyn 1971-80. I dagspressen skrev han mange artikler og diskussionsindlæg. Blomstre lad muld hvor de træde, 1992 er en samling af hans prædikener og ordinationstaler.

Familie

Helge Skov blev født på Grundtvigs højskole, Kgs. Lyngby og døde i Askov; begravet på Askov kirkegård, Vejen.

Forældre: højskolelærer, senere -forstander Jens Olaf Jensen S. (1882–1975) og Anne Margrethe Hansen (1883–1948). Gift 6.4.1946 i Århus (b.v.) med boghandlermedhjælper Karen Kirstine Rasmussen, født 16.8.1923 i Kerte, død 24.3.1990, d. af Johannes R. (født 1898) og Karen Dorthea Christensen (1900–77).

Udnævnelser

R. 1981. K.

Ikonografi

Portræt af Sven Havsteen-Mikkelsen.

Bibliografi

Interviews i Kristeligt dagbl. 1.4.1980, Fyns stiftstid. Morgenposten 6.4. s.å., Jydske tid. s.d. og Berl. tid. 13.4. s.å.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Richard Andersen: Helge Skov i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297520