Hector Janson

Hector Janson, Hector Frederik Janson, 2.10.1737-4.2.1805, biskop. Født i Golzwarden i Oldenburg, død i Århus, begravet sst. (domk.). Efter at være blevet student studerede J. teologi i Göttingen indtil han ca. 1758 blev hovmester for grev D. Reventlows (1712–83) børn. 1766 blev han tysk slotspræst i Kbh. og 1772 tysk hofprædikant. Han nød i disse stillinger megen anseelse i fornemme og dannede kredse – J. H. E. Bernstorff fx berømmer ham 1768 som en "udmærket Predikant, skabt for Hoffet". J.s homiletiske evner træder også klart for dagen i hans 1773 udgivne Predigten vor dem kgl. dånischen Hofe gehalten, klare, tematisk opbyggede og vel disponerede prædikener, affattede i et smukt naturligt sprog. 1774 blev J. tillige professor ordinarius i teologi, disputerede s.å. for dén teologiske doktorgrad, blev 1782 medlem af General-kirkeinspektionskollegiet og 1783 ved Nicolai Edinger Balles afgang summus theologus. Som akademisk lærer viste J. afgjort pædagogisk talent. Hans tilhørere berømmer hans smagfulde foredrag og hans ikke almindelige evne til at gøre selv et tørt stof levende og tiltrækkende. Kun hans eksegetiske forelæsninger kritiseres som alt for vidtløftige. Typisk for hans metode er utvivlsomt Compendium theologiae naturalis, 1778 der ligesom hans disputats om den retfærdiggørende tro vidner om en klar, men ikke original eller særlig dybtgående begavelse der forstod at lægge sine tanker frem i en behagelig form. Teologisk repræsenterede J. et konservativt standpunkt, en supranaturalisme der bestemt vendte sig imod liberale forsøg på at "fortynde" kristendommen til almenreligiøse sandheder.

J. synes i sine første akademiske år at have stået noget i skygge idet han trods sine formelle evner hverken kunne samle flere end ganske få tilhørere eller helt kunne hævde sig over for sine kolleger, navnlig vistnok den ortodokse Peder Holm der søgte at hindre ham i den fulde nydelse af hans rettigheder som professor. Dette blev dog afværget af Ove Høegh-Guldberg der satte pris på J. og 1780 lod ham skrive en skarp recension af C. Bastholms oversættelse af Det nye testamente. Væsentlig anderledes blev derimod J.s stilling efter 1784, og i nært samarbejde med kancellipræsidenten J. O. Schack-Rathlou kom han til at spille en betydelig rolle ved ændringerne i universitetets styre og undervisning. 1785 fik han den opgave at gøre forslag til en forandring af universitetsfundatsen, og 1786 udnævntes han til universitetets prokansler. Til en begyndelse udgav han da 1787 Beskrivelse over samtlige Det kgl. Universitæt i Kiøbenhavn tilhørende Midler og Indkomster der for første gang gav offentligheden besked om hvilke midler universitetet besad, og hvordan de anvendtes. Skriftet affødte en livlig, om end ikke synderlig frugtbar polemik. Derpå fremlagde han en samlet plan for universitetets omorganisation, og kom i væsentlig grad til at præge den nye fundats af 7.5.1788. Den viser bl.a. at det har været J. om at gøre at professorerne viste større flid i deres embedsførelse, virkelig holdt de forelæsninger de anmeldte, og i en form der var fattelig for studenterne. Desuden blev det akademiske år delt i to semestre og eksamensvæsenet ændret og skærpet. Af særlig betydning var J.s reformarbejde over for det teologiske studium. Vel var han selv konservativ, blev endog af en af tidens fremskridtsmænd betegnet som "den store Orthodox, Systemets sidste rigorøse Forfægter ved Universitetet", men han repræsenterede dog en anden form for ortodoksi end fx Peder Holm, og som uddannet i Göttingen tillagde han bibelstudiet større betydning end dogmatikken. Dette afspejler sig især i at han ved teologisk eksamen fik kravene i de eksegetiske og historiske fag forøget. J. havde ikke held til at gennemføre alle sine ideer, og da hertugen af Augustenborg 1788 blev universitetets patron var et nærmere samarbejde mellem to så forskelligartede personligheder udelukket. J. foretrak derfor at forlade universitetet og blev 1789 biskop i Århus. Så vidt det kan ses røgtede han sin bispegerning med stor nidkærhed efter konservative linjer. Især var han ivrig for ved en ret streng bispeeksamen at prøve de tiltrædende præster og for gennem visitatser at føre tilsyn med kirke- og skoleforhold. Af ydre fremtræden var J. en myndig bispeskikkelse, men i personlig omgang viste han sig som en usædvanlig munter og elskværdig mand, og han nød megen agtelse både hos konservative og liberale.