Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Stein

Oprindelig forfatter PGLin

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Harald Stein, Harald August Edvard Stein, 9.3.1840-5.1.1900, biskop. Født i Kbh. (Frue), død på Frbg., begravet i Kbh. (Holmens). S. kom fra et højt kultiveret, kirkeligt konventionelt hjem. Sit første religiøse indtryk fik han i synagogen, men også i skolen (af M. Hammerich og R. Frimodt) eller ved konfirmandforberedelsen hos B. Münter. Han blev student 1859 (Borgerdydskolen på Chr.havn), var længe optaget af nationalliberalisme og skandinavisme, af æstetik og Rasmus Nielsens filosofiske forelæsninger. Omsider valgte han teologien, bl.a. på grund af H. N. Clausen under hvis kateder han blev "urokkelig rodfæstet i den evangelisk-lutherske kirke". 1866 blev han cand.teol., rejste i Tyskland og Italien og var 1867–74 kateket ved Holmens kirke og sekretær for provst B. J. Fog hvis prædikener længe havde grebet ham. 1869–76 udgav han sammen med J. Paulli Kristelig Kalender som vandt udbredelse ved sit lødige indhold. Teologisk var S. alle dage helt afhængig af Fog (og dermed H. Martensen), men modsat sine læremestre forstod han til bunds at situationen i 1870erne – med kulturradikalisme og socialisme – var radikalt forandret, og han havde udpræget evner for at gribe praktisk ind og skabe kirkelig fornyelse. Under de ændrede forhold stod det ham tidligt klart, at statens "støtte" intet var værd; den ville snart give kirken "sit sidste Judaskys"; man måtte bygge på "menigheden", dvs. på frivillig arbejdskraft og ansvarsbevidste kredse, og forene vækkende forkyndelse med kærlighedsgerninger på en måde som kunne vise samtiden at kristendommen ikke var en "udlevet lære", men en kærlighedens "livsmagt".

S.s syn kom første gang klart frem i Nogle Blade af den kristne Kvindes Historie. Et Bidrag til Diakonissesagens Fremme, 1872, et skrift som med kraft og vidsyn dels er et forsvar, dels en påvisning af at kvindelig diakoni er kirkens "svar" til kvindeemancipationen og samtidig en meningsfuld anvendelse af det store overskud af kvindelig arbejdskraft. S. blev herefter præst ved Diakonissestiftelsen og formand for dens bestyrelse; den var grundlagt 1863, men havde ikke kunnet trives; under S.s ledelse mangedobledes søstrenes tal, og et stort byggeri af moderhus, kirke (indviet 1876) og hospital kom i gang. På stadige rejser og ved flere skrifter gjorde S. sagen kendt, skabte kontakt med en række sygehuse og flere nyoprettede menighedsplejer, men kom snart i modsætning til forstanderen Louise Conring og den ledende søster Sophie Zahrtmann; striden stod om søstrenes pligt til at pleje mandlige patienter som S. ønskede, men søstrene af blufærdighedshensyn afviste. Skønt støttet af Martensen mente S. at stiftelsen bedre kunde tåle hans end Louise Conrings afgang, og 1880 modtog han kaldelse som sognepræst ved den nye Skt. Matthæuskirke på Vesterbro. I det vældige forstadssogn gjorde han et stort arbejde, fik indrettet en plejeforening og bygget et menighedshus, og hans forkyndelse som også tidligere havde samlet mange, drog nu folk fra hele byen; indholdet svarede til Martensens teologi, men formen var blændende, udarbejdet efter det ciceronianske mønster: en tekstparafrase der løber ud i et tema, tre hovedafsnit hvoraf de to første er dialektisk modstillede, mens i det tredje modsætningen "ophæves"-hegeliansk forstået – i en højere harmoni og klinger ud i en appel til viljen; sproget er ypperligt, omend med overdådig brug af adjektiver. Ikke underligt at både Fog og O. Ricard kunne skildre S.s prædikener som "mejslede i marmor" eller som "det fineste kniplingsværk, med tydeligt mønster, gennemsigtigt, klart". 1879 kom Minder fra Emauskirken, 1882 Minder fra St. Matthæuskirken og 1886 Tolv Prædikener.

Indre mission var stiftet i Kbh. 1865, efter V. Becks og "landmissionens" princip som en ren vækkelsesforkyndelse; den slog ikke an – Frimodt var ikke egnet som leder, endsige organisator – og stagnerede efterhånden helt. S. som havde studeret sociale byforhold i Tyskland og England udgav 1876 det epokegørende skrift Hvad vil den indre Mission?(tysk 1883), og udviklede her menighedens opgaver som "bevarende, frelsende og lindrende" kærlighed, i funktion over for alle alderstrin og klasser: vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, søndagsskoler, KFUM og K, afholdsbevægelse, menighedspleje, missionshoteller, hjem for prostituerede, kort sagt et fuldstændigt program for det som senere kom til at hedde velfærdsstaten, og udformet som "menighedens svar til socialismen, thi Djævelens socialisme besejres bedst af Vorherres", og vel at mærke ikke gennem de enkelte, for "vort århundrede er foreningernes tid", og "stor velsignelse knytter sig til al virksomhed i forening". Over for "det moderne hedenskabs (dvs. brandesianismen) og socialismens ihærdige bestræbelser for at fange de unge og ubefæstede" skulle der skabes en "fast organiseret bymission" – "kærlighedens evangelium ... både i ord og gerning", et "net hvor maske nøje passer ind i maske". S.s program slog an i storbyens borgerskab (og efterlignedes i mange andre byer, tit som "Stefansforeninger") der følte et socialt ansvar - og frygtede socialismen – og som ikke ville vide af den ukultiverede "landmission"; byernes præsteskab var heller ikke vakt, endsige vækkelsesprædikanter, og det faldt hverken dem eller lægfolket ind at gå sammen med Beck og hans bondefolk; derfor var der fra begyndelsen strid mellem by- og landmission (Beck var yderst forbitret over at S. blev formand i Kbh. 1880), og kampen gjaldt ikke blot forkyndelse alene eller forkyndelse og organiseret karitativ virksomhed (det sidste kaldte Beck "rationalisme" eller "gerningsretfærdighed"), men den var også et socialt og kulturelt klasseopgør.

Annonce

S.s "program" var just "hvad tiden krævede"; det sejrede forbløffende hurtigt og fik brede virkninger i byerne; i Kbh. var kraftcentret missionshuset Bethesda som S. fik rejst og indviet (1882). Men Becks kritik voksede og styrkedes, jo mere "landmissionen" via indvandringer slog rod i byerne. S. havde 1881 hjulpet Beck i den såkaldte "thyske krig" og hindret kirkestyrelsen i at bremse landmissionen; han håbede på taknemmelighed, men den udeblev ganske og 1886 så han sig af hensyn til bymissionen nødsaget til- at gå af som formand; 1889 blev han Fyns biskop. Stadig var han en fremragende administrator, men også på Fyn måtte han udkæmpe store slagsmål med den beckske mission, og da den i 1890erne på alle måder radikaliseredes (bl.a. i Helvedesstriden) kom det 1896 til et eksplosionsagtigt slutopgør mellem S. og Beck. Til Fyns mange grundtvigske præster og menigheder kom S. ikke i noget virkeligt forhold; han havde sympati for grundtvigianerne som mennesker (i alt fald sammenlignet med missionens kulturløse bøllefrø), men deres teologi var ham helt uforståelig og deres kirkepolitiske ideer absolut viderværdige; i det kirkelige råd bekæmpede han begge vækkelsesretninger efter evne, både hvor det gjaldt kirkeforfatningsspørgsmål (menighedsråd) eller liturgiske sager; sammen med J. Swane og B. J. Fog (og den ærkereaktionære jurist H. Matzen) dannede han en falanks som holdt bibeloversættelsessagen hen af frygt for at få den grundtvigske Th. Skat Rørdams ny testamente-oversættelse autoriseret; han stred bl.a. sammen med H. Scharling for mest muligt at holde Grundtvigs salmer ude af Salmebog for Kirke og Hjem (1897); han ville af al kraft hindre kremation eller dog i det mindste præsternes medvirken ved ligbrænding; han søgte at modvirke 1890ernes katolske fremstød og indtog som biskop på enhver måde et ultrakonservativt standpunkt i en stadig efterleven af Fogs "testamente": "ingen noviteter".

1895 var S. på tale som Sjællands biskop; han støttedes fra mange sider, også af hoffet, men trods god lyst endte han med at bede sig fri: Beck og J. H. Monrad havde organiseret en stor præsteadresse til fordel for Skat Rørdam, og S. var klar over at han kun ville blive en "skyggebiskop". Kort efter blev han syg, og hans kones død slog ham helt ud; de sidste år blev sørgelige og efter store, i megen tålmodighed bårne lidelser døde han på Diakonissestiftelsens hospital. Som den der efter 1870 så kirkens nye situation i øjnene og med utraditionel nytænkning fandt midler der svarede til situationen er S. af det store format – det var han også som praktisk organisator – des mere påfaldende er det, at han i bispeårene så helt svingede ud på yderste højre fløj. Psykologisk må det forklares som et personligt ressentiment mod Beck og "landmissionen", men også ud fra en voksende frygt for den samfundsmæssige, nationale og kulturelle udvikling – som S. mere og mere så an i apokalyptisk perspektiv, et forvarsel om de sidste tiders nærhed.

Familie

Forældre: professor, dr.med. S. A. V. S. (1797–1868) og Karen S. Borch (1801–88). Gift 12.6.1868 i Gentofte med Anna Suenson, født 24.7.1838 i Valby, død 28.3.1898 i Odense, d. af premierløjtnant, senere viceadmiral Edouard S. (1805–87) og Ottilia Uldall (1816–72). – Bror til Th. S. og V. S.

Udnævnelser

R. 1878. DM. 1883. K.2 1892.

Ikonografi

Afbildet med brødre på mal. af F. Helsted. Buste af Th. Stein udst. 1848 og 1862. Radering af J. Lübschitz. Litografi af I. W. Tegner efter foto 1889. Træsnit af H. P. Hansen s.å. Afbildet på prædikestolen i Matthæuskirken på træsnit af A. Bork. Relief af Stein, 1897. Buste af samme, 1899 (Fr.borg). Mal. af Knud Larsen, 1901 (Skt. Knuds k., Odense). Foto.

Bibliografi

To højkirkemænd. Brevveksl, mellem bisperne H. S. og J. Swane, udg. P. G. Lindhardt og J. Swane, 1958. -Vilh. Beck: Erindr, fra mit liv, 1900 171. Biskop Fr. Nielsen. En levnedstegn., ved J. C. Kall, 1911–12 232. J. Steen og H. Hoffmeyer: Kirkelig foren, for indre mission i Kbh. 1865–1915, 1915 31f. Johs. Stein: H. S., 1933. L. J. Koch: Tro og tjeneste, 1938 75–222 271f. P. Holt: Nød dem –, 1940 35–62. Samme: Kirkelig foren, for indre mission i Danm., 1961–77. P. G. Lindhardt i Den danske kirkes hist. VII, 1958. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. G. Lindhardt: Harald Stein i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297798