Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Svane

Oprindelig forfatter SHei

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Hans Svane, Hans Hansen Svane (Svaning), 27.3.1606-26.7.1668, biskop, titulær ærkebiskop. Svane opkaldtes efter sin morfar, historiografen Hans Svaning. Hans baggrund var det velhavende provinsborgerskab der i årene før kejserkrigen endnu havde en god periode. Han gik først i Horsens latinskole og kom 1620 i den kgl. skole i Sorø. Skolegangen blev dog afbrudt af sygdom, og han kom i stedet i huset hos sin søster Else og dennes mand, sognepræst i Vejle mag. Christen Jensen der forberedte ham til universitetet. I præstegården traf han sammen med en anden af magister Christens elever, nemlig Hannibal Sehested der som han selv næsten fire årtier senere skulle blive en af hovedaktørerne på det store stændermøde i 1660. Efter optagelsesprøven på universitetet kom han i huset hos Jesper Brochmand, den senere sjællandske superintendent (biskop). Hans hovedinteresse som student blev snart østerlandske sprog, og 1628 drog han til Fnneker for at studere under orientalisten Sixtinus Anama. Efter dennes død 1630 kom Svane til Wittenberg hvor han boede hos professor Hülsemann indtil han 1631 kaldtes hjem for at disputere for det kgl. rejsestipendium. For dette rejste han samme år til Leiden, og 1633 fortsatte han til Oxford. Sept. 1633 beskikkedes han til professor i orientalske sprog ved Kbh.s universitet. For at supplere sin uddannelse fik han med støtte fra kansler Christen Friis (1581–1639) tilladelse til at studere arabisk i Paris under Gabriel Sionita inden han 1635 vendte hjem for at overtage sit professorat. Kort efter disputerede han for magistergraden.

I nogle år var han universitetets notarius, en post der påhvilede en af de yngre professorer. 1646 rykkede Svane op som teologisk professor og kreeredes s.å. til dr.teol. af Jesper Brochmand. Med sin filologiske ballast var det naturligt at han kom til at forestå revisionen af Hans Poulsen Resens bibeloversættelse (Den "svanningske" bibel 1647). 1648 holdt Svane i forbindelse med Frederik III's kroning en tale i slotskirken med titlen Idea boni principis, seu oratio sacra de Regum authore, dotibus et officio hvor han fremhævede kongedømmets guddommelige oprindelse og undersåtternes lydighedspligt. Lignende synspunkter gør sig gældende i første bind af hans utrolig omfattende kommentar til Daniels bog der udkom 1654. Svane udtrykker i disse arbejder teokratiske idealer uden at man af denne grund kan tage ham til indtægt for en absolutistisk politisk filosofi, idet "kongen" ofte anvendes synonymt med øvrighedsbegrebet i bred almindelighed. Desuden understreger han regentens forpligtelser over for sine undersåtter, og politisk delikate emner som arvekongedømme berøres ikke. Hans nære relationer til rigsrådsspidser som Christen Thomesen Sehested og Christen Skeel tyder heller ikke på at han ansås for politisk belastet i disse kredse. 1655 blev han af de sjællandske købstadspræster valgt til Sjællands biskop, og han blev s.å. indviet i sit embede af lundebispen Peder Winstrup (1605–79).

Ved sit ægteskab var Svane blevet en virkelig velhavende mand og havde samtidig fået nære kontakter til førende københavnske familier som Fuiren og Fincke. Under svenskekrigene var han i stand til at låne kronen store summer, og efter krigene havde han en fordring på mere end 59 000 rdl. hvilket placerer ham på linje med kronens store borgerlige kreditorer. Under den anden svenskekrig søgte han at mægle mellem universitetet og borgerskabet i stridighederne om indkvarteringen. Da Brønshøj, hvis præstegårds indtægter var tillagt biskoppen, var ruineret, fik Svane juni 1660 kgl. bevilling til at måtte nyde og beholde de bygninger og hytter der fandtes i den tidligere svenskelejr på Brønshøj kirkes og præstegårds grund. Han var en myndig mand der ikke gerne tålte modsigelse hvad der trådte frem i stridigheder med konsistorium dels om besættelsen af degneembedet ved universitetets patronatskirke Tårnby og dels vedrørende administrationen af det af hans svoger, dr. Henrik Fuiren indstiftede universitetslegat i hvilken strid han formåede at få kongen til at intervenere til sin fordel. Det er dog hverken som filolog, teolog eller som gejstlig embedsmand at Svane har sikret sin fremtrædende position i Danmarks historie. Derimod kom han under det store stændermøde 1660 til at spille en politisk rolle, "der ikke er nået af nogen anden dansk biskop i det lutherske tidsrum, D.G. Monrad dog alene undtagen" (J.A. Fridericia).

Annonce

Fra mødets begyndelse indtog Svane en klar adelsfjendtlig holdning. Første gang denne markeredes var da han 11.9. på understændernes vegne afviste adelens forslag om at henstille til Frederik III at besætte de ledige rigsembeder. Denne afvisning af et samarbejde mellem adelen og de "konjungerede stænder" fastholdt Svane konsekvent i de påfølgende forhandlinger om konsumptionen. Sammenbruddet i konsumptionsforhandlingerne udløste fra adelens side en finansiel overbudspolitik hvis sigte utvivlsomt var at sætte understænderne politisk skakmat. Modtrækket blev at man tilbød kongen arveriget, og den såkaldte bispegårdsberetning, hvis oplysninger der på dette punkt næppe er grund til at anfægte, placerer Svane i den inderkreds der med Christoffer Gabel som kontaktmand til hoffet tilrettelagde strategien over for rigsrådet og adelen. Udadtil var Svane som understændernes ordfører den centrale skikkelse i den afgørende forhandlingsfase før rigsrådet gav efter og accepterede at riget skulle være arveligt på både mands- og kvindesiden.

Svane fastholdt sin konsekvente holdning i omvæltningens næste fase hvor det egentlige skred mod absolutismen fandt sted. På fællesmødet mellem stænderne 13.10. understregede han i sin tale at overdragelsen af arveriget til kongen indebar at håndfæstningen måtte kasseres og regeringen ordnes på anden måde end hidtil. Over for et fremsat forslag om nedsættelsen af et forfatningsudvalg indstillede Svane at kongen disponerede efter sin vilje. Den kejserlige gesandt baron J.F. v. Goës indberettede 30.10. at Svane fastholdt dette standpunkt under forhandlingerne i forfatningsudvalget selv om borgernes repræsentanter ønskede en eller anden form for reces dvs. skriftligt formulerede principper for regeringens førelse. Goës' indtryk bekræftes af ribekapitularen Ludvig Pouchs kommentarer til Frederik III's håndfæstning, der må stamme fra udvalgsforhandlingerne hvor Pouch deltog som deputeret for kapitlerne. Det fremgår heraf at Svane var imod enhver indstilling der på noget punkt bandt kongen til håndfæstningen. Ikke mindst som følge af Svanes stejle holdning gik forhandlingerne i hårdknude, og det endelige resultat blev en indstilling der lagde forfatningsspørgsmålet i kongens hånd. Ikke mindst takket være Svane havde kongen opnået hvad han ville, nemlig at blive frigjort for håndfæstningen. Hermed var vejen til enevælden for så vidt åben.

Svanes støtte til kongen var under hele forløbet klar og konsekvent. Fra begyndelsen lagde han afstand mellem understænderne og adelen. Ved at tilbyde arveriget var Svane medvirkende til at sætte forfatningen på gled, og han fuldendte værket ved i forfatningsudvalget at få håndfæstningen kasseret og forfatningsspørgsmålet overladt kongen selv. Der kan på denne baggrund næppe herske tvivl om at Svane handlede i overensstemmelse med kongen, og hans konsekvens og stædighed synes at antyde muligheden for en egentlig sammensværgelse. Om Svane så virkelig har ønsket den enevælde der blev resultatet eller har været klar over konsekvenserne får stå hen i det uvisse. På fællesmødet 13.10. havde han taget til orde for en reces udarbejdet af alle stænder. På denne baggrund er det nærliggende at betegne hans holdning under udvalgsforhandlingerne som dobbeltspil. Men han har måske som fremhævet af Svend Ellehøj ment – eller bøjet sig for kongens krav om – at en ny forfatning skulle oktrojeres af kongen og stolet herpå. Men under alle omstændigheder havde Svane vægtige grunde til at støtte en styrket kongemagt. I sine skriverier havde Svane hævdet den teokratiske kongelære og skulle gejstlighedert tilkæmpe sig den plads i samfundet der tilkom dem efter ortodoks opfattelse kunne det kun ske i samarbejde med kongen. Den adelige patronatsret er sikkert i mange tilfælde følt som en urimelighed og gav i hvert fald med mellemrum anledning til konflikter. Men det er måske værd at bemærke at den samme adelsfjendtlighed som Svane lagde for dagen deltes af hans kolleger Johan Didriksen Bartskær og Anders Andersen Ringkøbing.

Det er bemærkelsesværdigt at bispen i det afståede Skåne, Peder Winstrup, under helt andre politiske vilkår lagde samme adelsfjendtlighed for dagen. På det personlige plan er der grund til at hæfte sig ved at den yderst velhavende Svane som nævnt havde mere end 59 000 rdl. til gode hos staten hvilket gav ham fælles interesser med de store borgerlige kreditorer. For denne gruppe har det afgørende formentlig været ønsket om at genskabe statens betalingsevne, og det er sandsynligt at det gamle politiske system har forekommet kreditorerne at stå i vejen for den finansreform der var hoved-forudsætningen for at de kunne gøre sig håb om blot at få en del af deres tilgodehavender igen. Det var naturligt at Svane for sin indsats var i højeste nåde hos kongen, og påskønnelserne lod ikke vente på sig. 30.10. aflagde han ed som kongelig råd og assessor i statskollegiet hvortil kom at han blev titulær ærkebiskop, den eneste Danmark har haft siden reformationen. Desuden udnævntes han til præsident for et projekteret konsistorialkollegium. For dette, der skulle have alle kirke-, universitets-, skole- og legatsager under sig, udarbejdede Svane en instruks, men kollegiet oprettedes aldrig. Svanes hensigt var utvivlsomt at få universitetet helt underlagt kirken og Sjællands biskop, men en kompensation for det aldrig oprettede kollegium var det utvivlsomt at han 1665 blev præsident for konsistorium med rang og sæde over rector magnificus.

Til gengæld kunne Svane med sin autoritet hindre at flere teologiske lærerstillinger blev besat med tyske hvorved man jo også ville have berøvet de mest lovende danske teologer rimelige fremtidsudsigter. Svane havde uden tvivl stor indflydelse på de 24.6.1661 udsendte privilegier for gejstligheden der naturligvis uden at krænke enevældens principper gjorde kirken og gejstligheden mere uafhængig af verdslige embedsmænd og instanser end tidligere. Når det heri betegnes som "en synderlig nåde" at præsterne skulle have lov at købe deres præstegårdsbygninger var der i virkeligheden tale om et camoufleret finansielt pålæg for at skaffe dækning for Københavns fattigvæsens kapitaler og legatmidler som kronen i de forudgående år havde beslaglagt eller brugt. Det var sikkert til skade for præsternes stilling i landbefolkningen da de ved forordningen af 24.4.1664 fik overdraget opkrævningen af den nye konsumptionsskat, men Svane har næppe haft mulighed for at hindre dette. I øvrigt styrede Svane sin kirke i streng ortodoks ånd, og han var således en afgjort modstander af gudstjenestefriheder til fremmede trossamfund. En nyttig social foranstaltning var oprettelsen af den gejstlige enkekasse for Sjællands stift (1659 og 1662).

Derimod kom Svane efter stændermødet 1660 ikke til at spille nogen fremtrædende politisk rolle. Dette kan skyldes at han ikke havde ambitioner om eller forudsætninger for at gøre sig gældende på andre sagområder end kirke- og undervisningsvæsenet, men på den anden side tyder meget på at Frederik III til en vis grad bevidst skubbede sine hjælpere i de kritiske oktoberdage til side til fordel for andre rådgivere, først og fremmest de høje militære og de ryske råder. Selv om det måske var bevidst at Svane blev skubbet lidt i baggrunden politisk var dette på ingen måde ensbetydende med at han mistede kongens velvilje og bevågenhed i øvrigt. Oktober 1661 fik han af kronen udlagt Ebberødgård og Skovrød mølle i Nordsjælland. Da han september 1661 ledsagede prins Christian på dennes norske hyldingsrejse erhvervede han fra kronen godset Bro i Søndfjord i Bergen stift, siden kaldt Svansø efter den nye besidder. Endelig fik han april 1666 for et tilgodehavende på 38 162 rdl. udlagt Svenstrup hovedgård i Ramsø hrd., hvortil han året efter fik reluitionsret og 1668 fri birkeret. Februar 1667 fik han patronatsret til Borup kirke og annekskirken Kimmerslev. Det er blevet hævdet at hans fortale til andet bind af Danielskommentaren, 1666, rummer en del indirekte kritik af bestående politiske forhold, men dé anvendte metaforer er dog så almene at der intet sikkert kan sluttes herom. De mange moraliserende betragtninger med indskærpelsen af de styrendes forpligtelser afspejler som hans tidligere produktion den teokratiske kongelære og augustinske statsidealer. At han kan have følt en vis modsætning mellem disse og den herskende uindskrænkede enevælde kommer måske frem i fortalens bemærkning om at han ikke har villet ændre i det som var skrevet før indførelsen af den arvelige og absolutte regeringsmåde og måske ikke var nøje tilpasset efter denne "især da jeg intet foreslår, som kan være til skade for fædrelandets nuværende tilstand".

En afsluttende karakteristik af Svane må foruden at konstatere hans selvhævdelse og ærgerrighed understrege hans oprigtige fædrelandsfølelse der ganske givet var det centrale ledemotiv for hans virksomhed på stændermødet 1660 selv om han muligvis lod sig udnytte og måske ikke helt formåede at overskue konsekvenserne af sine handlinger. Men det var den samme danskhedsfølelse der fik ham til at protestere mod og blokere fortyskningen af det teologiske fakultet. Han var en typisk repræsentant for 1600-tallets gejstlige kultur: umådelig lærd, snæversynet ortodoks, autoritær, men ikke uden social forståelse og en stor patriot.

Familie

Født i Horsens, død i København, begravet sammesteds (Frue k.).
Forældre: borgmester i Horsens Hans Oluf Riber (død 1615) og Anne Hansdntter Svane (Svaning) (død 1637). Gift 1.9.1639 i Kbh. med Marie Fuiren, født 5.3.1624 i København, død 24.12.1693 sammesteds, d. af læge og botaniker Jørgen Fuiren (1581–1628) og Margrethe Thomasdatter Fincke (1595–1665).

Ikonografi

Mal. af A. Wuchters (Fr.borg), efter dette litografi 1867, træsnit af H.P. Hansen, 1873 og af R. Neergaard, 1874. Kopier efter ovennævnte mal. (Fr.borg; Horsens statsskole; Roskilde domk.). Stik af A. Haelwegh efter forlæg af Wuchters efter ovennævnte mal., efter stikket træsnit 1858 samt stik af J. Haas, 1761 og litografier 1846, 1850 og 1864. Min. fra Thornborgs værksted (Fr.borg). Afbildet efter Wuchters på Heinrich Hansens mal., 1879–80, af arvehyldningen 1660 (Fr.borg). Buste af Fr. Hammeleff udst. 1882 (Fr.borg), efter denne træsnit s.å.

Bibliografi

Kilder. Aktstykker og oplysn. til statskollegiets hist., udg. Johs. lindbæk I-II, 1903–10. Kronens skøder II, ved F. J.West, 1908.

Lit. Univ.progr., 1668. Matth. Foss: Oratio in obitum Johs. Svaningii, 1668 (2. opl. 1732). Jac. Faber: Ligprædiken over U. S., 1676 (2. opl. 1732). D. G. Zwergius: Det siellandske clerisie, 1754. Jens Møller i Hist. caiender I, 1814 213–316 Ofr. II, 1815 417f). H. F. Rørdam i Hist. t. 2.r.VI, 1856 453–556. J. A. Fridericia sst. 5.r.VI, 1886–87 715–816. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 2.r.V, 1869–71 239f 680 690 692 698f og VI, 1872–73 86f 90 115f 423 42(.f 443 445f 455. Johan Jørgensen sst. 7.r.VI, 1966–68 85–136 575–91 (heri breve). J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969). John O. Evjen: Die Staatsumwälzung im Dänemark im Jahre 1660, Lpz. 1903. A. Halling: Meine Vorfahren I, Glückstadt 1905 429–53. Kn. Fabricius: Kongeloven, 1920 (reproudg. 1971). Svenstrup, et sjællandsk gods' hist., udg. J. Wedell-Neergaard, 1921. C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltn. i 1660, 1936 (2. opl. 1971). Samme: Hannibal Sehested I–II. 1946–70. Sv. Ellehøj i Højesteret 1661–1961–11, 1961. Samme i 2. nord. historiker-motet, 1967 = Historiallinen arkisto LXIII, Helsingfors 1968 175–84. Carl-Johan Bryld: Hans Svane og gejstligheden på stændermødet 1660, 1974 = Odense univ. studies in history and social sciences XVI. Jens Glebe Møller i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Heiberg: Hans Svane i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297987